– Som at være med i en eventyrfilm. Det var den oplevelse, der ramte Robin og Michael Sand under en teltsafari i det nordlige Tanzania
Safari i Tanzania
– tanker og oplevelser fra en fotosafari
Af Michael Sand, Foto: Robin Grønborg Sand og Michael Sand, ms@netnatur.dk
Siden jeg var dreng, har jeg drømt om at køre rundt på de vidstrakte sletter i Serengeti og de tilknyttede beskyttede områder i det nordlige Tanzania. Et område på størrelse med Jylland, især kendt for de spektakulære vandringer af vildt i milliontal – og for en natur, der stadig er både rå og uspoleret.
Det seneste års tid har jeg tilbragt store dele af mit liv i Østafrika. Herunder flere måneder i Arusha, hvorfra man har udsigt til nogle af Afrikas højeste bjerge – og hvor der er nem adgang til verdens måske mest ikoniske nationalparker.
Men Serengeti – cirka 6-7 timers kørsel herfra – lod stadig vente på sig, da jeg i maj måned fik besøg af min søn fra Danmark.
Robin pressede på: Vi skal til Serengeti! Også han havde store drømme om en safari i området.
Hans største ønske var at se en leopard. En drøm, han har båret på i årevis. Ja lige siden han var dreng. I dag er han 28, og selv om han har besøgt Afrika flere gange, var synet af en leopard stadig kun et drømmesyn …
Robins vedholdenhed blev det skub, der skulle til. Jeg vendte de daglige pligter ryggen og en morgen sidst i maj trillede vi sammen med vores masai-guide Godson ud af Arusha. Kursen var de tre sammenhængende nationalparker: Tarangire, Serengeti og Ngorongoro.
Men en safari på denne tid var ikke uden udfordringer, når målet er at se mange dyr. Græsset stod højt, og mange af de arter, der normalt præger en safari – især antiloperne – var godt skjult i vegetationen. Kun de største dyr ragede op over græsset.
Safari med nærkontakt
Det blev en safari i ordets egentlige forstand. En rejse gennem vidt forskellige landskaber, men at fortælle om alle oplevelserne er for omfattende. Men vi oplevede blandt andet et skinangreb fra en stor, vred hanelefant i brunst – og en kæmpe bøffeltyr, som midt om natten passerede vores lille tomandstelt på under tyve meters afstand.
Vi kunne høre den græssede bøffels pusten og lyden af græs, der blev revet over …
En ulvestor plettet hyæne, der kom lidt for tæt på midt om natten, bidrog også til oplevelsen og sammen med brølende løver blev selv safari-oplevelsen i mørket mindeværdig.
LÆS mere på netnatur.dk/AFRIKA
Leoparden viste sig dog – som frygtet – at være umulig at finde i den tilgroede og meget frodige bush. Flere safarigæster, vi mødte, havde været afsted i op til ti dage eller mere uden at få øje på den ikoniske kat, som i reglen er jokeren, hvis man ønsker at se “The Big Five” (elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard).
En fotosafari bør dog aldrig stå og falde med synet af de fem store … Personligt har jeg en meget bred tilgang til rejsen og tager imod alt, hvad der viser sig foran mit kamera. Min søn er anderledes målrettet. Han rettede konsekvent blikket mod trætoppene – dér, hvor leoparden ofte hviler i dagtimerne.
Men synet af den store plettede kat udeblev alligevel …
En morgen i det centrale Serengeti bad vi vores guide tage en afstikker fra ruten og i stedet søge mod en samling klipper – de karakteristiske kopjer, der gør det elles flade Serengeti landskab karakteristisk. Her kunne en leopard gemme sig. Måske også den lille klipspringer.
Flere safari-biler havde allerede passeret området uden at vise klippestykkerne interesse. I stedet fortsatte de mod horisonten, da Serengeti kan beskrives som et åbent hav af uberørt natur.
Vores beslutning om at stoppe viste sig klog. Klipspringer så vi dog ikke, men en lille dik-dik antilope “buk” kom trippende frem foran bilen. Og mens hans noget større mage forsvandt i buskadset, lod han sig forevige til lyden af kameraets klik.
Vi kørte videre, mine øjnene scannede især horisonten – men Robins blik var fastlåst på de delvist bevoksede klipper. Han havde kun for øje at indfri hans store ønske …
Og den der søger, skal finde. Det er en naturlov og pludselig slog Robin ud med armene og råbte ophidset: Leopard! Leopard!
