Den sjældne vandrefalk er netop fundet ynglende i Nordsjælland for første gang siden 1927 …
Af Uffe Rasmussen, dof.dk
Vandrefalken er fundet ynglende i Nordsjælland, og det er første gang siden 1927.
Dengang ynglede vandrefalken i en skov mellem København og Hillerød, men bort set fra dette fund er den aldrig tidligere fundet ynglende i Nordsjælland.
– Det er en rigtig god nyhed, for vandrefalken er sjælden i Danmark, og en art vi gerne ser udbredt til nogle af de områder, som den tidligere er forsvundet fra. Fundet viser, at det betaler sig at gøre en indsats for at hjælpe en truet fugleart, siger Knud Flensted, biolog i DOF.
Med det nye fund er der 9 registrerede ynglende par vandrefalke i Danmark.
En utrolig historie
Opdagelsen af yngleparret er en ret utrolig historie.
I 1996 blev der i et samarbejde mellem DONG Energy, Naturstyrelsen og Dansk Ornitologisk Forening opsat en redekasse til vandrefalke på Kyndbyværket i Nordsjælland, hvor der i nogen tid havde holdt et par vandrefalke til.
Det var flere år, inden vandrefalken genindvandrede til Danmark i 2001 på Møns Klint.
Men de to vandrefalke ved Kyndbyværket tog aldrig redekassen i brug, og efter nogle år gik redekassen i glemmebogen.
Opdaget tilfældigt
I søndags blev redekassen opsøgt og undersøgt igen på foranledning af biolog Knud Flensted i DOF.
Det viste sig overraskende, at kassen tydeligvis var blevet benyttet til opfostring af et kuld unger i 2013. Der var både ekskrementer og bytterester, blandt andet en ringmærket due, der var fanget i maj 2013. Enkelte gange i ynglesæsonen 2013 har lokale ornitologer desuden set vandrefalke i nærheden af redekassen, men uden der var mistanke om yngel.
Tirsdag den 11. marts har de lokale ornitologer Ulla Munch Hansen og John Hansen fra Frederikssund set de to voksne ynglefugle sidde i redekassen.
– Alt dette viser med stor sikkerhed, at fuglene faktisk har ynglet i 2013, uden at nogen har opdaget det, og det ser ud til, at de også vil yngle her i 2014. Det er helt fantastisk, siger Knud Flensted.