“Nej til stokkemetoder” lyder det fra Henning Kørvel, der mener, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) i sit forsøg på at påvirke strafferammen for faunakriminalitet ignorerer, at vi har opdelt magten i den lovgivende, udøvende og dømmende magt
Nej til stokkemetoder
Danmarks Naturfredningsforening (DN) – Enhedslistens forlængede arm i natur- og miljøspørgsmål – fortsætter sin kampagne imod jagt og jægere ved at anmode Miljøministeriet om af udfyldelse af straframmen på to års ubetinget fængsel for faunakriminalitet, uagtet at Miljøministeriet intet har med dette at gøre. DN er bestyrtet over, at den dengang 66-årige mand, der i 2018 skød en ulv i Ulfborg i Vestjylland, blev idømt 40 dages betinget fængsel. Han skulle have en straf, han kunne mærke, mener foreningen, der synes at overse, at vi i Danmark har opdelt magten i tre trin: Den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Heldigvis er det således i Danmark domstolene, der afsiger dommene og ikke hverken DN eller andre emsige interesseorganisationer.
Læs også: DN forslår offentlige midler til opdragelse af jægerne
Synspunkt af Henning Kørvel
Med Enhedslistens Maria Reumert Gjerding som præsident har Danmarks Naturfredningsforening (DN) taget moderpartiets strategier og retorik til sig, og må således anses for at være partiets forlængede arm i natur- og miljøanliggender, fortsætter sin grundløse offensiv imod jagt og jægere i Danmark, og intet er helligt, når blot det fremmer foreningens målsætning at få mistænkeliggjort jagt og jægere og få begge dele reduceret kraftigt.
Argumenterne spiller ingen rolle for foreningen, fremgår det af dens nyeste tiltag, der skal indføre ”stokkemetoder” til afstraffelse af jagtudøvere, som forbryder sig imod jagtloven ved ulovlig jagt, fældefangst og forgiftning af rovfugle og ulovlig forgiftning af andre dyr.
Foreningen har i en skrivelse til Miljøministeriet anbefalet en udvidet anvendelse af strafferammen med brug af fængselsstraf i op til to år for faunakriminalitet.
Faunakriminalitet er naturligvis uacceptabelt og skal straffes med bøder, som politiet idømmer og straffe, som domstolene takserer forbrydelserne til.
Ingen som helst tvivl om det.
Foreningen har givetvis skrevet til Miljøministeriet i håbet om, at dette ministerium, der i øjeblikket bestyres af Magnus Heunicke (S), vil tilføje sin kommentar til skrivelsens rette modtager: Justitsministeriet eller Den Danske Dommerforening.
Hvis jeg var i Heunickes sko, hvilket jeg heldigvis ikke er, fordi jeg ikke er socialdemokrat, ville jeg sende DN’s anmodning tilbage til foreningen og skrive, at Miljøministeren ikke udmåler straffe i Danmark, men at foreningen må henvende sig til Den Danske Dommerforening, hvor spørgsmål af den art hører hjemme, alternativt Justitsministeriet.
OK at være uenig i en dom
I Danmark har vi i modsætning til totalitære regimer som Kina, Rusland, Belarus, Nordkorea og Cuba, som Enhedslistens betonkommunister formodes at sympatisere med, opdelt magten i tre trin:
Den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Og i kriminalsager, der når frem til danske retssale, er det således dommerens ord, der er afgørende, hvilket det heller ikke for DN skal lykkes at ændre ved.
Foreninger og enkeltpersoner kan være uenige i en dom, og det gælder således også for Enhedslistens forlængede arm, DN, som ikke overraskende er utilfreds med, at det hidtil groveste offentligt kendte og dokumenterede eksempel på bevidst faunakriminalitet, hvor en dengang 66-årig mand i Ulfborg i Vestjylland i 2018 skød en ulv fra bil, og for forseelsen blev idømt 40 dages betinget fængsel, selv om straframmen er to års ubetinget fængsel.
