Af Redaktionen
Det stærkt stigende antal hegnede jagtarealer i Sydspanien, som provinsregeringen nu forsøger at dæmme op for med en bestemmelse om, at kun arealer på minimum 2.000 hektar vil kunne hegnes i fremtiden, ændrer ikke blot den spanske drivjagt – monteria – på flere sæt.
Tendensen får også fået konsekvenser for spanske jægere med hundekobler – rehalas – som hidtil har været en sikker adgangsbillet til monterias i sæsonen fra 20. oktober til 20. februar. Tidligere fik hundeførere – podenqueros – en post på de monterias, hvor deres hunde under ledelse af en hundefører, de betaler for at udføre jobbet, deltog. Sådan fungerer det stadig på uhegnede arealer, hvor antallet af skytter normalt ligger på 60-80, og i nogle enkelte tilfælde endda når højere op. Men på hegnede arealer, der i bl.a. Sierra Morena i dag er mere udtryk for reglen end undtagelsen, hører denne praksis fortiden til.
I og med, at antallet af skytter på hegnede arealer, der i modsætning til uhegnede revirer ikke skal omringes af en skyttekæde, er reduceret fra 60-80 til ”kun” 25-45 skytter – monteros – så mener jagtarrangørerne ikke, at der længere er plads i budgettet til at give hundefolk en plads som skytte på de monterias, som deres hunde, ledet af en hundefører de afholder udgifterne til, deltager i.
I stedet for får de nu betaling for deres medvirken. Og det betyder også, at når hundeejerne selv ønsker at deltage i en monteria som skytte, så skal de på lige fod med andre jagtdeltagere til lommerne og betale prisen, der for gennemsnits-monterias ligger et sted mellem 8.000 og 12.000 kroner, mens eksklusive monterias med maksimum 20-25 skytter, højere trofækvalitet end på gennemsnits-monterias og ”bag limit”, der normalt er tre-fire kronhjorte pr. jagtdeltager, mens afskydningen af vildsvin er fri, koster mellem 25.000 og 35.000 kroner pr. jagtdeltager.
Mange hundeejere pådrog sig før store udgifter til anskaffelse af nye hunde, hundegårde, foder, pasning, dyrlægekontrol, udgifter til hundeføreren og dennes transport af hundene på trailer eller i bure på en ladvogn til og fra jagtstederne for selv at kunne komme på jagt. Men i og med, at denne mulighed er svundet drastisk ind, og de nu selv skal betale for at deltage i en monteria, er det ikke uventet blevet mindre attraktivt for sydspanske jægere at have hunde med de deraf forbundne omkostninger.
Ræsonnementet er, at når man som hundeejer skal til lommerne for at deltage i en monteria, så er det – alt andet lige – billigere kun at betale for selve deltagelsen end oven i at skulle bære de betydelige omkostninger, der er forbundet med hundehold og aflønning af en podenquero til at føre dem på de monterias, hvor der skikkes bud efter dem. Uheldigvis sker dette overordnet set også i mindre grad end tidligere, idet der er behov for færre hundekobler til monterias på hegnede end uhegnede arealer, hvilket sammen med konsekvenserne af den finansielle krise medvirker til at lægge en ekstra dæmper på spanske jægeres lyst til at bære den økonomiske byrde, der knytter sig til at være hundeejer, som i parløb med før at være adgangsbillet til jagt, ofte også har ”con amore” som drivkraft.
Men overordnet set betyder udviklingen desuden færre hundekobler. Et hundekobbel – rehalas – tæller normalt 12-15 hunde, overvejende podencos og Mastine Espanôl, men ”vejkryds” forekommer, hvilket mange spanske jægere mener, er underordnet, når blot hunden kan sin metier: At drive vildtet ud fra slugter og tykninger. Men en hundeejer har dog flere end 12-15 hunde, fordi de bruges på skift, og der kalkuleres med, at nogle af og til bliver ilde tilredt af vildorner og skal rekreere sig efter dyrlægebehandling, og andre i værste fald bliver dræbt eller bortkommer under jagten.
Podencos er bedst egnet til at sætte hjortevildt på porten. Typisk er det, at de for fuld hals sætter efter det eller de dyr, de ser, mere end de går efter færten. Mastine Espanôl, en kraftigt bygget hyrdehund, har en helt anden adfærd. Den søger ind i tætte bevoksninger på bjergsider og i slugter, hvor den ved, at vildsvin holder til om dagen. Og hvis de er hjemme, så kan man være omtrent hundred procent sikker på, at et par Mastine Espanôl nok skal få dem drevet ud – ofte med livet som indsats, sådan som det er tilfældet alle andre steder på kloden, hvor vildsvin jages med deltagelse af hunde.