Et stort bart areal efter fældningen af træer i forbindelse med etableringen af det Nationale Testcenter bliver nu til ny natur i Østerild …
Af Naturstyrelsen
Naturstyrelsen er i fuld gang med at give Østerild en gevaldig makeover. Træerne, som blev fældet i forbindelse med opsætningen af det nationale testcenter for store vindmøller, giver nu plads til ny natur. Området beriges med søer, hede og et varieret dyreliv.
– Vi kommer til at se en mere afvekslende natur, da forskellige planter får større råderum. Det betyder, at man vil se et anderledes dyreliv i området, for eksempel vil de nye planter være foder for dyrene, siger klitplantør i Naturstyrelsen, Henrik Schjødt Kristensen.
Back to nature
Projektets inspiration bunder i, hvordan naturen var i området for godt 100 år siden, inden skoven i sin tid blev plantet.
Heder, enge, moser og små søer udgjorde naturen dengang, og når Naturstyrelsen er færdig, vil man så vidt muligt have ført det skovryddede-areal tilbage til sin gamle tilstand. Et naturområde som ikke findes mange andre steder i Danmark.
– Vi har ikke meget hede tilbage i Danmark, og for den sags skyld heller ikke på europæisk plan, så det er dejligt, at vi har muligheden for at bringe naturen tilbage til det, den var engang, siger Henrik Schjødt Kristensen.
En af metoderne, der anvendes for at skabe en hurtigere og varieret natur, er at fjerne træerne og deres rødder.
– For eksempel vil lyng ikke spire og gro på en gammel skovbund. Ved at tage rødderne op blotlægges sandjorden mange steder og herved genskabes pletvis gode vækstforhold for lyngen, fortæller Henrik Schjødt Kristensen.
Arbejdet er i øjeblikket i gang i Hjardemål Klitplantage i den nordlige del af testcenteret, men arbejdet holder pause i yngletiden, så maskinerne stopper den 1. marts.
Intelligent natur
Udover hede så er fjernelsen af rødderne også med til at skabe huller i jorden, der med det samme giver små vandhuller, som er attraktive for andre planter og en lang række insekter, padder og fugle.
– Naturen vil – helt af sig selv – meget hurtigt udnytte råderummet og skabe mere varieret natur, siger Henrik Schjødt Kristensen.
I forbindelse med etableringen af det Nationale Testcenter for store vindmøller i Østerild blev der fældet 244 hektar skov, og hver eneste skovryddet hektar skal overgå til ny natur. Over hele landet vil cirka 400 hektar ny skov opstå på grund af loven om testcenteret.