For første gang nogen sinde, kan danskerne følge et havørnepar live 24 timer i døgnet fra deres rede i Danmark
Af dof.dk
Dansk Ornitologisk Forening har som de første nogensinde sat et kamera op ved en dansk havørnerede. Reden, der ligger på et af Fugleværnsfondens reservater, er tilholdssted for et af de i alt 48 havørnepar, der har rede i Danmark. Kameraet sender fra reden døgnet rundt i hele ynglesæsonen, og alle interesserede kan se med: Fra ørnenes tålmodige rugen til æggene klækker, ungerne vokser sig større og tester deres vinger, inden de til sidst flyver fra reden.
– Vi vil gerne vise danskerne, at vi også har vild og spændende natur i Danmark, som vi normalt ikke har mulighed for at se. Vi håber, at mange danskere vil følge med i ørnenes liv og forhåbentlig få et helt nyt indblik i, hvordan denne store rovfugl lever, siger biolog Jørn Dyhrberg Larsen, Dansk Ornitologisk Forening.
Kameraet skal hjælpe med at sætte fokus på rovfuglen, der kan have et vingefang på næsten to en halv meter. Det er en del af Projekt Fokuseret Fugleforvaltning, som er et fuglebeskyttelsesprogram finansieret af Villum Fonden. Projektet skal hjælpe otte truede danske fuglearter heriblandt havørnen. I januar 2013 blev der lavet en ørnetælling i Danmark. Den viste, at der opholdt sig 374 havørne og 11 kongeørne i landet.
– Der har formentlig ikke i nyere tid opholdt sig så mange ørne i det danske landskab. Mange af disse ørne er dog kun overvintrende fugle, som trækker væk fra landet igen, siger Lennart Pedersen, leder af Projekt Ørn
Ørnene bruger gerne samme rede år efter år, og havørneparret har siden december 2012 bygget videre på reden fra sommeren 2012. En havørnerede er et imponerende bygningsværk, der kan blive over tre meter høj og veje over 500 kilo.
Hunnen har lagt to, men kan lægge op til tre æg i reden. Omkring midten af april klækker æggene, og der kommer unger i reden. Den efterfølgende tid vil havørneparret skiftes til at ruge på æggene, mens magen er på jagt.
– Det er en rigtig spændende tid, vi går i møde. De næste mange måneder kommer der til at ske mange spændende ting i reden, og vi får et indblik i ørnenes liv, som vi ikke har haft før i Danmark, siger Allan Gudio Nielsen, naturvejleder i Fugleværnsfonden.
Den præcise placering af reden afsløres først, når der er unger i reden. Hemmeligholdelsen sker for at undgå, at fuglene forstyrres i perioden, hvor de har æg i reden og er ekstra sårbare over for forstyrrelser.