Bedst som Henning Kørvel troede, at nu var jagten forbi, kom returbukken ud fra dens grantykninen, men hvad der lokkede den sky buk på skudhold, kan du læse mere om her
To ældre returbukke på Bækkeskov Gods gav Henning Kørvel grå hår i hovedet, fordi den ene smælede voldsomt, når han bevægede sig i dens territorium. Han troede, at bukken kendte lyden fra hans bil og således vidste, at nu skulle den være på vagt. Over en måned inde i bukkejagten ”trådte” Henning Kørvel på en rå i bukkens territorium, så den smælede vredt. Bedst som han troede, at nu var jagten forbi, kom returbukken ud fra dens grantykning for at se, hvad råen smælede af, hvilket blev dens Waterloo.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Af Børge Hinsch (1915-1995), som jeg kendte personligt og var ven med, fik jeg lov til at skyde et par bukke hos ham på Bækkeskov Gods, som han havde ejet siden 1970.
Fordi de begge var ældre og op imod 10 år, var de i lighed med alle andre ældre bukke ikke de nemmeste i verden at jage, men slidsomme og (herligt) udfordrende.
Den ene stod i en tykning af rødgraner, der stødte op til højbøge, som jeg var nødt til at gå igennem, når jeg jagede bukken nær dens dækning i granerne.
Den anden stod i skovstykkets østlige udkant, hvor der fandtes et andehul, men jeg var sikker på, at den også gik ind på nabostykket.
Bukken i grantykningen op til bøgene var uforudsigelig og forudsigelig på samme tid. På grund af tørre bøgeblade i skovbunden oplevede jeg selv, at hvor forsigtigt jeg end gik af sted, lød min gang i mine ører alligevel, som om jeg gik på et lag franske kartofler. Og når jeg mindst ventede det, og underbevidst alligevel var forberedt på det, lød pludselig en vred smælen fra bukken, uden at jeg fik den at se. Men fra skjulet i granerne kunne den både se (og høre) mig, fra det øjeblik jeg ankom, og indtil dens smælen havde fået mig ud af dens territorium.
Da jeg startede med at jage på godset, fik jeg forevist de steder, hvor jeg måtte jage, men ingen kunne give mig en beskrivelse af de bukke, der fandtes, fordi de næppe selv havde spottet dem. Blot vidste de, at de var ældre og besværlige og ”gøede for et godt ord”.
De første par gange, hvor bukken havde skældt mig ud, uden at jeg havde fået en flig af den at se, grinte Børge Hinsch, da jeg ved kaffen i køkkenet efter pyrchjagten fortalte ham om min oplevelse.
”Det skal jo ikke være let, for så kunne jeg få enhver anden til at skyde de bukke”, mente han.
Jeg har heller ikke tal på, hvor mange gange, jeg specielt jagede bukken i granerne ved bøgene. Blot ved jeg, at det hver gang endte på samme måde, nemlig ved, at bukken smælede vredt, når den hørte, at jeg ”listede” af sted på tæppet af franske kartofler. Og når jeg således var opdaget, var chancen for videre jagt forbi på den outhing.
Den kendte lyden af min bil
Jeg tror, at den havde lært lyden fra min dieselbil at kende og således var bevidst om, når jeg ankom og derfor var forberedt på, at jeg snart ville gå ind i dens territorium.
Bukken havde alle odds på sin side. Den stod i sin grantykning og vidste, at den qua bøgebladene i skovbunden var godt beskyttet, fordi ingen kunne nærme sig den, uden at den hørte det, og når lyden af fodtrin på de franske kartofler, lød, så kvitterede den vredt smælede fra den dybeste afkrog af sin krop.
Jeg kunne selvfølgelig have spurgt, om der ikke kunne blive sat en stige op i bøgene, hvorfra jeg kunne skyde bæstet, når den vovede sig ud af rødgranerne. Men fordi vi satte en ære i at pyrsche, og bukkene således skulle skydes til fods, så ville det være en falliterklæring at bede om at få sat en stige op. Derfor opgav jeg tanken.
