Den 21. november fik Netnatur-redaktionen et ganske usædvanligt besøg af en landsvale, der jagtede insekter på en iskold skråning …
Af Redaktionen
Timing is everything. Og man kan da kun håbe, at den enlige svale, der strøg lavt over jorden foran Netnatur-redaktiones vinduer lørdag d. 21. november, har timet sin tur mod varmere himmelstrøg korrekt.
Langt de fleste svaler har nemlig for længst vendt næbbet mod syd. En svale på disse breddegrader, på denne tid af året, er nemlig ikke normalt. Langt fra endda.
Flyvende insektliv er der ikke meget af, når græsset er hvidt af frost. Men et eller andet måtte der åbenbart være at jage for den enlige landsvale. Igen og igen kunne den fra det beskedne redaktionslokale ses jage over græsset.
På et tidspunkt fløj svalen så lavt, at en stor rød kat, som havde forvildet sig ind på matriklen, slog ud efter svalen, da den i høj fart susede forbi.
Det er ikke første gang, at der konstateres landsvaler i Danmark på denne tid af året. Men det er et meget sent efterårsfund, oplyser Rolf Christensen, der er en af Danmarks mest dedikerede ornitologer. Rolf Christensen har set ikke mindre end 431 fuglearter i Danmark.
Svalen ved den Jyske ås var dog ikke årets sidste landsvale.
Rolf Christesen oplyser nemlig, at der fredag d. 20 november blev set en landsvale ved Rosenvold nær Vejle ligesom der blev set landsvale ved Ebeltoft og Sydfanø lørdag d. 21. november. Med Netnaturs svalebesøg på kanten af den Jyske Ås er tallet af observationer oppe på fire, hvilket Rolf Christensen understreger, er ganske mange så sent på året.
LÆS OGSÅ: Hærfugl besøger Netnatur
-Landsvaler er set i december i Danmark, men meget sjældent slutter Rolf Christensen, som man kan følge på Facebook, hvor han dagligt beretter om fuglelivet i Danmark.