Marcus Daly har indskrevet sig i elefantjægernes historie ved at være en dygtig jæger og bushman, men han fik alligevel med tiden et noget blakket ry
Mistænkt for løgn om stødtænder
Tekst: Henning Kørvel
Marcus Daly har indskrevet sig i elefantjægernes historie ved at være en dygtig jæger og bushman, men han var arrogant og fik et blakket ry, fordi han hævdede at have skudt en elefanttyr med stødtænder på 207 og 203 pounds. Ingen kender dog noget til dem, og i ”Legends of the African Frontier” betvivler David Chandler hans historie, fordi stødtænder i den størrelse ikke hang, og stadig ikke hænger på træerne, og det formodes at ville være kendt, hvem der købte dem af ham.
Den kontroversielle jæger og forfatter, Marcus Daly bag ”The Big Game Hunting and Adventure 1897-1936”, var en rhodesisk PH og elfenbenskrybskytte, som indledte sin karriere, efter hans far og hans ældste bror, James, var blevet myrdet under Matabele-oprøret i 1896.
Forinden fangede han vilde dyr til ”Rhode’s Kenilworth Zoo.
Han begyndte også at jage elefanter, næsehorn og bøfler med en .500 Express, som han havde fået af Frederik Selous (1851-1917), og han brugte tillige en Martini Henry og en .303 Sporting rifle.
Han holdt sig fra at jage løver, fordi han var bange for dem.
Størsteparten af hans tidligere jagt blev udøvet sammen med vennen, Tegwana, der var en ung Matabele-kriger.
Tegwana hjalp Daly af med sin skræk for løver. Grundlæggende kunne Daly ikke psykisk bære at stå over for den store kødæder.
Tegwana brød imidlertid gradvist hans frygt ned, og efter en forfejlet løvejagt, som kunne have kostet Daly livet, indså han, at han var nødt til ikke at være bange for løver længere.
Daly og Tegwana jagede både i Matabeleland og Portugisisk Østafrika. Det lykkedes for dem at få fat på 500 patroner til .500 Express-riflen, såvel som en kasse .303 og Martini-Henry-ammunition og tilbragte et år med at jage i Zambezi og Shangani’s floddale.
De blev ledsaget af et stort antal andre Matabele-jægere. En nat forsøgte en løve at angribe dem i den hytte, de havde bygget til overnatning, og en ung Matabele-kriger, som stod vagt, skød fem løver. Sådan kunne det være at overnatte i lejr i Zambezi i 1898.
De to stødtænder, som Marcus Daly her poserer med, vejede henholdsvis 110 og 125 pounds. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press).
Problemer med franskmændene
Da Boer-krigen brød ud i 1899, kunne mænd som Daly og Tegwana ikke undslå sig for at stille sig på britisk side, og de gjorde begge tjeneste som spejdere for de britiske styrker.
For Daly’s vedkommende var hans arbejde så meget værd, at Boerne udlovede en dusør på 500 GBP for hans hoved. Tegwana blev skudt og dræbt under en træfning i the Orange Free State.
Da krigen sluttede, arbejdede Daly en tid som entreprenør og leverede forsyninger gennem Kalahariørkenen til tyske tropper, som kæmpede imod Herero-styrker. Herunder lærte han både at kende og forstå bushmændenes tankegang og deres evner.
Ifølge Daly lavede Angoli-marauders en kommandoraid imod Bushmen kraals, hvor kvinder blev dræbt og beboelserne brændt ned.
Brændt ned blev desuden få engelske og Boer-farme. Med en gruppe Bushmen under sig tog Daly affære og fik Angoli-banderne smidt ud.
I de kommende år arbejdede Daly dels i forskellige brancher og tjente i hæren. I 1914 var han således kaptajn i et kavaleri-regiment.
Efter at være fratrådt, blev han ansat i en almindelig britisk enhed, fordi han ønskede at se handling og vidste, at oprørere skulle holde sikkerhedsdetaljer inde i Sydafrika i tilfælde af oprør. Han blev snart sergent og tjente med udmærkelse i Første Verdenskrig.