Jeg kastede kameraet til skulderen og nåede akkurat at få et par billeder, inden en meget smuk og stor hanleopard forsvandt mellem stenene.
Stemningen i bilen var nu euforisk.
Vi besluttede at blive i området.
Vores teori var, at leoparden netop havde afsluttet en jagt og nu søgte mod sit hvilested. Og ganske rigtigt – efter cirka en time dukkede han op igen. Den store hanleopard poserede på et klippefremspring i og i morgensolen slikkede han blodresterne fra nattens jagt af sig.
I over en time var vi alene med dette fabeldyr.
Men så dukkede endnu et safariselskab op, som på afstand havde erfaret, at vi sandsynligvis havde observeret noget spændende.
Alle guider er i radiokontakt med hinanden og inden længe valfartede safrigæster fra nær og fjern til til klipperne for at få et glimt af den anslået 14-15 år gamle leopard – måske den eneste leopard, som blev spottet i hele området den dag.
Tak, Tanzania – for at beskytte verdens naturarv
I en tid, hvor mange lande kæmper med afskovning, urbanisering og tab af biodiversitet, skiller Tanzania sig ud som et forbillede.
Landet har gennem årtier vist, at det er muligt at kombinere naturbeskyttelse med udvikling, turisme og lokal stolthed. Tanzania fortjener en særlig tak – ikke blot fra sine egne borgere, men fra hele verden.
Nationalparker i verdensklasse
Tanzania råder over nogle af verdens mest berømte og værdifulde naturområder. Nationalparker som Serengeti, Ngorongoro, Ruaha, Tarangire og Selous er ikke blot smukke turist-attrationer – de er også uundværlige brikker i den globale kamp for at bevare verdens biodiversitet.
Disse parker beskytter:
- Store bestande af vilde dyr – inklusive de ikoniske “Big Five”
- Sjældne og truede arter som sort næsehorn og vilde hunde
- Økosystemer med global betydning, såsom savanner, “regnskov” og vådområder
KORT OM NGORONGORO, SERENGETI OG TARANGIRE
Tanzania har udvist en bemærkelsesværdig vilje til at bevare store, sammenhængende naturområder – noget som er helt afgørende for økosystemernes funktion.
Med mere end 20% af landets areal udlagt til naturbeskyttelse, er Tanzania blandt de mest ambitiøse lande i verden, når det gælder naturforvaltning. Det er ikke blot for turisternes skyld – det handler også om kulturel arv, klimabeskyttelse og lokal bæredygtighed.
Det er ikke uden udfordringer at beskytte så store naturområder. Ulovlig jagt, befolkningstilvækst, klimaændringer og behovet for økonomisk udvikling stiller Tanzania over for svære valg. Men landet viser, at det er muligt at finde en balance, hvis viljen og støtten er til stede.
Masaierne i Ngorongoro – et folk i pagt med naturen
Ngorongoro er ikke kun hjem for et rigt dyreliv – det er også hjem for mennesker. De mest kendte af dem er masaierne, det stolte, farverige folk, som i generationer har levet i og omkring kraterområdet.
Deres tilstedeværelse i Ngorongoro bekræfter, at menneske og natur ikke nødvendigvis er modsætninger – men kan sameksistere.
Masaierne bor i små landsbyer kaldet bomas, ofte i udkanten af krateret. De lever traditionelt af kvæg, som har enorm kulturel og økonomisk betydning for dem.
Deres kvæg græsser i de samme områder, som bøfler, zebraer og gazeller lever i – og masaierne er kendt for deres evne til at leve tæt på naturen uden at forstyrre den eksisterende balance væsentligt.
Ngorongoro Conservation Area er en særlig type beskyttet område, fordi det både tillader dyreliv og menneskelig bosættelse.
Det skaber en unik situation, hvor masaierne fortsat kan udøve deres traditionelle livsstil midt i et UNESCO-verdensarvsområde. Dog er balancen skrøbelig, og der foregår løbende diskussioner om, hvordan både biodiversitet og menneskerettigheder bedst kan beskyttes i området.
