Trommehvirvlerne for den adaptive vildtforvaltning er startet. Men adaptiv vildtforvaltning er som tandpasta. Det kan ikke klemmes tilbage, når først man har jokket på tuben og presset de nye meninger ud
Leder af Michael Sand, Netnatur.dk
Selv om debatten om den adaptive vildtforvaltning har rullet frem og tilbage i mere end to år kommer der af og til nye debattører til. Og det er godt …
Men hvad skal man mene om det nye begreb? Skal man læne sig op af skeptikerne. Eller skal man lytte til de organisationer og institutioner, der ikke mindst i disse dage forsøger at sælge de nye ideer til de danske jægere?
Enighed afgørende
Netnatur.dk har taget stilling. Og vores holdning er skeptisk.
Især fordi den adaptive vildtforvaltning bygger på et ” vi mener” princip, som jægerne skal være meget opmærksomme på. Det kan nemlig udvikle sig til et rent meningstyranni, der meget nemt kan tryne den faglighed, som burde være indgangen til moderne jagt- og vildtforvaltning.
Danmarks Jægerforbund – som er bannerfører for det nye system – påpeger det faktisk selv i et nyt fremstød for den adaptive vildtforvaltning. På forbundets hjemmeside kan man læse følgende:
”I den adaptive forvaltning er det helt centralt, at aktørerne bliver enige om fælles mål for forvaltningen, og at der opnås enighed om den fremtidige linje. Det giver styrke og gennemsigtighed, og derfor mener DJ, at adaptiv forvaltning er et meget velkomment redskab.”
Adaptiv vildtforvaltning står og falder med enigheden. Det må være udledningen af ovenstående. Og det burde få lamperne til at blinke i enhver jagtorganisation, der værner om friheden til at gå på jagt.
Men i toppen af Danmarks Jægerforbund har man valgt at overse advarslerne.
Her er ånden for længst gået af flasken. Den adaptive tankegang og ”vi skal være enige” mentalitet har bredt sig og anvendes allerede. Ikke kun i tilknytning til den kortnæbbede gås, der allerede forvaltes adaptivt. Men også i forhold til forvaltning af hjortevildtet.
Den igangværende debat om fremtidens hjortevildtforvaltning har ”vi mener” været den helt dominerende indgang. Ikke kun i forhold til målsætningen, men også i forhold til de løsninger, som man mener, der skal anvendes for at komme i mål.
Det faglige har spillet en sekundær rolle.
Den forenklede fremstilling
For at vise illustrere dette – især over for de nye i debatten – har vi valgt en meget forenklet fremstilling af hjortevildtdebatten.
Vi har kaldt fortalerne for den adaptive vildtforvaltning for ”Systemet”.
Oppositionen har vi eksemplificeret ved ”Den tvivlende jæger.”
Vi overvejede at anvende ” Den uenige jæger” og ” Den kvikke jæger” Men desværre var disse synonymer allerede anvendt på en anden web-kanal.
Dermed bliver det herunder ”Den tvivlende jæger”, der kommer til at rejse spørgsmålene til systemet – altså de organisationer og institutioner, der bekender sig til den adaptive vildtforvaltning.
| Systemet: Vi mener, at der skal være flere gamle hjorte
Den tvivlende jægere: Men … hvor mange er der da?
Systemet: Det ved vi ikke, men der skal alligevel være flere!
Den tvivlende jæger: Men hvordan får vi så flere gamle hjorte?
Systemet: Vi mener, at afskydningen på de mindre arealer skal begrænses.
Den tvivlende jæger: Men … er det undersøgt om det nu også er jagt på de mindre arealer, der er årsagen til, at I mener, at der mangler gamle hjorte?
Systemet: Nej, men vi mener alligevel det er et godt tiltag og desuden mener vi, at jagten skal placeres i brunsten – og kun i brunsten og vi mener, jagttiden skal reduceres fra fem måneder til seks uger.
Den tvivlende jæger: Men … bliver de fleste gamle hjorte ikke netop nedlagt i brunsten? Er denne løsningsmodel nu også den mest fagligt velbegrundede?
Systemet: Vi mener, det er en god løsning og det er den løsning, vi er enige om …
Den tvivlende jæger: Men … hvordan vil I måle på, at vi kommer i mål og opnår flere gamle hjorte? Vi ved jo ikke, hvor mange der er i dag. Kun at I mener, at der er for få.
Systemet: Vi mener det skal ske via en tandsnitsmetode? Jægerne skal indsende afkogte kæber. Dem vurderer eksperterne så alderen ud fra.
Den tvivlende jæger: Men … er det ikke rejst faglig kritik af tandsnitsmetoden og af den frivillige indsamling? Det virker ikke så gennemskueligt, som I lovede. Hvor blev den afgørende synlighed af ?
Systemet: Ingen kommentar
Den tvivlende jæger: Men … skal vi ikke være helt sikre på, at den vurdering og den indsamling, der anvendes, er anvendelig til formålet? Det er trods alt den, vi skal stå overfor, når regnskabets time kommer og vi skal bevise, at der er blevet flere gamle hjorte? Ellers risikeres det vel, at der indføres flere indskrænkninger i hjortejagten!
Systemet: Ingen kommentar
Den tvivlende jæger: Men … hvad mener biologerne fra DCE om Jeres forslag om arealbegrænsning og kun seks ugers jagttid på hjort? Alle uger placeret i brunsten?
Systemet: DCE siger god for planen. Hvis det viser sig, at vores indstillede forslag om arealbegrænsningen er ulovlig, skal jagttiden på hjort dog kun være 3 uger. Det siger DCE.