Fra 1918-1926 jagede han professionelt i Østafrika, især i Tanaland, Serengeti og Congo. I 1927 jagede han i Portugisisk Østafrika med en amerikansk klient, og derefter jagede han ved Lake Tanganyika sammen med Charles Grey, som blev dræbt af en løve kort efter.
Daly blev herefter hyret af the Harvard College Trans-African Scientific Expedition og hjalp professor R.P. Strong og Harold Coolidge med at indsamle gorillaer og andre dyrearter i Congo.
Ind imellem tog han på safari i Tana River-området i Kenya, Cameroon, Sudan Belgisk Congo og Fransk Equatorial Efrica.
Han havde mange juridiske problemer med franskmændene, som konfiskerede alt hans udstyr. Ifølge Daly blev han bundet, berøvet og deporteret af myndighederne, fordi de var grådige og jaloux.
Ifølge franskmændene var han skyldig i røveri og krybskytteri, og han var måske heldig, da det lykkedes for ham at flygte til Britisk Østafrika.
Slået ud af anskudt elefant
Den franske jæger og forfatter, Francois Sommer rapporterede i 1953, at Daly blev truet alvorligt af myndighederne, fordi de var trætte af hans pral om, at han konstant havde brudt jagtloven.
Under krybskytteri i Fransk Equatorial Afrika blev han overfaldet af en anskudt elefant og blev efterladt af sin tracker.
Daly tilbragte natten i bevidstløs tilstand kun få yards fra en løve, der åd af kroppene fra tre dræbte elefanter. Om morgenen vendte trackeren tilbage og bragte Daly tilbage til campen.
Daly skrev senere i et lokalt dagblad om den nat og mente, at Guds Engle havde skånet ham for at blive ædt af løven.
I et læserbrev skrev hans ekskæreste, at det ikke var Guds engle, der havde reddet ham, men at løven ikke kunne lide lugten af ham.
Marcus Daly ses her med to nedlagde løver, men de nærmere omstændigheder omkring nedlæggelsen er ikke kendt. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press).
Ifølge David Chandler (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008) er det svært at danne sig et fair indtryk af Daly.
Alle kilder er forudindtagede, men ikke i hans favør. Den eneste undtagelse er hans egen autobiografi.
Han havde selvfølgelig brudt jagtloven mange gange, men undskyldte sig med, at det ikke var usædvanligt, fordi mange respekterede jægere som fx Grogan, Cunninghame, Darley og Rushly også brød loven.
Der er ingen tvivl om, at Daly var i besiddelse af gode jagtegenskaber og ”bushcraft”. Han havde ifølge egne oplysninger skudt en elefanttyr i Ubangi-Shari med stødtænder på 203 og 207 pounds, og han var desuden en af de ganske få jægere, der skød en sort panter i rekordklasse.
Hans navn kommer op igen og igen i litteraturen, men vises ikke respekt. Han syntes at have været svær at komme overens med.
Mange mennesker, som besøgte hans camps, gav udtryk for, at de ved de lejligheder ”hørte en hvislende kugle over deres hoveder”.
George Rushby skriver i ”No More the Tusker” (1965), at han havde respekt for Daly som jæger og for hans hårdførhed, men at han ikke troede på ham under nogen omstændigheder, og dette blev delt af mange andre jægere.
Mange andre jægere skrev også om deres skepsis over for Daly. Temple-Perkins nævner således Daly to gange i sine erindringer ”Kingdom of the Elephant” (1955).
I den førsteepisode klandres Daly for skydningen af en elefant. Han kalder den rhodesiske jæger for en løgner.
I den anden passage betegner han Daly for ”den største romantiker i forhold til storvildt”. Francois Sommer bruger også ordet romantiker i sin bog ”Man and Beast in Africa” (1953).
Chandler mener, at det er vanskeligt at definere, om forfatterne var objektive i deres vurdering af Daly, eller de var motiveret af deres personlige antipati imod ham.
Daly skriver i ”The Big Game Hunting and Adventure”, at han i Kalahari havde lært at kravle under elefanternes maver for ikke at forstyrre dem, og at han rutinemæssigt brugte dette kneb for at komme uden om køerne for at kunne skyde flokkens store tyre.
