Øst for Storebælt blev regnspover indtil fredningen i 1994 gerne skudt sporadisk i forbindelse med anden jagt og kun nogle få steder kunne der undertiden skydes mange regnspover, for eksempel på Vrøj, hvor Henning Kørvel har jaget regnspover
Spovejagt i Danmark
Vi tager her læserne med på spovejagt nordenfjords med Just Muus-Pedersen (1908-1978). Dengang blev spover jaget fra 1. august, ja endog i juli måned, og Muus mestrede både at skyde storspover og de sky småspover, og han mestrerede at fortælle om det i ”Vildt forude” – hans første bog, som udkom i 1948, og hvorfra vi har lånt denne beretning..
Tekst: Henning Kørvel
Øst for Storebælt blev regnspover indtil fredningen i 1994 gerne skudt sporadisk i forbindelse med anden jagt på fx ænder og gæs. Kun nogle få steder kunne der undertiden skydes mange regnspover, for eksempel på Vrøj, hvor ego har jaget regnspover sammen med Jørgen R. Krag, der var redaktør af Dansk Jagt.
En af dansk jagts store skikkelser, Just Muus-Pedersen (1908-1978), elskede at jage spover, når de forekom på hans yndlingsrevir Nordenfjords. I bogen ”Vildt forude” (1944) fortæller han om jagten på langnæb i et sprog og i en ånd, som gjorde Muus til noget særligt i dansk jagt, der aldrig nogen sinde er overgået af andre, selv om flere har forsøgt sig.
Den første spove faldt for Kjelds riffel. Jeg arrangerede mine patroner på kanten af hullet, hørte en kugle fløjte vesterud og så ham vade over renden for at hente sin fugl på den anden holm. Det var et smukt skud. Haglbøssen til siddende fugle er ringe jagt. Derfor bruger vi riflen om muligt, og en fugl skal ikke kildes ret meget af en ”Long Rifle”, før den ender på tasken.
Få minutter efter fik vi ild i kanonerne. Et par spidsænder vragede lokkefuglene og faldt, en til hver, imellem os. Og så kom spoverne. Vi skød á tempo og bjergede tre af syv, der fik lov til at trække hen over lokkefuglene, før hammeren faldt, lette skud der bringer anskydninger ned på et minimum. En anden flok svarede ikke på min inderlige fløjten, men slog på som høge.
Jeg gættede på småspover, da skuddene faldt, og der lå ganske rigtigt et par af disse imellem lokkefuglene. Jeg sætter dem over storspoven. De er mere sporty og har et eget tag på at kante vingerne og komme velforvaret ovenud af haglene i sidste øjeblik. Deres ejendommelige fløjt havde jeg lært i drengeårene og mindedes, hvorledes de dengang under morgentrækket snedigt lagde deres rute over åbent vand og returnerede om aftenen fra alle verdenshjørner i halsbrækkende styrt for sent til at kunne nappes.
Vagtpost for storspover
Nu konstaterede man, at de ikke havde forandret sig. De kom flængende ned fra den lyse aften, tavse, men med det kendte svirp i vingetøjet, når de så mistænkelige konturer under landingen. På en snes minutter fik man genopfrisket, hvad man kunne af spidsskud til spover. Det er sket, at småspover, krikænder, skeænder eller spidsænder landede samtidigt, men jeg vil æde min gamle jægerhat, om det ikke var småspoverne, der slog af og lod ænderne betale for letsindigheden. De ser fænomenale ud i tusmørke. Kun gråænderne kan hamle op.
Vi mistede en enkelt spove, der løb fra skudstedet og blev borte i græsserne. Ellers er chancerne små for den slags forsvindingsnumre her, hvor fuglene falder på bart terræn, og vi samler op omgående efter skuddene.
Det skyldes småspovens skyhed, tilbøjelig til at lette i utide, og ret sjældne forekomst, at den er lidt kendt blandt jægere. Den er en god og sikker vagtpost for storspoverne, og i heden, hvor jeg har haft mangen god spovejagt i bærtiden, var det noget af et held at komme på hold selv med riffel, hvis der blot var en småspove imellem storspoverne.
Aftenen blev vellykket over al måde og gav skud under alle mulige vinkler. Kun en gang lykkedes vore doubleer, og da var Kjelds fugle storspover og mine småspover – pudsigt nok. Man sad og oplevede øjeblikke, hvor man troede, at nu havde man endelig det rette sving med Saueren, men næste flok gav andet at tænke på. De hang på stive vinger over lokkerne, slog af for Kjelds skud og forsvandt med mine langt under sig. Og så nåede Kjeld at få en efternøler med en tredje patron jappet ind i kammeret og ud af bøssen.
