“Skolepraktik i Afrika” har Kristine Bach kaldt sin begivenhedsrige beretning om et to uger langt ophold som både jæger og medhjælper på en sydafrikansk jagtfarm
Skolepraktik i Sydafrika
Et helt nyt kapitel i mit unge jægerliv opstod pludselig, da jeg fik muligheden for at komme til Sydafrika i 8. klasse erhvervspraktik.
Jeg har i forvejen en aftale med min lærer om, at jagt og hundetræning generelt er lovligt fravær. Så det var ikke det store problem at få en uges ekstra praktik …
I uge tre gik turen således til Marrick Safari, hvor Guns Choice Jagtrejser har forskellige jagtgæster med ned to måneder om året.
Normalt går jeg meget op i jagttræning med mine spaniels og deltager på div. sneppejagter, fasanjagter og klapjagter samt. markprøver i løbet af sæsonen.
Sydafrika lød dog for spændene. Det var jeg nødt til at prøve.
Jeg rejste derned sammen med Jesper og Sune, det er de to danske guider på Marrick Safari. Dem kender jeg også hjemmefra.
Jagtcampen er beliggende i Kimberley, North Cape ca. 1,5-time indenrigsflyvning fra Johannesburg. Flyveren fra Johannesburg til Kimberley er den mindste og mest levende flyver, som jeg har siddet i. Der er kun plads til 14 personer.
Skulle man have en snack eller noget at drikke, spurgte man højt og så blev det sendt ned af rækken – fra passager til passager.
Læs også. Jagt i gode hænder
Mine opgaver på Marrick bestod som regel i af at gøre klar til kaffe og en let morgenmad kl. fem om morgenen, inden jægerne hoppede på bilerne og kørte ud i bushen på jagt.
Typisk indledes jagten i en åben safaribil med sæder på ladet. Der skal dækkes kæmpe store områder så bilen er praktisk til at komme rundt med.
Spotter man noget af det vildt, men gerne vil prøve at skyde, parkeres bilen og jagten til fods starter.
Hvis der blev skudt et dyr, hjalp jeg med at tage billeder af dyrene og jægerne og få det skudte dyr op bag bilen. Den høje temperatur gjorde, at dyret skulle skinnes og brækkes relativt hurtigt for ikke at ødelægge skindet.
Når vi kom tilbage fra jagt, og der var blevet skudt et dyr, var det min opgave at skrive tags. Tags er et dokument, der følger dyret fra det er blevet skudt til det er kommet monteret til Danmark.
Her på skriver man jægerens navn og hvordan jærgeren ville have monteret dyret. Dermed ved skinnerne hvad de skal gøre med det oppe i skinderrummet.
PH-bogen skulle også udfyldes til de Sydafrikanske myndigheder, der følger vildtet nøje.
Jeg hjalp også lidt til i køkkenet og var i løbet af de to uger generelt en hjælpende hånd til alt forefaldende arbejde.
Jeg husker meget tydeligt jagten på en gylden Oryx, som Jane havde en drøm om at skyde og få hjem på vægen. Vi havde været efter den mange gange, men det kunne den store flok Oryx godt fornemme.
Jagten startede kl. 05 om morgen, præcis som de andre dage.
Vi hoppede på den store safari bil og fandt den store Oryx-flok midt ude på en stor slet i total sikkerhed, de kunne se ud over det hele, helt umulige at komme til. De vidste godt, vi var efter dem.
Så vi måtte lægge hovederne lidt i blød.
Jesper og Jane stod af bilen ved et af de mange træer, vi 3 andre prøvede at se om vi kunne få skubbet flokken hen til Jesper og Jane. Missionen lykkedes. Eller næsten.
Oryx flokken fik vi presset hen mod Jesper og Jane, som planlagt. Jane fik lagt riflen op i skydestokken, det eneste vi ventede på var at de gik fri fra hinanden. Vi kunne holde øje med dem i kikkerten.
Pludselig satte den store flok i fuldt firspring ud over den åbne slette … Øv, øv. Så tæt på!
Ned med skydestokken og riflen over skuldrene igen.
Jesper kaldte Ben over radioen. Ben er Jespers lokale tracker og chauffør på bilen. Vi kørte hen til Jane og Jesper, vi snakkede om hvad der igen ville være smartest, mens vi kiggede ud på den store flok Oryx, der gik og græssede midt ude på slatten … igen.
Vi endte med at Ben satte os alle sammen af ved en gammel mast og en gammel vandtank, der også var et lille vandhul.
Der var kommet en skylle aften inden, og Ben var bange for at sidde fast med bilen, så han kørte hen og parkerede bilen og så steg han ellers ud af bilen for at prøve at presse dyrene.
Vi kunne igen stå og holde øje med Ben, der løb og hoppede rundt
Sletten er et stort, åbent græsareal på 3-4000 ha., hvor der hele tiden er store mængder af forskellige vildarter, man kan se.
