Sibirisk råbuk fra det østlige Rusland er ikke blot større end den europæiske. Arten lever på flere områder en markant anderledes tilværelse
Kort om det, som du måske ikke allerede vidste om sibirisk råbuk
I den fjern østlige del af Rusland, hvor vintrene er hårde med megen sne, forlader sibirisk råvildt sommerområderne, når den første frost og sne melder sig for at vandre flere hundrede kilometer til vestligere og sydligere vinterområder med mildere klima. Den russiske forsker Aleksey Danilkin mener, at dyrene sagtens kunne leve i vinterområderne året igennem, men når de alligevel vandrer flere hundrede kilometer tilbage til sommerområderne om foråret, så mener han, at denne adfærd er nedarvet gennem generationer.
Tekst: Henning Kørvel
I modsætning til europæisk råvildt (Capreolus c. capreolus), der lever i stort set de samme områder året igennem, er nogle bestande af sibirisk råvildt (Capreolus p. pygargos) i Fjernøsten i Rusland i strenge vintre med megen sne nødt til at vandre til mere gunstige områder for at kunne overleve.
Dyrene vandrer ofte over 200 km mellem sommer- og vinterområder fra oktober-december og tilbage til sommerområderne fra marts-juni. Under de to årlige vandringer krydser dyrene tit over floder og søer.
Militærguvernøren i Amursk-regionen citeres i ”Behavioural Ecology of Siberian and European Roe deer” (Aleksey Danilkin, 1996) for, at i 1888, hvor sibirisk råvildt i uhørt højt antal forekom i regionens nordlige del ind mod Manchuriet, blev cirka 150.000 dyr blev skudt af jægere. På grund af høj sne rapporteredes det herudover, at cirka 10.000 dyr blev fanget og skudt nær Blagovesshchensk.
Om efteråret forekommer den tidligste råvildtvandring i den nordlige del af Mazanovsk-regionen umiddelbart nord for Ust-Norsk, hvor dyrene vandrer imod syd.
Nogle få rudler råvildt er blevet set vandre mod syd 5. oktober, men i rudler med 20-30 dyr vandrede størsteparten af sted mellem 15. og 20. oktober.
Fra nordøst til sydvest fulgte de tre hovedruter, og den anden og tredje af disse krydsede over floden 20 og 35 km opstrøms. Dyrene svømmede over Nora-floden, først i små grupper med to-fire dyr, og senere i større grupper med 10-15 dyr. På en dag talte rangeren Samokrutov 122 stykker sibirisk råvildt, der krydsede over floden.
Råvildt i Rusland drukner i floderne
Den anden store råvildtvandring fandt sted 7.-8. november, da floden var islagt. Vandringen fandt sted om natten, og ifølge fodsporene drejede det sig om en stor rudel. Omkring 20. november var dyrenes vandring tilendebragt.
Zeya-floden blev også krydset af dyr, og det er iagttaget, at de ankom til bredden, sprang i vandet og svømmede over til den modsatte bred. Når dyrene havde krydset floden, hvilede de sig i 40-50 minutter, før de fortsatte vandringen.
Flest dyr krydsede over floden fra 7. til 10. november. Så mange som 70 svømmede sammen over floden, men de fleste af disse druknede, fordi de ikke kunne komme op på isen ved den modsatte bred. Ud af de 70 dyr overlevede ikke flere end 14-16 stykker.
Nær landsbyen Busse på den venstre bred af Amur-floden blev den største koncentration af råvildt set i slutningen af oktober. Dyrene vandrerede fra vest mod øst, men mange af dem druknede, da de svømmede over floden.
Efter at floden var frosset til, skete det mere end en gang, at råvildt søgte ind i Busses skove og kvæghegninger, og de der blev her i længere tid, mistede skyheden over for mennesker. Deres hoveddernæring var soyabønner på bøndernes marker. I 1959 stoppede vandringen 17. november. Da foråret kom, fandt man et stort antal dødt råvildt på den rute, som dyrene fulgte tilbage til sommerområderne.
