Ja hvad har de to ting med hinanden at gøre? DR P4 Midt/Vest fortæller, at politiet i Midt- og Vestjylland i løbet af vinteren modtog langt over 200 anmeldelser fra havejere, som havde fået stjålet stiklinger af planten Hortensia i deres haver …
Af Redaktionen
Der har været mistanke om alt fra tyvebander til narkomaner – men det er formentligt råvildtet, der er synderen.
Det mener i al fald Lars Birck, forsker fra Københavns Universitet, som efter den store medieomtale, har startet en undersøgelse af råvildts smag for haveplanter. Og Hortensia er absolut én af de planter, som de gerne tager på menuen.
Bestanden af råvildt er vokset kraftigt i Danmark, og de kommer stadigt oftere ind i folks haver. Derfor arbejder Lars Birck nu sammen med kolleger på Københavns Universitet om at finde en liste over haveplanter, som råvildtet ikke spiser.
I denne uge rejser Lars Birck rundt i Vestjylland for at besøge haveejere med både gode og dårlige erfaringer med råvildt og andre hjortevildt:
– Det handler om at finde opskriften på en form for fredelig sameksistens mellem råvildt og haveejere, så man både kan have råvildt på besøg i haven og alligevel bevare sine kønne planter, siger han.
Resultaterne vil blive offentliggjort både i en videnskabelig rapport og en populær bog med gode råd til havefolket. Du kan kontakte Lars Birck og læse mere om råvildt og haveplanter på adressen http://hjortemiddag.dk