Lille Ben blev der sagt mange gange, mens han løb rundt derude.
Han fik flyttet flokken lidt over mod os. YES tænkte vi. Oryx ’ene var ikke alene ude på sletten og en stor flok springbukke havde fået øje på noget, som ikke var os. De satte så i fuldt firspring og tog Oryx ‘ene med den helt gale vej.
Nå. Ben gik midt ude på Sletten – nu med kurs mod bilen igen.
Jesper kravlede op i den gamle mast for at se om han kunne få øje på dem. Niks! Ingen Oryx.
Mens vi stod og ventede på at Ben skulle kommen tilbage, slog vi smut i det lille vandhul.
Jeg er ikke nogen stjerne til at slå smut, så jeg fik kastet en stor sten på Jespers skinneben, det hørte jeg meget fra resten af turen. Undskyld Jesper.
Der var ingen Oryx i sigte, så vi ville køre en lille omvej hjemad.
Vi kørte videre gennem bushen, der stødte vi på Red Heartebeast, Springbukke og Black wildebeast, men ingen Oryx. Pludselig stod den store flok Oryx inde bag en gammle dæmning med høje kanter, der engang er blevet bygget. Oryxene kunne ikke se vi kom kørerede. Helt perfekt!
Jane og Jesper listede ud af bilen, fik skydestokken i hånden og riflen over skulderen.
Snart fik de sneget sig op på dæmningen …
Bang!
– Fedt. Endelig tænkte jeg!
Der skulle et par skud mere til før den store, flotte Oryx lå forendt.
Efterfølgende kunne vi se, at kuglernes placering ikke fejlede noget. Skinnerne fandt efterfølgende resterne af kuglerne i skindet på dyret. Vi skiftede herefter til en anden type kugle …
På resten af mine to uger var der ikke et stykke vildt, der forlod skudstedet.
Ben er en af de meget dygtige afrikanske trackere, og han er 4 generation på farmen og har levet på Marrick hele sit liv. Han er sidst i 60’erne og pensioneret.
Ben er fantastisk glad og smilende, og han går altid i blåt arbejdstøj og blå løbesko, man ser ham tit med en Coca cola i hånden. Det er måske derfor, han ikke har så mange tænder tilbage?
Ben er ikke så “pensioneret”, når Jesper er dernede med gæster, og vil gerne med i felten. Måske fordi det giver adgang til hans livret: Kogt lever i mavesæk.
Hver gang Ben hjalp med at brække et dyr, tog han mavesækken ud og tømte den. Den skulle hjem og vaskes og herefter koges med lever. Det er det bedste han ved.
På de knap to uger, jeg var i Afrika, blev der skudt mange forskellige stykker vildt. Jeg var med ude og skyde både Blesbukke, Struds, Oryx, Springbukke, Vortesvin, sort og alminde impala. Noget af det jeg husker aller tydeligst var min egen springbuk.
Mit første stykke vildt.
Vi var på skydebanen et par gange for at jeg kunne blive tryg ved riffel og brug af skydestok. Det er ikke noget, som jeg har gjort meget i udrover lidt skydestokstræning hjemmefra.
En aften blev det alvor. Vi sprang på bilen og satte kursen mod Top Feldt.
Ben satte os af. Min far, som netop var ankommet fra Danmark, var også med …
Vi gik ind gennem bushen og jeg nåede lige at tænke ”Oh shit, måske jeg skal skyde noget lige om lidt?”
Vinden var ikke helt stabil, så vi fik nogle kilometer i benene.
Vi gik til Wolve Dam, der havde vi spottet en masse Blesbukke.
Undervejs mødte vi Elands og Giraffer og vi sneg os hen mod Blesbukkene. Men den store flok fornemmede os og trak stille og roligt væk, da vi kom på skudhold.
Bedst, som vi troede det var overstået, kom en enlig springbuk perfekt i vores retning. Skydestokken kom op, jeg fik siget på den. Jeg hørte Jesper sige “stop”. Springbukken blev dog ved med at gå og stoppe – gå og stoppe.
På et tidspunkt mærkede jeg både skydestok, riffel og jeg selv blev løftet og flyttet i en bevægelse.
Jeg fik hurtigt øje på springbukken igennem kikkerten igen. Afstandsmåler viste 134 meter.
– Skyd, hviskede Jesper i mit øre.
Jeg sigtede præcis, som Sune havde fortalt mig på skydebanen.
”Følg forbenet op til der, hvor skinnet skifter farve”.
Riflen var afsikret, jeg klemte og klemte og sigtede og sigtede, fluerne svirede om ørene, da skuddet gik. Jeg hørte først braget og derefter et tydeligt anslag. Jeg hørte far sige ”Klask” bagved mig. Jeg får skruet kikkertens forstørrelse ned og så springbukken ligge i græsset på skudstedet.
