For tiden kan man se ugler og andre rovfugle forsyne sig med gnavere på den tidligere flyvestation i Værløse …
Af Redaktionen
Jesper Brodersen fra Naturstyrelsen fortæller til Frederiksborg Amts Avis:
– På den store græsslette mod sydvest er der mange mus. Og det har rovfugle og ugler blik for. I dagtimerne kan man se blå kærhøg og fjeldvåger sammen med musvåger og tårnfalke, som flyver over området og finder mad. Men kommer man omkring kl. 17.15 og bliver en times tid, så kan man også se op til seks mosehornugler, som letter og begynder at jage mus en times tid før det mørkner. Og det er et fascinerende syn med så mange ugler og kærhøge på samme sted, så området bliver flittigt besøgt af fuglekikkere og fotografer.
De fleste af fugle er på træk til Nordskandinavien, men har valgt at tage et afbræk på turen i Værløse, og kan derfor opleves nogen tid endnu.
– Græsslettens fugleliv kan om eftermiddagen bedst iagttages fra asfaltvejen og flyshelters syd og vest for området, så man har lyset i ryggen. Gå ikke ind gennem området, for det forstyrrer fuglelivet. Færdsel på startbanen og de andre asfalterede områder ser derimod ikke ud til at genere rovfugle og uglerne, slutter Jesper Brodersen interviewet.