LÆS MERE på summitplanetexpeditions.com
ANNONCE
Tarangire, Serengeti og Ngorongoro-krateret
Tanzania er kendt for sin storslåede natur, og næppe noget sted viser det sig bedre end i landets tre berømte nationalparker: Tarangire, Serengeti og Ngorongoro-krateret. Hver af dem byder på unikke landskaber, dyreliv i verdensklasse og oplevelser, man aldrig glemmer.
Tarangire – elefanternes paradis
Tarangire Nationalpark er ofte overset af turister, men for dem der besøger området, venter der en uforglemmelig oplevelse. Parken er især kendt for sine store elefantflokke, der bevæger sig gennem landskabet af baobabtræer, floder og åbne sletter. I tørketiden samles dyrene omkring Tarangire-floden, hvilket skaber ideelle muligheder for at observere vildtet tæt på.
Ud over elefanter kan man møde løver, giraffer, bøfler, zebraer og en imponerende variation af fuglearter. Parken er relativt rolig sammenlignet med de mere berømte områder, hvilket gør den til et perfekt sted for dem, der søger en autentisk og fredelig safarioplevelse.
Serengeti – den endeløse savanne
Serengeti er selve hjertet i den afrikanske safari. Det endeløse græshav, som strækker sig så langt øjet rækker, danner rammen om et af verdens mest spektakulære naturfænomener: den store migration. Hvert år bevæger millioner af gnuer, zebraer og gazeller sig i en cyklus på jagt efter friske græsgange – forfulgt af rovdyr som løver, leoparder og hyæner.
Serengeti er mere end migrationen. Det er et sted, hvor man kan opleve rovdyrjagt i morgensol, farverige fugle ved vandhuller og stille øjeblikke under akacietræer. Parken er enorm, og oplevelserne varierer afhængig af sæson og område.
Ngorongoro-krateret – et naturens amfiteater
Ngorongoro-krateret er en gammel vulkansk caldera og i dag et af de mest koncentrerede vildtområder i verden. Det er ikke stort – kun cirka 260 km² – men rummer en bemærkelsesværdig mangfoldighed af dyreliv: løver, næsehorn, flodheste, bøfler, antiloper og elefanter lever side om side.
Kraterets lukkede økosystem gør det til et ideelt sted at observere dyr på nært hold. Her kan man være heldig at se “The Big Five” på en enkelt dag. Det dramatiske landskab – fra de høje kraterkanter til de grønne græssletter – gør oplevelsen ekstra mindeværdig.
Løver i træerne – et særligt syn i Serengeti
Normalt forbinder man leoparder med at slænge sig i trækronerne, men i Serengeti kan man opleve noget langt mere usædvanligt: løver i træer. Det er ikke almindelig adfærd for løver, men visse flokke – især i det centrale og sydlige Serengeti samt i nærliggende Lake Manyara-området – har udviklet en bemærkelsesværdig vane med at klatre op i akacietræer.
Forskere mener, at løverne gør det af flere grunde: For det første giver træerne skygge og kølighed i de varme middagstimer. For det andet giver det dem et overblik over landskabet og mulige byttedyr. Og endelig kan det være en strategi til at undgå insekter eller generende fluer på jorden.
At se en hel flok løver balancere på grene i 3–4 meters højde er et mindeværdigt syn. Det er især unge løver og hunner, der klatrer – de er lettere og mere adrætte. Men også store hanner kan finde vej op i træerne, ofte på kluntet vis.
Denne adfærd er blevet en attraktion i sig selv, og mange guider ved, hvor man har størst chance for at opleve de træklatrende løver. Det er dog ikke garanteret, og som med alt i naturen kræver det både held og tålmodighed.
Svævende over savannen – luftballon-safari i serengeti
En luftballon-safari over Serengeti er en af de mest magiske måder at opleve Afrikas vilde natur på. Tidligt om morgenen, mens landskabet stadig er indhyllet i dis, stiger man op i stilhed – til lyden af flammen over hovedet.
Fra kurven under ballonen får man et panorama, som ingen jeep-safari kan matche.
Gnuer, zebraer, elefanter og giraffer bevæger sig under én som billeder fra en levende naturfilm. Når solen står op, farver den savannen gylden, og oplevelsen bliver næsten meditativ.
Ballonturen varer typisk omkring en time, og landingen sker et sted på sletten, hvor et champagne-morgenmåltid venter midt i naturen. Det hele er nøje planlagt og gennemføres med stor respekt for dyreliv og turisternes sikkerhed.