En morgen, hvor jeg sad på en stak tømmer, spottede jeg en skovmår, og fordi den så stor ud, mente jeg, at det måtte have været en han.
Til Børge Hinsch gav jeg udtryk for, at jeg mente, at bukken kendte min bil og hørte, når jeg parkerede den ved hovedbygningen, og den således altid har forberedt på, at jeg ville indfinde mig på dens enemærker.
Børge Hinsch grinede, hvilket jeg også selv var nødt til, fordi det ville se fjollet ud, at jeg spillede fornærmet over, at den buk simpelthen var for snedig.
Uanset fra hvilken vinkel jeg prøvede at komme på skudhold af den, så havde den føling med, hvad jeg havde gang i, og bedst som jeg troede, at nu havde jeg fat i den lange ende, lød dens vrede smælen.
Bauw-bauw – bauw-bauw.
Ingen kunne hjælpe mig. Jeg måtte selv klare skærene, men hvordan?
Den 22. juni om morgenen, hvor jeg siden 16. maj havde jaget bukken over 20 gange, gik jeg igen ind i bøgene. Det så lovende ud, men da jeg kom til et hindbærkrat, ”trådte” jeg på en siddende rå, der for af sted med en smælen, der i vrede og styrke ikke stod tilbage for bukkens skæld ud.
Jeg stoppede op.
Lokket frem af råens smælen
”F……”, tænkte jeg, nu er den morgen spoleret, men da jeg kiggede over mod rødgranerne, så jeg til min store undren, at den gamle returbuk kom luskende ud for at skulle se, hvad råen smælede af.
Afstanden var cirka 140 meter. Jeg lagde riflen an mod en stor bøg, og da trådkorset hvilede på bladet, gav jeg aftrækkeren det lette tryk, som fik kuglen til at forlade løbet.
Bukken faldt på stedet, og jeg gik hen til den og så nu for første gang, hvad jeg havde været oppe imod: En cirka 10 år gammel returbuk, der havde mistet alle sine sprosser på begge stænger, men fordi den var snu og hidtil havde været mere snedig end de, som der jagede den, var blevet cirka 10 år, og var dermed i en kategori af bukke, som der kun skydes få af i Danmark, fordi bukke generelt skydes for unge, og mange således ikke når at blive modne.
Den vejede i opbrækket stand 19 kg, og fordi den således var for tung til at blive båret over til hovedbygningen for at blive præsenteret for Børge Hinsch, hentede jeg bilen og lagde den bagi og kørte derpå tilbage til hovedbygningen, hvor Børge Hinsch og ”Guffer” tog imod.
De var begge glade for, at den selvrådende buk – der havde passet godt på sig selv i 10 år – omsider var forendt. Glad var også jeg for, at det omsider lykkedes for mig at skyde den.
Den 10. juli lykkedes det for mig at skyde den anden af de to ældre besværlige bukke, som jeg havde fået til opgave at afsjæle. Den skød jeg om aftenen, hvor den kom gående imod mig og stoppede op cirka 125 meter ude. Også den var returnerende, men havde lidt af forsprosserne i behold, hvorimod bagsprosserne var borte.
Begge skalpe indgår i min samling af bukkeopsatser og minder mig til evig tid om dejlige jagtdage på Bækkeskov Gods og Børge Hinsch, der desværre drog til de ”evige jagtmarker” i 1995, før han ville være fyldt 80 år, og hans store trofæsamling der ejes af Børge Hinsch Fonden, herefter blev kernen i trofæsamlingen på Dansk Jagt- og Trofæmuseum på Valdemars Slot, Tåsinge.
Den 22. juni om morgenen mødte den vrede og snedige returbuk sit Waterloo på en måde, som ingen havde kunnet forudse.
Smælen fra en rå, som Henning Kørvel ”trådte” på, lokkede bukken – der var snedig, men samtidig nysgerrig – frem, hvilket blev dens skæbne.