Vi rensede fuglene på stedet og stoppede dem ud med græs. Det er nemlig indvoldene, der gør dem grønne i august.
Så hang spoverne på hyttegavlen. En snøre halet i land fra Sorte Hul. Der var ingen fisk på krogen, kun to mudrede flasker, kastet ud til afkøling, to klamme pilsnere. Lige til en skål for spoverne, for Braank Holm og for søen og luften, der brunede hånd og kind. Skål.
Så tørnede vi ind med mange myggestik og flyvende spovelus på kroppen, mens kornmodet glimtede i øst om kap med blus fra nattens ålestangere.
Det har flasket sig således, at jeg har skudt de krumnæbbede på tre måder. På regulær pyrsch i engene, hvor man kendte grøfterne som sin egen lomme, valgte sine fugle ud på indianermaner og skød dem med riffel. En spændende jagt, ofte imellem kvier og plage, hvor man ikke havde andre bekymringer end rikochetterende kugler – en jagt, der ikke skal anbefales. Men den havde over fjordjagten, at en spove faldet imellem gøgeurt og ranunkel er en langt større fryd for øjet end den, der havner med et sjask i fjordpløret og ser ud derefter.
Tavse under fourageringen
Stundom kom man hjem uden spover, men med et par støvblå duer eller kun en mosegris til sin schuhu, altid hed i kinderne og med okkergult pløre fra top til tå. Det var jagt.
Eller man sad mageligt på træk i sit hul ved Skipperholm og luftede sine 7-hagl til, hvad der kom, ”a mixed bag”, hvor tasken ved hjemkomsten bød på spover, kobbersnepper, islandske ryler, atlingænder mellem skeænder eller spidsænder.
Man kom aldrig tomhændet hjem derfra. Og så er der endelig pyrschen i Vesterhavsklitterne, hvor Kjeld havde et sommerhus. Her snusede vi spoverne op, mens de var optaget af at æde bær i klitterne, skød den første med riffel og prøvede at doublere med haglbøssen.
Kunsten bestod i at finde flokkene, spover er tavse, når de fouragerer, så gik vi til dem med vinden i ryggen og prøvede at få seks fugle, to på tælling med riffel og fire med hagl. Om aftenen ventede vi dem ved drikkestedet, en klitdam med lunkent vand, men det blev ofte en skuffelse. Så vaskede man ærgelsen af med et par svømmetag til den yderste revle, gik en tur langs stranden til det eneste sted i Danmark, hvor hestetungen (Stenhammaria maritima) vokser, og således tilbage til sortebærgrød og sødmælk lige før middag.
Et andet spoveeventyr er oplevet i juli måned i moserne syd for heden. Den gamle havde savnet en mand til noget sen tørvegravning, og så var man hoppet i graven og havde vippet masser af smaddervådt brændsel op på det tørre og set spover i snesevis trække fra fjorden op i heden i en tid, der var rig på gråvejr og væde – ideel til spovejagt.
Der kom en meddelelse i radioavisen. Man måtte skyde spover i juli måned, og fra 1. juli lå Saueren og en stribe patroner på en sæk ved tørveskæret. Jeg var blevet spovejæger i en tørvebondes skikkelse, en ganske udmærket kombination, når man ved med hvilken ligegyldighed fugle passerer mennesker, der arbejder. Kort efter første spadestik havde jeg min første double. Hesten stejlede med snot i mulen. Ungkvæget spredtes vifteformet over mosen med halen i bissestilling og det hvide ud af øjnene. En spove drattede ned i mine sirlige tørverækker, en anden i bækken til ørrederne, hvor den prøvede at lege put under træbroen. Gråvejret slog over i fin støvregn, der gjorde tørvegravning til en yderst fedtet affære. Men der var gang i spovetrækket. Selv frokosten kunne vi ikke nyde i fred. Røde Waidmannsheil knaldede om kap med humleøl på flaske. Jeg sprang op med munden fuld af mad og tændte under spover til højre og venstre. Først en bommer, så en fuldtræffer, og en spove på hovedet i grårisene.
