– Vi er kommet i besiddelse af skriftligt materiale, der understøtter teorien, at kobberet i svinegylden kan være skyld i dødelighed hos råvildt, siger Mogens Hartmann, formand for Råvildtforeningen …
Af Redaktionen
– Vi er kommet i besiddelse af skriftlig information, der understøtter teorien, at indholdet af kobber i svinegylden, som spredes på en række landbrugsarealer landet over, kan være skyld i dødeligheden i danske råvildtbestande, siger Mogens Hartmann, formand for Råvildtforeningen. Han føjer til, at han har drøftet teorien om kobberforgiftning, som lanceres af dyrlæge Hanne Koplev, Tjele i Jylland (Netnatur.dk 29. november 2010) med forskellige personer.
Men reaktionerne er delte, fordi den epidemiske dødelighed hos råvildt ikke har været jævn i de egne af landet, hvor der spredes svinegylle på markerne, men indtil videre kun er konstateret på Fyn siden 2002, før flere råvildtbestande på Sjælland blev ramt i 2010, uden Center for Vildtsundhed dog har kunnet stillet en diagnose. Indtil videre kan der derfor kun gisnes om dødsårsagen, og hvorvidt den er kobberforgiftning, eller problemet skal søges i en helt anden boldgade. – Man kan så rejse spørgsmålet, hvorfor råvildt på Bornholm ikke har været ramt af epidemisk dødelighed, når gylle fra svinefarme der spredes på marker på øen.
Svaret er ikke enkelt, men når man undersøger et forhold som dette her, så vil man ofte se, at påvirkningen ikke er ens fra den ene egn af landet til den anden. Blandt andet spiller jagttrykket en rolle. Hvis der er et stort jagttryk på markerne, så vil råvildt fouragere mindre der og kun om natten. Desuden er der forskel på gylle. Gylle fra fedesvin indeholder således ikke så meget kobber som gyllen fra smågrise og er således mindre farlig i forhold til fx råvildt, fastslår Mogens Hartmann. Som vækstfremmer får smågrise indtil 170 mg kobber pr. kg foder, hvilket er 34 gange mere, end de har behov for. Voksne svin får cirka seks gange deres daglige behov for kobber.
Samlet set udnyttes kun fem procent af kobberet. Resten løber lige igennem grisene og spredes med gyllen på marker landet over og kan optages i planter til fødevarer og overflade- og grundvandet. Andre husdyr, som udsættes for så store mængder kobber i føden som svin, vil blive syge eller dø af kobberforgiftning. Desuden kan får dø af at æde græs, gødet med svinegylle. En tysk undersøgelse dokumenterer, at det samme gælder for dåvildt, og når det er tilfældet, så er det teorien, at råvildt også må kunne dø af kobberforgiftning efter at have ædt græs, gødet med kobberholdig svinegylle.
– Forholdet er desuden det, at der ikke spredes gylle på alle marker. Endvidere vil den spredte dødelighed i råvildtbestande kunne forklares med, at nogle marker ligger så langt borte fra skove, at råvildt stort set aldrig kommer der, og således – hvis der er spredt svinegylle der – så ikke udsættes for risikoen for kobberforgiftning, siger Mogens Hartmann. Ifølge landbrugserhvervet findes der omkring 13 millioner svin på 8.000 danske gårde med svineproduktion. De producerer i omegnen af 25 millioner svin om året, og hvert svin leverer cirka 5,5 liter gylle om dagen.
Det bliver ifølge Noah til 28.105.000.000 liter gylle pr. år, og det vurderes, at der med gyllen spredes 200 tons kobber i naturen. Medregnet anden husdyrgødning når kvantummet op på 380 tons. I 2006 blev 20,3 millioner ud af 25,7 millioner danske svin slagtet af to andelssvineslagterier. En million grise blev slagtet på private slagterier, og cirka 4,4 millioner blev eksporteret levende. Produktionen af svinekød var på cirka 1,9 millioner tons. Værdien af eksporten var cirka 28,8 milliarder kroner. Medregnet indtjening på hjemmemarkedet på cirka 3,2 milliarder kroner nåede værdien af den danske svinekødsproduktion i 2006 op på cirka 32 milliarder kroner.
– Hvad agter Råvildtforeningen at gøre ved svinegylleproblemet?
– Det, vi kan gøre, er at mane til fornuft og presse på for at få foretaget en undersøgelse, og der er konkret behov for, at der tages leverprøver af dødfundet råvildt. Hvis det viser sig, at svinegylle udløser dødelige epidemier i danske rå- og dåvildtbestande, så er det i den sidste ende kun politikerne på Christiansborg, som kan gøre noget ved problemet, men spørgsmålet er, om de er villige til det, mener Mogens Hartmann. Råvildt dør måske af kobberet i svinegylle.