LÆS også: Ulv skudt ved Ulfborg
Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om idømmelse af tre måneders ubetinget fængsel, men var desuagtet tilfreds med dommen på 40 dages betinget fængsel.
Hverken anklagemyndigheden eller dommeren havde – til stor fortrydelse for DN – altså tænkt sig, at skydning af en ulv i Danmark skulle bringe straframmen på to års fængsel i anvendelse.
Uden at vide det eksakt vil jeg tro, at dommeren må have taget i betragtning, at ulven nok er genindvandret til Danmark omkring 2010, hvilket er sensationelt, men at den på europæiske plan ikke er sjælden, fordi Tyskland i øjeblikket har omkring 1.000 ulve, og Spanien har 3.000-4.000 i Castilien og León, og der er ulve i yderligere flere EU-lande.
Dommeren har vel så sluttet, at vi må lære at se EU som en politisk enhed, og at ulve ikke behøver at være alle vegne i det europæiske fællesskab.
Endvidere skønner jeg, at dommeren må have taget hensyn til, at den 66-årige mand, der skød ulven i Ulfborg, er kendt for at have en af de bedste kronvildtjagtområder i Danmark, og han givetvis har tænkt på dette, da han da skød ulven, fordi han vel sagtens har frygtet, at tilstedeværelsen af ulve i området ville reducere kronvildtbestanden og dermed forringe hans indtjening på kronvildtjagt.
Tilmed vil jeg uden at kunne vide det mene, at dommeren – trods alt – har vurderet, at selv om skydning af en fredet ulv er alvorlig faunakriminalitet, var forseelsen trods alt ikke forbundet med personfarlig kriminalitet, der principielt bør straffes strengere end faunakriminalitet, og dommeren har vel sagtens derfor ikke villet idømme den formastelige synder en straf, der fylder straframmen på to års ubetinget fængsel ud, fordi det ville have svaret til domme for fuldbyrdet voldtægt.
Hvad enten DN kan lide argumentet eller ikke, så er der i strafferetlig henseende stor forskel på faunakriminalitet og personfarlig kriminalitet som vold, voldtægt og vanvidskørsel, der udsætter andre menneskers liv for fare kontra at skyde fx en fredet ulv, hvilket naturligvis ikke er i orden, men set fra en samfundsvinkel er mindre graverende end personfarlig kriminalitet.
DN, der åbenbart opfatter sig selv som mere kompetent end Danmarks domstole og alle andre sagkyndige personer, ser ingen begrundelse for, at den betingede dom var tragikomisk lav.
Dommen sender efter DN’s mening et signal om, at faunakriminalitet ikke tages alvorligt, og at lovgivningen om fredede arter nærmest kun er vejledende. Så grove overtrædelser må jævnfør den gældende straframme foranledige fængselsdom, der kan mærkes, og har en præventiv effekt, hedder det i DN’s skrivelse til miljøministeren.
I gabestok på Kongens Nytorv
Jeg oplever dette, som om DN vil genindføre stokkemetoder i Danmark, og at foreningen kun vil stille sig tilfreds, hvis en person som den dengang 66-årige mand i Ulfborg, der skød den formastelige ulv, fik en lang fængselsstraf for derefter at blive sat i gabestok på Kongens Nytorv i København, hvor forbipasserende mennesker kunne spytte på den pågældende og spanke ham bagi. Mens han står i gabestokken, skal han naturligvis ikke have hverken have vådt eller tørt. Han skal kunne mærke straffen for sin forbrydelse, kan jeg høre DN mene, eller …?
DN mener, at straframmen i Danmark skal være sammenlignelig med straframmen i de lande, som vi sammenligner Danmark med, altså Tyskland, Sverige og Norge, hvor straframmen er fire-seks års ubetinget fængsel.
Men her hopper kæden af for Enhedslistens forlængede arm, for mens tyskerne ser strengt på faunakriminalitet, når det drejer sig om skydning af ulve, og idømmer strenge fængselsstraffe for dette, så er det anderledes i Norge og Sverige.