Luftballon-safarier tilbydes året rundt, men den mest populære periode er under den store migration, hvor man fra luften kan følge tusindvis af dyr i bevægelse. Det er dog en oplevelse, der kræver planlægning – og ofte en ikke ubetydelig ekstra udgift – men mange betegner det som rejsens højdepunkt.
Flodheste – den fredelige dræber i vandkanten
Flodhesten kan se klodset og rolig ud, når den ligger halvt nedsænket i en sø eller flod med øjne og ører stikkende op over vandoverfladen. Men under det rolige ydre gemmer sig et af Afrikas farligste dyr.
Flodheste findes i mange af Tanzanias søer og vandløb – fra Ngorongoro-kraterets sumpområder til de brede floder i Serengeti. De lever i grupper og tilbringer det meste af dagen i vand, hvor de holder sig kølige under den brændende sol. Om natten går de på land for at græsse, og de kan gå mange kilometer i jagten på føde.
Trods deres tunge kroppe – voksne hanner kan veje over 1.500 kilo – er flodheste overraskende hurtige. De kan løbe op til 30 km/t på land og bevæger sig smidigt under vandet, hvor de kan holde vejret i op til fem minutter.
Det, der gør flodheste farlige, er deres territoriale adfærd. Især i vand kan de være ekstremt aggressive, hvis de føler sig truet. Mange ulykker i Afrika sker, når både kommer for tæt på en flodhesteflok. Dyrene kan angribe både på vand og land, og deres store kæber kan knuse en kano med lethed.
Flodhesten dræber hvert år flere mennesker i Afrika end både løver, krokodiller og elefanter. Men de spiller også en vigtig rolle i økosystemet – deres gødning i vandløb skaber næring for fisk og planter, og deres stier mellem vand og land former landskabet.
At opleve en flok flodheste i det fri er fascinerende – men bedst på behørig afstand.
Leoparder i det grønne – naturens mestre i usynlighed
Leoparden er et af de mest sky og smukke rovdyr, man kan være heldig at møde på safari. Med sin plettede pels, muskuløse krop og bevæger den sig som en skygge gennem landskabet – og netop dét gør den svær at finde, især i slutningen af maj.
Maj markerer slutningen på regntiden i Serengeti og Ngorongoro-regionen. Græsset står højt, buskadset er frodigt, og landskabet er klædt i et tæppe af grønt. Det er smukt, men det gør også safari til en udfordring: dyrene er der, men de er sværere at se. Og ingen er bedre til at gemme sig end leoparden.
I modsætning til løver, der ofte ligger åbent fremme i solen, søger leoparder skygge og skjul. De hviler ofte i træer, hvor deres plettede pels smelter sammen med lyset og bladene, som et perfekt kamuflage-mønster. Selv en erfaren guide kan køre forbi en sovende leopard i et træ uden at opdage den – og når dyret bevæger sig, sker det stille, hurtigt og som regel uden at efterlade et eneste spor.
Leoparden er nataktiv, og i de tidlige morgentimer eller sent på eftermiddagen øges chancen for at få et glimt. Men tålmodighed er nøglen. Nogle safariture slutter uden at man ser én eneste leopard – og så pludselig, på den sidste dag, ligger den dér. På en gren, med halen dinglende, og kigger tilbage med gule øjne.
At spotte en leopard i maj er som at finde en nål i en høstak … En gave, man aldrig glemmer.
Den store vandring – naturens vildeste teater
Den store migration i Serengeti er et af verdens mest spektakulære naturfænomener. Hvert år vandrer over 1,5 millioner gnuer, 200.000 zebraer og omkring 500.000 thomson-gazeller gennem Serengeti-sletten og videre mod Masai Mara i Kenya – i en evig cyklus styret af regn, tørke og jagten på frisk græs.
Vandringen følger årstiderne. Omkring januar–marts kalver gnuerne på de frodige sletter i det sydlige Serengeti. Det er en tid med ro og overflod – men også fare, for rovdyr som løver, geparder og hyæner. Når regnen stopper, begynder dyrene at bevæge sig nordpå. I maj og juni fylder støv og trampet jord luften, når hundredtusinder af dyr i lange kolonner krydser floder og åbne sletter.
