En svævende ørn under himmeltaget udløser en varm tanke til Dansk Ornitologisk Forening. Desværre går der ikke en tilsvarende tanke til jæger og landbrug, når man ser et stykke hjortevildt
Kommentar af Michael Sand, Netnatur.dk
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har formået at gøre ørnene til deres. Ja faktisk fungerer de store rovfugle som en slags varemærke og mange sender en varm tanke til foreningen, når de ser en stor ørn svæve under himmeltaget.
Samme kredit modtager landbrug og jægere ikke, når der spottes et stykke hjortevildt i det danske landskab. Dette selv om netop vintergrønne marker og en række jagt- og vildtfremmende tiltag er forklaringen på, at hjortevildtet er gået frem i antal. Ja faktisk er både bestanden af kronvildt og dåvildt vokset med flere hundrede procent i de sidste årtier.
Men den udvikling krediteres hverken landmændene eller jægerne for. Tværtimod.
Lus i skindpelsen
Hvor ornitologerne har evnet at markedsføre den gode ørnehistorie til egen fordel, har jægerne og landbruget forspildt deres chance.
“Jægerne kan nemlig ikke finde ud af det”, lyder det fra Vildtforvaltningsrådet, der kritiserer udviklingen, da de mener, at der mangler gamle hjorte i de danske bestande.
Dette har jægernes forhandler i det rådgivende udvalg taget til sig. Og mens ornitologerne kigger mod himlen og glæder sig over deres succeser, kigger jægerne nu mod jorden og skammer sig over, at de ikke kan beskyde det danske hjortevildt, som Vildtforvaltningsrådet ønsker, det skal beskydes.
Påstanden om, at jægerne ikke kan finde ud af det, har for alvor sat lus i skindpelsen hos de danske jægere. De kriges som aldrig før.
Det er skovbrug mod landbrug, statsejede arealer mod privatejede og det er store jordbesiddere mod de mindre jordbesiddere. For et eller andet sted skal aben jo placeres, og hvad er mere oplagt end at placere den hos de andre.
Men at jægerne ikke kan finde ud af det, er i høj grad blevet beklikket af uvildige med både teoretisk og praktisk erfaring i forvaltning af hjortevildt. Herfra er der peget på en allerede afprøvet vej.
Men den stemme har man i Vildtforvaltningsrådet ikke ønsket at lytte til. Heller ikke jægernes egne repræsentanter i rådet har ønsket at udfordre udsagnet om, at jægerne ikke kan finde ud af det. Tværtimod.
De har derimod hældt benzin på bålet. Det er nemlig antydet, at jægerne er årsag til den endnu uforklarlige råvildtsyge. Men dette synspunkt står Jægerforbundet alene med. Hverken biologer og forskere – end ikke forbundets egen biolog på området – ser ud til at bakke op om den antagelse.
Skoven og træerne
Hvert år tæller ornitologerne ørne og hver gang rettes spotlightet mod fuglekenderne, der ikke sætter deres lys under en skæppe, når øjeblikket skal udnyttes og der skal hverves nye medlemmer.
“Takket være DOFs ukuelige arbejde mod forgiftning og nedskydning af rovfugle lykkes det i dag flere havørne at etablere sig i Danmark”
Dette skrives som del af hvervekampagne på foreningens hjemmeside. Glemt er de få nærgående ornitologer og fuglefotografer, der ikke respekterer ynglende fugle og skræmmer dem af reden.
Disse enkeltsager kan nemlig ikke rokke ved, at de danske fuglekendere har ydet en formidabel indsats for de ynglende rovfugle. En del af disse er iøvrigt jægere og flere af de danske hav- og kongeørne yngler i områder med omfattende jagt på udsat vildt. Men … det er en helt anden historie.
Modsat uheldige enkeltsager i fuglekendermiljøet er de få uheldige oplevelser i det danske jagtmiljø en anden sag. Det kan sætte en helt ny dagsorden. Dette blev ikke mindst dokumenteret i januar 2019, da et billede af syv nedlagte kronhjorte straks udløste krav om begrænsninger af jægernes rettigheder.
KLIK og læs: Foto udløser krav om arealbegrænsning
Dette og meget andet tyder på, at jægerne er blevet nærsynet og ikke længere kan se skoven for bare træer. I det store billede nedlægges der nemlig ikke for meget kronvildt, men derimod for lidt.
Derfor er det heller ikke jægerne, der får hele landets anerkende opmærksomhed, når der holdes store tælledag. Det gør ornitologerne.
Men det kunne lige så godt været jægerne, der med et lignende event solede sig i den succes, som de sammen med landbruget og skovbruget har skabt for det danske hjortevildt. Men den chance blev forspildt, da man uden at blinke med øjnene accepterede præmissen og gik med på antagelsen om at jægerne ikke kan finde ud af det.
Charme og selvtillid
Kan jægerne nogensinde hæve sig til den anerkendelse, som ornitologerne har opnået for deres indsats for de danske rovfugle? Ja. Det burde være muligt.
Men det kræver, at jægerne luser ud i skindpelsen og står sammen om de muligheder vi har. Og det hvad enten vi jager på mark eller i skov eller på store eller mindre arealer.
Jagtsagen skal ikke tegnes af enkeltsager, men skal vurderes i ørnehøjde. Og set i det perspektiv er der al mulig grund til at løfte hovedet og udnytte de succeser, som vi har været med til at skabe.
Man kan som bekendt komme langt med charme, selvtillid og lækkert hår. Charme og lækkert hår kan vi måske klare os uden, med uden selvtillid, går det ikke.
Kun hvis vi selv tror på det, er der chance for, at Hr. og Fru Danmark også tror på det. Og kun derved kan vi håbe på, at de sender jagtsagen en varm tanke, hver gang der spottes et stykke hjortevildt i det danske landskab.