Chandler mener, at det er svært at sige, om nogen tror på det. Han anser det dog for at være nonsens.
I ”Kill og be Killed” skriver Robert Foran selv om, at han kravlede under maverne på en flok elefanter, men ingen kaldte ham for en løgner.
Daly’s ry var af en sådan karakter, at alt, hvad han sagde, var suspekt, selv om det kunne være sandt, at han kravlede ind på skudhold af hanelefanter under elefantkøernes maver..
Kan historien være rigtig?
Hans historie om stødtænder med over 200 pounds elfenben kræver en nærmere undersøgelse, fordi de var tunge.
For at sætte dem i perspektiv vejede de største rekordstødtænder nogen sinde 235 og 226 pounds, da elefanten var nyskudt på Mount Kilimanjaro.
Efter dette spektakulære par stødtænder er der et stort gab til de næste. I 1928 oplistede ”Rowland Ward Records of Big Game” nummer et med 198 og 174 pounds, skudt af Powell-Cotton på bredden af Lake Albert.
Men ikke alle store tyre endte i Rowland Ward. Billy Pickering skød en elefanttyr in the Lado Enclave med stødtænder på 191 og 193 pounds, og Harry Manners skød en elefantryr i Mozambique med 185 og 183 pounds stødtænder.
Samuel Baker så en single stødtand i Khartoum, der vejede 172 pounds og en anden i London på 188 pounds. Hans egen personlige tungeste stødtand vejede 149 pounds.
De fleste elefantjægere skød ikke tyre, hvis stødtænder nærmede sig 200 pounds elfenben.
Pete Pearsons største sæt vejede 155 og 153 pounds, Iones 126 og 123 pounds, Jim Sutherland 152 og 137 pounds, Pretorius 160 pr. side, Carr Hartley 164 og 167 pounds. Sir William Garstin skød en elefant med stødtænder på 135 og 159 pounds, og det moderne Kenyas rekord tilhører Mohammed Akbar, hvis stødtænder vejede 172 og 164 pounds.
Det amerikanske naturhistoriske museum i New York har et par stødtænder på 167 og 169 pounds. De blev fundet af en heldig rejsende nær the Voi River i Kenya. Endnu tættere på vor tid skød Ray Petty en elefanttyr i Etiopien i 1988 med stødtænder på 145 og 121 pounds.
Så hvis Daly’s elefantstødtænder er virkelighed, så rangerer de iblandt de allerstørste elefantstødtænder, der nogen sinde er blevet vejet.
Men kan Daly’s historie være rigtig?
Chandler analyserer den. Ifølge Daly skød han den store tyr sidst i 1920-erne, efter at han var blevet løsladt fra et brutalt fransk fangenskab i Ubangi-Shari. Anklaget for overfald, spionage tyveri og andre forbrydelser var han blevet straffet med tab af uregistreret jagtlicens og konfiskation af al hans ejendom, inklusive hans rifler, ammunition og 10.000 pounds elfenben.
Daly skriver, at han efter retssagen gik til hovedstaden, Bangui for hos guvernøren at anke dommen. Han tog et job hos to franskmænd, Cornus og de Jardin, som drev en motoriseret transportvirksomhed.
Han tjente gode penge ved at køre lastbil på langdistancefart. Uheldigvis fik Daly en ordre om at forlade landet inden for en time, og han skulle efterlade de penge, han havde tjent hos franskmændene.
Plausibel på overfladen
Cornus og de Jardin gav ham en kano, så han kunne sejle op ad Ubangi og Congo Rivers til Leopoldville, hvor han håbede, at det britiske governement ville bistå ham med at få sine ejendele tilbage.
Det var på dette tidspunkt, at han skulle have skudt elefanttyren med de rekordstore stødtænder. Det formodes, at han af en handlende langs floden købte en riffel og ammunition.