Et af de mest dramatiske højdepunkter er krydsningen af Mara-floden i juli–august. Her venter både stærk strøm og krokodiller. Mange dyr drukner eller bliver bytte – men endnu flere overlever og fortsætter mod de grønne enge i Masai Mara.
I oktober-november begynder rejsen sydpå igen, og cyklussen fortsætter – som den har gjort i tusindvis af år.
Den store migration er ikke kun et imponerende syn. Det er også en livsvigtig proces, som holder økosystemet i balance. Og for besøgende er det en oplevelse, der sætter sig i kroppen.
Bøflerne i Ngorongoro – sorte kæmper i det grønne krater
Ngorongoro-krateret er hjemsted for nogle af de mest ikoniske dyr i Afrika, og bøflerne hører til blandt de mest markante. De afrikanske savannebøfler, der kan veje op mod 800 kilo, færdes ofte i store flokke og er næsten altid synlige i kraterets frodige landskab.
De ses især i de sumpede områder og langs søer og vandløb, hvor de græsser fredeligt – men deres udtryk afslører, at de altid er på vagt. Bøfler er nemlig både sociale og farlige. De beskytter hinanden, og gamle tyre danner ofte små grupper som holder sig lidt for sig selv.
I Ngorongoro lever bøflerne i relativ sikkerhed for mennesker, men ikke for rovdyr.
Løver og hyæner følger deres færden nøje – især unge eller svækkede individer bliver ofte mål for angreb. Men bøflerne er ikke lette ofre: de er kendt for at kæmpe hårdt og loyalt, og deres horn og vægt gør dem til formidabelt modspil, selv for en flok løver.
Godson – vores operatør og guide – er Masai og et opslagsværk i det meste – ikke mindst i livet omkring Serengeti, hvor han er født og opvokset.
Serengetis skraldemænd med vinger
I Serengetis åbne sletter og ved hvert nedlagt bytte vil man næsten altid kunne se to typer fugle cirkle over scenen eller vente tålmodigt i nærheden: gribbe og marabustorke.
Disse store fugle spiller en afgørende rolle i økosystemet – og selvom de ikke er blandt de mest populære dyr på en safari, er de blandt de vigtigste.
Gribbe findes i flere arter i Serengeti, og fælles for dem alle er et effektivt fordøjelsessystem, der kan nedbryde bakterier og sygdomsfremkaldende organismer. På den måde er de med til at holde savannen sund ved at fjerne dødt kød hurtigt og effektivt.
Marabustorken, ofte kaldt “Afrikas grimmeste fugl”, er stor, skaldet og lidt uhyggelig at se på – men også uundværlig. Den har en lang, kraftig næb og stor krop, og selvom den både spiser ådsler og levende smådyr, fungerer den som en slags samarbejdspartner med gribbene. Når et kadaver er for sejt for de mindre gribbe, kan marabuen hjælpe med at åbne det – og så kan resten af fuglene følge med.
Særligt i regntiden og lige efter – som i maj – er der rigeligt med døde dyr i landskabet, både fra naturlig død og rovdyrs jagt. Her kommer gribbe og storke til deres ret. De kredser højt oppe, og deres blotte tilstedeværelse er ofte det første tegn på, at noget er sket i nærheden.
De er måske ikke Serengetis smukkeste fugle – men uden dem ville naturen hurtigt blive et usundt og ildelugtende sted.
Tak, Tanzania – for at beskytte verdens naturarv
I en tid, hvor mange lande kæmper med afskovning, urbanisering og tab af biodiversitet, skiller Tanzania sig ud som et forbillede. Landet har gennem årtier vist, at det er muligt at kombinere naturbeskyttelse med udvikling, turisme og lokal stolthed. Tanzania fortjener en særlig tak – ikke blot fra sine egne borgere, men fra hele verden.
Nationalparker i verdensklasse
Tanzania råder over nogle af verdens mest berømte og værdifulde naturområder. Nationalparker som Serengeti, Ngorongoro, Ruaha, Tarangire og Selous er ikke blot smukke – de er også uundværlige brikker i den globale kamp for at bevare biodiversitet.
Disse parker beskytter:
- Store bestande af vilde dyr – inklusive de ikoniske “Big Five”
- Sjældne og truede arter som sort næsehorn og vilde hunde
- Økosystemer med global betydning, såsom savanner, regnskove og vådområderLÆS mere om National Parker i Tanzania