Nogle rudler talte 200, 350 og endda 600 dyr. , og i en enkelt tilfælde blev der i Bureya-distriktet i november og december 1912 observeret omkring 1.000 dyr. Disse dyr overvintrede på den venstre bred af Amur-floden nær Blagoveshchensk, hvor de primært essede på soyabønnemarker, og fra marts til juni benyttede de samme ruter som om efteråret, når de vendte tilbage til sommerområderne, hvor sneen smeltede i april.
På trods af, at vandringen er stor i nogle bestande af sibirisk råvildt, er flere forhold i den stort set ukendt. Derfor blev vandringen studeret fra 1988-1993 i en bestand af ”vandrende råvildt”, der tæller cirka 40.000 dyr i en floddal til Selemdjafloden i Amurskregionen.
75 stykker råvildt var mærket med numre, og yderligere 25 dyr blev forsynet med radiosendere. Dyrene blev lokaliseret på grundlag af radiosendere fra er let sportsfly over en-fem dage under vandringen, og observationer blev desuden foretaget fra landjorden.
Råvildtets vandreruter er de samme år efter år
Studiet viste, at dyrene begyndte at vandre til vinterområderne, når den første sne faldt i september, temperaturen nåede frysepunktet, og føden blev knap. Ved Norafloden begyndte dyrene at vandre bort, når den første frost indfandt sig, men de største koncentrationer af dyr sås en-to uger senere,
Radiomærkningen viste, at nogle dyr begyndte at forlade sommerområderne efter den første og anden frost, men at det ikke er alle dyr i en bestand, der vandrer bort fra sommerområderne i september, når den første sne er faldet. Nogle dyr vandrer først til vinterområderne i november, og sommetider først i december. Nogle dyr forlader slet ikke sommerområderne, men forbliver trods sne, der vanskeliggør mobiliteten, på sydlige bjergskråninger.
Dyr, der vandrer bort, forbliver i vinterområderne til det følgende forår. I december og januar 1990-1991 blev det konstateret, at fire radiomærkede stykker råvildt forlod vinterområdet, efter at have tilbragt de første to måneder der og vandrede på trods af højt snelag længere vestpå.
Om foråret begynder dyrene at vandre tilbage til sommerområderne i marts og april, men vandringerne er ikke tilendebragt før i maj. I nogle tilfælde vandrer dyr tilbage til sommerområderne så tidligt som i december og januar.
Dyrene er konservative i deres adfærd, for når de vender tilbage til sommerområderne, så indtager råer deres vante home ranges og bukke deres vante territorier. Desuden benytter dyrene år efter år de samme ruter til deres vandringer mellem sommer- og vinteropholdssteder, og om foråret de samme ruter tilbage til sommeropholdsstederne.
Når de krydser over floder, bruger dyrene også de samme steder år efter år. Dette er konstateret ved Nora-floden, hvor dyr i 1989, 1990 og 1991 blev observeret på det samme sted, og forskerne har endvidere konstateret, at dyrene krydser over floderne de samme steder både om efteråret, og ved forårets vandringer tilbage til sommeropholdsstederne.
Radiomærkede dyr har vist, at afstanden imellem sommer- og vinteropholdssteder varierer mellem 103 og 195 kilometer, men nogle bestande øst for Baikal-Amur jernbanen vandrer over 200 kilometer imellem sommer- og vinteropholdssteder.
På vandringen tilbagelægger dyrene i snit 6,1 km pr. dag, og maksimum er 26 km pr. dag, men om foråret er dyrene langsommere, fordi de da tilbagelægger 3,8 kilometer i snit. Afhængig af afstanden imellem sommer- og vinteropholdssteder tager det dyrene imellem 17 og 27 dage at fuldføre vandringen, og om foråret bruger de 30-47 dage til turen tilbage til sommeropholdsstederne.