Da han drev ned ad floden i kanoen hørte han en elefant trompetere og padlede ind til land. Efter cirka en times stalking skød han tyren, hvis stødtænder vejede 207 og 203 pounds, og han solgte dem snart til en portugisisk handlende på et dampskib for 50.000 belgiske francs.
På overfladen lyder historien plausibel. Daly var tilsyneladende i bekneb for penge, efter at han havde mistet alle sine ejendele til franskmændene.
Anholdelsen af ham og den ublide behandling, han fik, er bekræftet fra fransk side, men stadigvæk findes der ikke papir på, at der er vejet stødtænder på tilsammen 410 pounds i hverken Ubangi-Shari, Congo eller andre steder.
Man skulle tro, at hvis den der købte elefantstødtænder, der var nær rekord, ville være trådt frem, fordi vedkommende velsagtens ville have fået en slags dusør, og med sikkerhed omtale.
De franske myndigheder solgte stadig kommercielle elefantlicenser på det tidspunkt, og frygten for at overtræde loven skulle således ikke have været en begrænsende faktor.
Men hvordan vejede Daly stødtænderne, når han var helt uden udstyr?
Chandler formoder, at den portugisiske handlende eller kaptajnen på damperen må have haft en vægt, men Daly giver ikke information om dette, og Chandler slår endvidere fast, at skibet var et Congo dampskib og ikke ”Queen Mary”.
Hvis den, der havde købt stødtænderne, vidste, hvad han nu ejede, så formoder Chandler, at han så ville have adviseret omverdenen.
Marcus Daly med nedlagt bøffel, måske mad til sine afrikanske bærere. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press)
Ekstraordinære stødtænder gik normalt til højere priser end efter vægten af elfenben. Chandler konkluderer, at Daly’s ry taget i betragtning, anser han historien om de to store elefantstødtænder for tvivlsom.
I sin bog fra 1937 skriver Daly om, kannibaler, og hvis flere belgiske og fransk-europæiske embedsmænd var endt i en madlavningsgryde, så ville landet have været renere.
Daly var en arrogant og ulidelig mand, men hans talent for selvpromovering, og hans sikre stalking-evner sikrede ham jagtbytte og indkomst som professionel jæger, når han ønskede det.
Krokodille tog 10 fanger
Hans ry betinger, at man tager hans historier med et gran salt, men nogle af hans anekdoter er for gode til ikke at blive fortalt.
En af disse fandt sted nær en fransk station – Mbayo – på Ubangi River. Stationen havde sit eget fængsel, og hver morgen marcherede fangerne ned til floden for at hente drikkevand.
Hver fange bar på hovedet en fire-gallon blikpotte. Fangerne var lænket sammen med en jernkæde om anklerne.
Under opsyn af vagter fyldte fangerne en af gangen blikpotterne med drikkevand.
En morgen bestod fangekæden af 10 fanger. Ni af dem havde allerede fyldt deres blikpotte med vand og stod og ventede på bredden, mens den tiende fyldte sin blikpotte.
Pludselig dukkede en krokodille op og snuppede ham i benene og trak ham under vandet.
En for en blev de øvrige ni mænd trukket ud i vandet og forsvandt for altid.
De stumme vagter kunne ikke stillet noget op, men hvordan skulle de forklare, hvad der var sket? Det endte med, at de indgav en rapport, at alle 10 mænd var forsvundet i floden og havde stjålet kæden, de var lænket sammen med.
Daly fortalte historien med lignende detaljer, og andre jægere fortalte andre versioner af en lignende hændelse.
”Big Game Hunting and Adventure 1897-1936”, som Marcus Daly skrev, er stadigvæk en populær bog for Afrika-farere. Wikipedia.
John Boyes fortæller i ”The Company of Adventures” (1928) således en næsten identisk historie fra Lake Victoria.
Her var det dog et næsehorn, det havde fået sine horn ind i kæden, der holdt adskillige fanger sammen, og den forsvandt ind i bushen med dem.
Boyes version findes i et kapitel – rundt om lejrbålet – der bruges af flere andre jægere og forfattere.
Et af de største problemer med safarihistorier er at definere, hvilken historie, der hører til hvilken forfatter, fastslår Chandler.