Bagefter erindrerede jeg noget om løse fjerskafter i luften og glideflugt. Da flokken var over alle bjerge, og man i ungdommelig iver havde sat knæet i en rundtenom, kom løsningen: En dreng med endnu en fugl, drattet ned i den anden ende af mosen. Jeg rensede fuglene, skyllede dem i bækken og sendte drengen hjem med dem og et udtrykkeligt ønske om stegt spove til middag. Så lavede vi tørv igen, til de næste kom, mens jeg konstaterede de første vabler i hænderne og ømhed i skulderen. Saueren slog forbistret hårdt gennem en tynd skjorte.
Bliver drenge igen
I tre gråvejrsdage til gravede vi tørv og lyttede til Mads’ varsko, når der kom spover. Han kørte tørveslæden og holdt udkig, en betroet post. Somme tider snød de os, kom bagom eller slog af. Så var der en, der meget hurtigt skiftede håndvåben og lavede kasteskud eller gled i klæget og skød et par alen bagved.
En af de sidste dage i tørvenekom en flok spover lavt imellem os og et par arbejde3re i en grøft. De to mand smed omgående skovlen og dukkede sig med armene over hovedet, da jeg greb efter geværet – et kosteligt syn, der et par sekunder senere fordunkledes af to drønende bommere. Jeg syntes, at jeg hørte fnisen i grøften. De sidste dage skinnede solen, og når udbyttet blev talt op om aftenen, var der færre og færre spover, men flere tørv.
Nogle dage senere. Hvor vi havde hørt spovefløjt i heden og gik ned i kæret, der lå på trækruten til fjorden for at bjerge et par stykker. Der var roligt glidende træk til fjorden af hættemåger med fyldte kæbeposer, i modsat retning af unge mennesker til bal i forsamlingshuset.
I kærene skvæt af sivsanger. Men spoverne lod vente på sig. Så slog vi et slag ned til en tørvegrav, hvor brinken var gennembrudt til bækken, og vandet fossede ud. Og så havde man nær sat sig. Lå bunden der ikke spillevende af ål, der vred og vendte sig for ikke at blive skyllet ud i bækken. Og var der ikke blevet en panik i ormegården, da jeg trodsede al god fiskermoral og sendte en kugle gennem hovedet på en stor krabat, da den søgte at løbe fra skæbnen op under dunhammerens skærmende rødfilter. Så sprang jeg i mudderet, sank i til albuen og baksede med en ål, der var dobbelt så tyk som skaftet på min tørvesdpade og fem gange mere fedtet at holde på. Kampen ville have været ulige, hvis ikke Mads var kommet til hjælp og havde langet et kar ned til mig. Da ål og kar gik på land i en bue, da kom spoverne naturligvis. Jeg var uegnet til at holde på et gevær, og Mads kunne ikke finde sin skyder imellem sivtotterne.
Den store ål vejede over to kilo, og jeg konstaterede som svoren bukkejæger, at kuglen sad på bladet – gællebladet. Jeg var ene om at spise den. Familien kunne nære sig. Næst efter stegte kramsfugle med rønnebærgele er der intet på jorden som stegt ål, og jeg blæser på, hvor tykke de er, og hvor de er fanget. Fjord, tørvemose eller klitsø. Hvor mange ål, der var i den grav, vides ikke. Men en linje i min dagbog fortæller, at de vrimlede fra brysthøjde ned til fødderne. Og den fornemmelse kunne jeg ærligt talt ikke lide. Men jeg fik min ål.
Hver sommer sidder Mads og jeg på lune aftener ved en stille pibe og en snøre i tørvegravene. Ringe dont målt med sportsfisker-alen. Javel. Men glem ikke, at der er en buk der galper i skrubbet, og en moseugle, der vakler over lysningen – et brudelys, der nikker til bevægelsen i vandet, når proppen vipper og går under med et siv efter sig i et væld af ringe. Glem ikke, at vi sidder der til sivsangerskvæt og spejlbilleder af rørhøns, der piller sig. Mosegrise, der pudser sig. Bare sidder der med fødderne i tørvedynd og bliver drenge igen.
Trækkende regnspover i den fine streg, der kendetegnede Muus P., der til fingerspidserne vidste, hvordan fuglene så ud bådfe levende og nedlagte.
Muus P. fotograferet i 1976 med ikke et bundt regnspover, men derimod islandske ryler. Han havde ikke skudt islandske ryler nordenfjords i mange år og gav Hedeselskabet skylden, fordi terrænerne var drænet og afvandet. Foto: Henning Kørvel