Den tvivlende jæger: Men … ”hvad mener” DCE om jagt på kronhjorte i brunst?
Systemet: Det skal DCE ikke mene noget om. De skal kun svare på det, som de bliver spurgt om. Altså om konsekvenserne af det, som vi mener, er den rigtige løsning for fremtidens kronvildtforvaltning.
Den tvivlende jæger: Men … foreslår DCE ikke, at jagten flyttes helt ud brunsten i DCE’s eget forslag til jagttider udsendt i oktober 2016?
Systemet: Ingen kommentar
Den tvivlende jæger: Men … skulle den adaptive vildtforvaltning ikke netop bringe mere faglighed ind i debatten om fremtidens hjortevildtforvaltning? |
BEMÆRK IGEN : Ovenstående er en fri fortolkning af de sidste to års debat om fremtidens hjortevildtforvaltning. Vil man efterprøve uddraget er der mere end 200 artikler på Netnatur.dk om emnet, som man kan starte med. Søg på hjortedebat og adaptiv vildtforvaltning.
Som det ses i fremstillingen, spiller VI MENER en meget afgørende rolle i det løsningsforslag, der blev sendt frem til ministeren.
Fagligheden trækkes først ind i debatten meget sent i processen. Først skal man være enige. Derefter skal det vi er enige om efterprøves fagligt.
Og det er denne tilgang, som VI MENER, kan være meget farlig for jægerne og de friheder vi har i dag. Især når der ikke kan opnås enighed. Da kan jægerne meget vel blive klemt i et flertalsdiktatur. Og det er denne risiko, som flere tilhængere af det nye system hopper alt for let henover.
Især når jagtpolitik flyttes ud i mere lokale enheder – hvad der er, eller har været planer om – er vi alvorlig bange for, at jægerne bliver sorteper.
Hvordan vil jægerne klare sig, når de sætter sig til bords med andre naturbrugere, der måske har en helt anden tilgang til natur, jagt, vildt og privat ejendomsret?
Er jægerne klædt på til det?
Kunne end ikke redde mågerne
Jægernes top-professionelle forhandler af jagttider med en stab på omkring 55 medarbejdere kunne end ikke forhindre, at mågerne blev fredet efter en debat i Vildtforvaltningsrådet.
Hvordan skal en lokal amatør-fortaler for jagten klare sig, når der skal diskuteres jagt og vildt på alle lokale niveauer?
Er der enighed, er alt jo fryd og gammen, men hvis ikke der kan opnås enighed, er det en helt anden sag.
Derfor skal det understreges, at den adaptive vildtforvaltning ikke er en mere faglig begrundet tilgang til vildtforvaltningen. Det er en mere meningspræget tilgang.
Af og til bliver adaptiv vildtforvaltning kogt ned til mere dynamiske jagttider. Men hvor ofte jagttiderne skal justeres spiller en meget lille rolle i vores bekymring. Det er menings-processen, der går forud for dannelse af mål og valg af løsninger, som vi anser som sprængfarlige.
Og det MENER VI, at ikke mindst Danmarks Jægerforbund skylder at understrege over for deres medlemmer.
Ligesom medlemmerne af Danmarks Jægerforbund skylder sig selv og næste generation ikke mindst at være kritisk overfor de nye tanker. Blind loyalitet er ingen loyalitet. Og derfor skal man holde begge ben på jordet, når systemet starter trommehvirvlerne for den adaptive vildtforvaltning.
Dan din egen mening
Man skal være kritisk, lytte, læse og fremfor alt danne sig sin egen mening. Og være klar over at systemet naturligvis vejrer morgenluft, hvis den adaptive vildtforvaltning opnår endnu mere fodfæste.
Det vil udløse en række jobs og konsulenthonorarer, når der skal tælles vildt og ses på kronvildtkæber etc. Der er nemlig penge forbundet med at putte naturen i regneark. Og det kan forstyrre fortalernes holdning til den adaptive vildtforvaltning.
– Jamen på nogle arter kan det da gi´ meget god mening med adaptiv vildtforvaltning.
Sådan har det lydt i de seneste dage efter Jægerforbundet har indledt et Road Show, der skal overbevise medlemmerne om, at den kurs, som forbundets top mener er den rigtige, også skal være den kurs, som medlemmerne skal mene er den rigtige.
Om det virker vides ikke, men nogle jægere er åbenbart klar til at sælge ud af deres rettigheder for at bøje sig for systemets ønsker.
Kvoter
Men … den adaptive vildtforvaltning vil sandsynligvis føre til kvoter. Det skal man være klar over. F.eks. har Danmark fået en årlig kvote på 4700 kortnæbbede gæs. Og DCE er allerede begyndt at tale om kvoter i tilknytning til jagt på knortegæs. Også hjorteplanen bygger på et kvotelignende system.
Men det er da et paradoks, at nogle jægere åbenbart er parat til at acceptere et kvotesystem. Ikke fordi jægerne skyder for meget, men fordi de skyder for lidt.
Det er trods alt vores nuværende kvotefri og meget lidt bureaukratiske system, der har båret vores gæs og hjortevildt frem til en af de største succeser i nyere dansk naturhistorie.
Derfor skal man være yderst varsom med at fikse det, der allerede virker. Husk på, at nye gennemgribende systemer kan være som tandpasta. Det kan ikke klemmes tilbage, når først man har jokket på tuben.
Og når først den adaptive vildtforvaltning er klemt ud i det system, der skal forvalte fremtidens jagt, kommer den aldrig tilbage igen.
