Landbrugets store udledning af kobber, der er under mistanke for at forårsage råvildtsyge, kommer måske under kontrol i nyt EU forslag …
Af Redaktionen
Kobberudledning fra landbrugets svineproduktion, især fra smågriseproduktionen anses af flere eksperter for at være årsag eller én af årsagerne til råvildtsygen, som første gang blev konstateret på Fyn og siden har bredt sig til andre egne af landet. Desuden er kobber i for store mængder mistænkt for at påvirke folkesundheden i negativ retning.
Landbrugets gylle er ikke underlagt kontrol og en dansk undersøgelse viser at gylle, der spredes på de danske marker, kan indeholde op til 40 gange så meget kobber, som der er tilladt i de grænseværdier, der gælder for andre industrier.
Norge, der står udenfor EU, har nu skærpet opmærksomheden i forhold til kobber og zink. I et nyhedsbrev udsendt fra “Nyt om Miljø og sundhed” oplyses det at
“Forskning viser, at kobber og zink muligvis spiller en rolle i udviklingen af antibiotikaresistens.(modstandsdygtighed overfor antibiotika red.) Specielt i gødning fra produktionsdyr, som får meget kraftfoder, har man fundet et højt indhold af kobber og zink. Derfor har det norske Mattilsynet bedt den norske Vitenskapskomiteen for mattrygghet om at undersøge, hvilken risiko kobber og zink udgør i dyrefoder”.
“I EU er man i gang med at forberede et nyt regelsæt, som kan få betydning for, hvor store mængder kobber og zink, som fremover vil være tilladt i gødning”.
I Danmark er samspillet mellem tungmetallet kobber og råvildtsygen aldrig blevet undersøgt. Senest blev et forslag om at gennemføre en undersøgelse i Vildtforvaltningsrådet afvist, da Danmarks Jægerforbund modsat de øvrige grønne organisationer i rådet, ikke mente der var behov for en undersøgelse.
Undersøgelsen, der skulle undesøge råvildtets reaktion på store mængder udledt kobber, koster ifølge Netnaturs oplysninger ca. 800.000 kroner.
Miljøministeren underkendte dog senere Vildtforvaltningsrådet og bad ministeriet overveje behovet for en undersøgelse.