Nu blander Danmarks Naturfredningsforening sig også i kobberdebatten …
Af Redaktionen
Samtlige industrier i Danmark har pligt til at indberette, hvor meget kobber de udleder i naturen. Lige bortset fra landbruget. Senest har Naturstyrelsen fået konklusioner slettet i et forskernotat, som anbefalede en undersøgelse af kobberets effekt på især harer og råvildt.
I Avisen Natur og Miljø (november 2013) kan man læse, at der modsat alle andre industrier ingen kontrol er med, hvor meget kobber landbruget udleder, og ingen undersøgelser af, hvordan det påvirker hverken dyreliv, miljø eller mennesker. Det på trods af, at landbruget står for den absolut største udledning.
Så sent som i november sidste år pegede en række forskere i et notat bestilt af Naturstyrelsen på, at der er behov for yderligere undersøgelser af kobbers mulige effekt på især harer og råvildt. Men disse konklusioner blev, uden forskerne vidste det, slettet af styrelsen i den første udgave af et notat, der blev fremsendt til Vildtforvaltningsrådet, som rådgiver miljøministeren
Presserende behov for undersøgelser
Problemet med landbruges kobberforurening er, at de potentielle skadevirkninger ikke er undersøgt, fortæller Thyge Nygaard, der landbrugspolitisk medarbejder i DN:
– Man ved ikke, hvordan de store koncentrationer af kobber i landbrugsjorden påvirker biodiversiteten – eller hvordan det påvirker menneskers sundhed på længere sigt, når den kobberholdige gylle bliver spredt ud over markerne og oplagres i de kornprodukter, vi spiser. Officielt undervurderer man betydningen af kobberforgiftning, måske fordi en undersøgelse vil stille spørgsmålstegn ved en af vores mest rentable produktioner – nemlig svineproduktionen.
Biolog og professor, DSc ved Aarhus Universitet, Rune Dietz, var med til at udarbejde notatet, hvor konklusionen blev slettet. Han siger til Avisen Natur og Miljø, at det “et voldsomt eksperiment” at hælde flere hundrede ton kobber ud i naturen via svinegylle uden at undersøge, hvordan det påvirker dyreliv og mennesker.
– Man kan finde de første 300 artikler om massedødsfald blandt får, fordi de har fået forkert foder som indeholdt for høje koncentrationer af kobber eller har gået på marker gødet med kobberholdigt gylle. Det er ikke urimeligt at sammenligne råvildt med får, da de begge er drøvtyggere. Og det er ikke kun i forhold til råvildt, at det burde undersøges. Det er også i forhold til afgrøder og human eksponering. Al den kobber forsvinder ikke bare i den blå luft, men ophobes i vores landbrugsjord, siger Rune Dietz.
DN mener
At der snarest skal igangsættes en undersøgelse af sammenhængen mellem landbrugets kobberudledning og råvildtsyge
At landbrugets kobberudledning skal reguleres på linje med andre industrier