Vandringen varierer i intensitet fra år til år og afhænger både af bestandsstørrelsen og de klimatiske forhold. I efteråret er det altid frosten, der sætter gang i vandringen, der principielt kan ske på alle tider af døgnet, men det er konstateret, at dyrene foretrækker at indlede vandringen om morgenen, og de foretrækker også at krydse over floder i dagslys.
Det maksimale antal dyr man har set krydse over en flod på en dag er 318, og i 16 dage om efteråret i 1989 observerede man i alt 1.399 dyr.
Sibirisk råvildt parrer sig på vandringen
Generelt leder ældre råer rudler af andre råer og lam på vandringen, mens ældre bukke vandrer alene eller i rudler med bukke i forskellige aldre. Bukke er ofte tøvende over for at krydse over floder og opholder sig på bredden i lang tid, før de går i vandet. Og det er ikke usædvanligt, at ældre bukke skubber yngre bukke i vandet for at få dem til at indlede svømningen til den modsatte bred.
Ledende ældre bukke stopper ofte op under svømningen for at lade andre bukke passere forbi. Den anden buk må så gentage denne adfærd i forhold til andre bukke.
Lam svømmer gerne sammen med moren, og de kommunikerer med høje pibelyde, men ofte driver lammene bort fra moren, og når hun når ind på den modsatte bred, står hun og kalder på dem, og undertiden returnerer hun til den bred, som hun svømmede ud fra for at finde sit lam.
Ulve tager ofte lam, som er kommet bort fra moren, og de tager også dyr som er kommet til skade under vandringen. Forskerne har konstateret, at især i slutningen af vandringen, hvor mange dyr er samlet på et sted, lykkes det ofte for ulve at tage voksne individer enten på bredden, eller når de lige er gået i vandet for at svømme over.
På vandringen til vinteropholdsstederne er det også set, at bukke har parret sig med råer, ja, selv rålam. Den høje tæthed af råer på vandreruterne øger måske fertiliteten, mener forskerne.
I vinteren 1989-1990 ko0nstaterede forskerne, at der i et vinteropholdssted befandt sig 70 dyr pr. 1.000 hektar.
Snelaget i vinteropholdsstederne varierer fra år til år, men dyrene kan dog finde føde i 30 cm sne, men når først der ligger 40-60 sne, eller snelaget i nogle år er højere, bliver det vanskeligere, ja, næsten umuligt for dyrene både at bevæge sig og finde føde.
Dyrenes vandring fra sommerområder til vinterområder, der skabes af sne i sommerområderne, reducerer altså den negative effekt i overlevelse og råernes reproduktion af lam. Vinterområderne er ofte store engdrag med birkekrat, og det ser ud, som om den mindre mængde sne i vinterområderne og tilstedeværelsen af birkekrat på den venstre bred af Zeya-floden tiltaler dyrene, fordi de overvintrer her i stort antal.
Det lave aggressionsniveau imellem dyrene er forklaringen på det høje antal individer i vinterområderne. Vinterområderne kunne principielt også være egnede som sommerområder. Hvorfor forlader mange dyr vinterområderne om foråret for at vandre tilbage til sommerområderne, når de kunne leve her året igennem i stedet for at vandre flere hundrede kilometer tilbage til sommerområderne?
Nogle individer forbliver imidlertid i vinterområderne året rundt. Sammenligningen i kvaliteten af sommerføde, beskyttelse og klimatiske forehold viser en ringe forskel mellem sommer- og vinterområder. Vandringerne efterår og forår mellem sommer- og vinteropholdssteder og omvendt må være genetisk betinget, mener forskerne.
Kilde: ”Behavioural Ecology of Siberian and European Roe Deer”.
Chapman & Hall, 1996.
Under vandringen mellem sommer- og vinteropholdssteder krydser sibirisk råvildt ofte over floder, og under ekstreme forhold drukner mange dyr. Andre igen tages af ulve. (”Behavioural Ecology of Siberian and European Roe Deer”, 1996).