Under massive protester har Norge for nogle år siden nivelleret bestanden af ulve ned, og i Sverige blev der i sidste jagtsæson givet tilladelse til reduktion af den svenske bestand af ulve med i alt 60 stk., fordi den svenske bestand er blevet for stor i forhold til bæregrundlaget.
Eksemplerne viser, at bevaring af ulve går udmærket i spand med skydning af nogle få ulve, når bestanden skønnes at være blevet for stor.
Har DN mon tanke for, at bestanden i Danmark kan blive for stor, og den måske også skal reduceres på et tidspunkt? Eller skal vi bare dalre derudaf og lade bestanden vokse eksplosivt og mistænke jægerne for at være synderne, hver gang der forsvinder en ulv?
DN understreger, at jagt er en hobby, og foreningen anser det derfor for en forudsætning for at besidde jagttegn, at lovgivningen bliver overholdt.
Hertil skal bemærkes, at danske jægere generelt er lovlydige, men der altid vil være brodne kar, hvilket vi ikke kan lovgive eller straffe os ud af.
Politiet skal ikke tage jagttegn
Hvis nogen helt bevidst overtræder lovgivningen, bør man automatisk miste jagttegnet, mener DN, men fratagelse af jagttegnet bør ske administrativt uden domstoles afgørelse.
Her hopper kæden totalt af for Enhedslistens forkvinde i DN. Vi har i Danmark nemlig upolitiske, neutrale domstole til at sørge for, at retssikkerheden ikke krænkes. Derfor skal fratagelse af jagttegn naturligvis ikke kunne ske administrativt, men skal derimod bero på en domstolsafgørelse, der samtidig fastsætter, i hvor lang tid jagttegnet skal frakendes.
DN mener, at det samme princip bør gælde for overtrædelser, begået med våben fra skytteklubber. Her bør politiet pr. automatik fratage våbentilladelsen permanent.
Men også her skal den hidtidige praksis bibeholdes, så det er op til en domstol at afgøre, om en person, der har begået en forbrydelse, skal fratages våbentilladelsen.
Det er ikke svært at forestille dig, hvordan folks retsstilling vil være, hvis en i forvejen vranten politiassistent der har været på vagt i næsten en hel dag og gerne vil hjem til konen eller kæresten, udstyres med magt til at kunne fratage danskere både jagttegn og våbentilladelse.
I Nordkorea, Kina, Rusland, Belarus og Cuba tager politiet utvivlsomt jagttegnet fra folk i tide og utide, hvis de da har et sådant, men den praksis skal vi ikke have i et demokratisk land som Danmark, hvor vi hæger om borgernes retssikkerhed, der naturligvis også skal gælde i sager om faunakriminalitet.
Hvis vi i Danmark havde i tonsvis af sager om faunakriminalitet, kunne det være opportunt, at domstolene fyldte straframmen ud for at afskrække andre fra lignende forbrydelser, men med de få sager vi trods alt ser i Danmark, er der ikke grund til at tage stokkemetoder i brug. Og der er heller ikke grund til at bruge millioner af kroner på oprettelse af et særligt fauna- eller jagtpoliti til at passe danske jagtudøvere op, fordi de generelt er lovlydige, for hvad skulle faunapolitiet dog lave?.
På vegne af det umælende flertal takker jeg derfor NEJ til DN’s forsøg på at få miljøministeriet til at lægge pres på Justitsministeriet eller Den Danske Dommerforening, som jeg imidlertid sætter min lid til, nok skal vide at svare på DN’s upassende skrivelse og gøre DN opmærksom på, at det alene er dommerne der takserer straffene for faunakriminalitet på baggrund af de love, som Folketinget udstyrer dem med, og det altså ikke er op til hverken Danmarks Naturfredningsforening eller nogen anden forening hverken at agere dommer eller plædere for hårde straffe for faunakriminalitet.