Bør ulvehybrider fjernes fra naturen? Eller bør man acceptere, at ulve og hunde blander sig og at afkommet ser lidt anderledes ud end ægte upåvirkede ulve?
Af Redaktionen
Sverige har fjernet seks mørke ulve, som viste sig at være ulvehybrider eller ulv-hund-hybrider. Altså formeringsdygtige blandinger mellem ulve og hunde.
Under reguleringsjagten måtte to “rene” ulve også lade livet, da man fjernede de seks hybrider, som man havde identificeret på den afvigende pelsfarve. De nedlagte hybrider var næsten sorte modsat de ægte ulve, der er grå.
Men man skal ikke være så bange for hybrider i naturen. I og med at hund er en underart af ulv, vil det ikke skade bestanden af ulve, at der i et eller andet omfang optræder blandinger af ulv og hund i naturen.
Det hævder biolog Nick Huisman i en opdatering på hjemmesiden European Wildernes Society.
Artikel-forfatteren frygter nemlig, at tilstedeværelsen af ulvehybrider blot vil blive anvendt som endnu et argument for at fjerne ulve i naturen.
Ikke mindst i Italien, hvor myndighederne allerede har sat sig for at fjerne hybriderne, men også i Skandinavien og herunder Danmark, hvor debatten har rullet siden finsk professor kaldte den dansk Thy-ulv for at gadekryds.
KLIK og læs: Rapport omtaler Thy-ulv som gadekryds
Nogle hævder, at hybriderne straks bør fjernes, da man dermed bedst beskytter de oprindelige og rene ulvegener. Andre, som forfatteren af omtalte artikel, mener noget helt andet.
Artikelforfatteren mener nemlig, at der bør tolereres hundeblod i ulvebestandene i et eller andet omfang. De naturlige krydsninger truer ikke eksistensen af ulve. Det er den voksende undskyldning for at dræbe hybriderne, der truer ulvens eksistens, lyder det fra biologen og forfatteren til artiklen.
Hybrider mellem ulve og hunde er heller ikke mere selvsikre eller nærgående end ægte ulve, kan man læse.
Forfatteren mener, der er videnskabelig evidens for denne antagelse, selv om det modsatte argument også ses anført.
Artiklen argumenter desuden for, at blandinger mellem ulv og hunde ikke er noget problem for ulvene.
Ulve har historisk set levet tæt på mennesker og hunde i mange europæiske områder og alligevel har ulven bevaret sit genetiske særpræg, hævdes det.
Forfatteren køber ikke præmissen om, at ulvene i f.eks. Italien ikke længere er at betragte som ulve.
“Forfatteren accepterer en grad af hybridisering af en ulvebestand. Også selv det kan kan medføre, at ulvene kommer til at se lidt anderledes ud, når de sammenlignes med den almindelig opfattelse af hvordan en ulv bør se ud”.
I praksis kan det desuden være meget vanskeligt at fastslå hybridiseringsgraden i en bestand af ulve, som man ønsker at forvalte, lyder det.
Dermed er det også vanskeligt for myndighederne indenfor EU at afgøre, hvilke ulve, der SKAL beskyttes og hvilke “ulve” der skal eller bør fjernes for at beskytte genetikken i de ægte ulve.
I de områder, hvor der optræder mange strejfende hunde, er risikoen for at der opstår hybrider naturligvis ekstra stor.
Omstrejfende hunde
I Frankrig alene nævner artiklen, at der er cirka 40.000 strejfende hunde. Det opgøres til cirka halvtreds gange så mange som antallet af ulve i landet.
Huisman mener, at man skal sætte ind overfor de faktorer, der kan føre til krydsninger i stedet for mere eller mindre ukritisk at fjerne krydsningerne.
Blandt de redskaber, der kan anvendes i bekæmpelsen af hybridiseringen af Europas ulvebestand, peges udover over indsats mod strejfende hunde, også på regulering af jagt og ikke mindst indsats mod ulovlig jagt foranledigt at debatten om ulve-hundehybrider.
Selv om man kan identificere en hybrid i en ulveflok, kan det være uklogt at fjerne “ulven”, da det kan påvirke den sociale struktur i flokken. Et forhold, der i følge forfatteren, kan føre til endnu flere blandinger mellen hunde og ulve.