Råvildtforeningen synes, det er interessant, at Center for Vildtsundhed udtaler, at der foreløbig ikke er noget, der tyder på, ”råvildtsygen” skyldes kobberforforgiftning, når det normale kobberindhold i dyrenes lever ikke er kendt …
Af Redaktionen (3. dec. 2010)
”Der er foreløbig ikke noget, der tyder på, at det kan skyldes kobberforgiftning. I vores undersøgelse havde vi en kontrolpopulation, der også havde kobber i sig i samme mængde, men som ikke viste tegn på sygdom”.
Denne udtalelse af dyrlæge Anne Sofie Hammer, Center for Vildtsundhed – CVS, i en artikel på Jægerforbundets hjemmeside, synes Mogens Hartmann, formand for Råvildtforeningen, er yderst interessant.
– Det er den, fordi vi i mangel på grundforskning på dette område i Danmark ikke har viden om, hvor meget kobber der normalt findes i råvildt, siger Mogens Hartmann og føjer til, at det faktum, at nogle racer af får ikke kan tåle kobber fra græs og anden planteføde, gødet med kobberholdig svinegylle, ikke er noget bevis for, at råvildt så heller ikke kan tåle det, men det giver alligevel en stærk mistanke i den retning. Mogens Hartmann er i øvrigt stærkt kritisk over for CVS’ praksis, hvorefter jægere har adgang til at give indberetning om dødfundet og nedlagt råvildt via centrets hjemmeside.
– Når alle tilfældige jægere, der har en computer, kan give indberetning, så mener jeg ikke, man kan kalde det forskning. Og det forbavser mig, at man bruger denne praksis i forhold til den seriøsitet, CVS ellers udviser, siger Mogens Hartmann og slår fast, at efter hans opfattelse skal CVS selv samle data ind i marken.
Mogens Hartmann er i besiddelse af skriftligt materiale såvel som mundtlige meddelelser, som understøtter mistanken om, at råvildt i lighed med visse fåreracer ikke tåler at æde græs og anden planteføde på marker, gødet med kobberholdig svinegylle.
Han er således vidende om, at på nogle marker i Danmark spredes der årligt 30 tons gylle pr. hektar. Samlet set spreder landbruget med gylle og anden husdyrgødning omkring 380 tons kobber årligt, men efter Hartmanns udsagn kan der gå fire-fem år, før det virker.
– Jeg er vidende om, at der findes resultater af leverprøver af råvildt, der for tre-fire år siden døde af at have ædt græs og andre planter på marker, hvor der var spredt svinegylle. Indholdet af kobber i leveren var ekstremt højt, nemlig op imod 1.000 mg pr. kg tørstof af leveren,
siger Mogens Hartmann. Han har også kendskab til en jæger med en lille landbrugsejendom med svinehold og fasanudsætning, der valgte at blande noget overskydende smågrisefoder i foderet til sine udsatte fasaner.
– Han blev dog noget chokeret, da han konstaterede, at fasanerne efter to dage havde tabt fjerene, og de alle døde efter yderligere fire dage. Man kan godt forestille sig, at de ikke kunne tåle kobberet i smågrisefoderet, selv om der naturligvis også kunne tænkes at være andre stoffer i det, de ikke tålte, siger Mogens Hartmann, der også mener, at det er tankevækkende, at foderblandinger til hjortevildt såvel som til får ikke er tilsat kobber.
– Det siger noget om, at leverandørerne ved, hvad de gør og undlader at tilsætte kobber, fordi de ved, at det er farligt for hjortevildt såvel som får, mener Mogens Hartmann.
Tyskerne har længe været opmærksomme på, at kobber er farligt for dåvildt. I en tysk bog om dåvildt og kronvildt fra 1987 manes til forsigtighed med at give dåvildt hø og ensilage fra marker, hvor der har været spredt svinegylle ud.
– Resultaterne af private undersøgelser tyder imidlertid på, at kobber i græs og landbrugsafgrøder, gødet med svinegylle, er endnu farligere for råvildt end dåvildt,
siger Mogens Hartmann og giver den tankevækkende tilføjelse, at fra fødsel til slagtning tilføres det danske agerland fra hvert eneste svin 23 gram kobber med hovedparten i de første 12 uger af smågrisenes liv for at modvirke diarré.
– Der er så mange forhold, der peger i den retning, at kobberet i svinegyllen er farligt for råvildt. Jeg synes derfor godt om forslaget i et læserindlæg på Netnatur.dk, at der er behov for at få analyseret afgrøderne for kobber fra marker, der er gødet med svinegylle og råvildt er døde efter at have fourageret der, siger Mogens Hartmann, der også er villig til – af egen lomme – at finansiere en undersøgelse på et uvildigt laboratorium af leveren fra et dødfundet stykke råvildt.
– En sådan test koster omkring 1.200 kroner, og jeg vil gerne finansiere den for at få be- eller afkræftet mistanken om, at indtagelse af en øget mængde kobber er årsagen til, at råvildt dør,
siger Mogens Hartmann. Råvildt dør måske af Kobberet i svinegylle.
Råvildtforeningen støtter ”svinegyllemistanken”.