Jesper klapper mig på skulderen og smiler og nikker. Vi venter et par minutter inden vi går frem til dyret. Jeg holder godt fast i riflen og tænkte: ”Åh nej, hvad nu hvis den løber”
Det gjorde den heldigvis ikke …
Jesper prikkede den på øjet med skydestokken, den var død og mit første stykke vildt var en realitet! Ben kom kørende i bilen og greb macheten, for at klippe græsset så vi kunne tage nogle fine billeder.
Mens Ben gjorde det, kom bukkefebren og jeg begyndte at ryste en smule. Det hele skulle lige lande og falde på plads.
Efter vi havde taget nogle fine billeder, fik vi springbukken op bag bilen og kørte hjem til skinderrummet. Jeg skulle skrive mine egne tags, jeg kan huske det var lidt en mærkelig følelse, det var ikke helt gået op for mig at en kæmpe drøm var blevet opfyldt. Min far og jeg gik lidt efter op til Richardo og Savanti i skinderummet, de var godt i gang med at skinde min springbuk.
Min springbuk var en ung hun, og hunnerne har også opsatser. Dog ikke lige så store som hannernes.
På et tidspunkt får jeg opsatsen og det fine skind hjem og jeg ved lige præcis, hvor det skal være.
På Marrick er der en tradition for, at når man har skudt en springbuk skal man have en særlig drik kaldet Springbuk, der består af halv Amarula, som er en Sydafrikansk likør og halv pebermynte likør. Det smager fuldstændig ligesom Aftereigth i flydende form.
Der går ikke mange strudser på Marrick og man skal være heldig, hvis man skal i nærheden af dem, men Jane kunne også godt tænke sig at skyde sådan en. Det lykkedes ikke på Marrick, men vi fik lov at jage på en nabofarm, en kvægfarm på 40.000ha.
Vi kørte i den åbne safaribil derover, ud af landevejen. Det var nok ikke gået i Danmark.
Området var gigantisk og helt uoverskueligt! Vi prøvede at komme i nærheden af flere forskellige strudser, men uden held. På vores vej rundt så vi bl.a. dromedarer, springbukke i rå mængder, giraf, zebra, sabel, Oryx, Wilderbeast og meget mere. Fedt område.
Min far, der var rejst ned til os de sidste dage, ville jeg også gerne dele oplevelsen med. Duften, stemningen, følelsen og naturen kunne ikke kun vises på billeder.
Jagten er en fælles interesse, som min far og jeg deler meget! Så jeg var meget glad for, at han kunne komme ned og vi også kunne få oplevelsen sammen.
Den sidste aften ville vi se om vi kunne finde noget vildt, som min far kunne skyde.
Vi sprang af bilen og gik ud i det blå.
Vinden var god og duften var lige så fantastisk, som den plejede. Vi skubbede en flok perlehøns foran os og vi ser en flot flok springbukke stå ude i det åbne; dem kunne vi ikke komme til grundet lang skudafstand fra det begrænsede skjul vi har, ude i det åbne.
Vi arbejdede os videre ud i området med de berømte ”Wait a bit bush”. Buskene har tre cm lange, hvide torne, som kan punktere en Toyota.
Jesper spotter en springbuk i kanten af bevoksningen, og vi kommer hurtigt på skudafstand.
Jesper når at sige “Klar” inden vi opdager, det er en guldmedalje.
Min far er på ingen måde trofæjæger og i mellemtiden har vi spottet et vortesvin bag springbukken. Jesper og min far bliver hurtige enige om, at det er langt sjovere at prøve at skyde vortesvinet. Så var turen fuldendt og vi rejste hjem sammen en kæmpeoplevelse rigere. Noget jeg aldrig ville glemme!
Jesper Brahe er 54 år gammel, og har guidet jægere i mere end 25 år i Afrika og andre steder i verden.
Jesper er venlig, glad, sød, sjov og ikke mindst rigtig dygtig! Han får alle til at føle sig velkommen.
Sune er Jespers faste rejsemakker, de mødte hinanden i Livgarden inden der blev farvefjernsyn. Sune har en Vestjysk hvilepuls på ca. 11. Det rareste menneske, hvilket er en stor hjælp, når han flere timer om ugen er instruktør på riffelbanen i Danmark.
Jeg drømmer om at komme tilbage til Afrika. Jeg savner allerede stedet, jagten og stemningen. Oplevelserne står højere end trofæerne på min ønskeliste, men måske engang en zebra kunne blive et flot gulvtæppe eller en stor flot impala til væggen.
Vildtmængden i Sydafrika syntes jeg er overvældende, Temperaturen, vejret, stemningen, menneskerne og jagten var helt overvældende. Det hele har været en helt igennem fantastisk oplevelse!
Jeg er solgt.
