Forskerne er ikke optimistiske efter fund af syv snarer pr. kvadratkilometer
Snarefangst truer muntjacs
Muntjacs findes i relativ mindre bestande i Indokina. I alt er 12 arter fundet indtil nu, men forskere venter nye arter kan blive opdaget fremadrettet. Med undtagelse af den røde muntjac (Muntiacus muntjac), der anses for mindst truet, trues alle de øvrige muntjacs af snarefangst, som er vidt udbredt i Indokina. I en cambodjansk nationalpark har rangere fundet 27.714 snarer, svarende til syv pr. kvadratmeter. Forskerne er ikke optimistiske for artens overlevelse i Indokina og udelukker derfor ikke, at avl i fangenskab og udsætning kan blive nødvendigt.
Tekst: Henning Kørvel
Muntjacs betegnes som ”gøende hjorte”, fordi de har en høj stemme. Begge køn gør, når ukendte lyde eller bevægelser udløser en advarselsreaktion, der sandsynligvis skal advare andre muntjacs i nærheden om en potentiel fare.
I Europa kender trofæjægere den kinesiske, Reeves muntjac, der findes i Midtengland, og som er indført og udsat på Woburn Estate i år 1900.
Forinden var den større indiske muntjac udsat i parken på det store gods, men fordi ejeren fandt den for stor og uelegant blev den bortskudt og erstattet af den mindre Reves muntjac fra Kina.
Nogle undslap fra parken og har grundlagt den store fritstående bestand, som trofæjægere i dag nyder godt af, og mange danske jægere har nedlagt muntjacs i England. Desuden har andre igen skudt indisk muntjac i Nepal.
Muntjacs findes i 12 arter, der alle hører til i Asien. Muntjacen med det største gevir – Giant muntjac – (Muntiacus m. vuquangensis), der lever i Vietnam og det centrale Laos, er ekstremt sjælden og truet.
En af de største farer for muntjacs er ifølge Conservation Frontlines snaring, der anvendes bredt i hele Indokina. Ingen ved, hvor mange titusinder eller hundredtusinder af snarer, der findes i hele Indokina, men det antal snarer, som er fundet i en cambodjansk nationalpark, giver en ide om mængden, for her fandt rangere 27.714 snarer i 2015, hvilket svarer til syv pr. kvadratmeter eller 17,5 snarer pr. kvadratkilometer.
Avl kan blive nødvendig
Hvis muntjacs skal bevares for eftertiden, er det nødvendigt med større offentlig bevidsthed om deres situation. På Vietnams Dalat-plateau og i Laos Nakai-Nam Theun National Protected Area ser bevarelse ud til at være mulig, og forskere håber at få bedre bestandstætheds-estimater i forhold til den trussel, som snaring udgør for muntjacs. Ophjælpning af bestanden kan blive nødvendig ved opdræt i fangenskab og udsætning i naturen.
Muntjacs er udbredt fra Borneo til det østlige Pakistan, og fra Scri Lanka og det vestlige Indien til det bhutanske Himalaya op til 3.700 meter (12.000 fod).
De fleste af de 12 muntjacarter har imidlertid en begrænset udbredelse, og nogle arter er først for nylig kommet til forskernes opmærksomhed. Faktisk er det kun tre årtier siden, at et stort område i Vietnam og Cambodja blev besøgt af feltbiologer, og verden fik kendskab til deres fund af nye arter.
Udover Giant muntjac blev der konstateret en muntjac, der er mindre end Reeves muntjac, nemlig, Truong Son, der blev rapporteret i april 1997 af forskere fra Vietnams ministerium for landbrug og landdistriktsudvikling. En tredje art fra en fjerntliggende del af det nordlige Myanmar, blev også bekræftet for nylig.
Endvidere blev Roosevelts muntjac, der oprindelig blev opdaget i 1920-erne genopdaget, efter at dens eksistens ikke var blevet verificeret i syv årtier, før den blev bekræftet i 1996 af to amerikanske forskere, William Robichaud og George Schalier. Forskerne venter, at der fremadrettet vil blive opdaget nye og hidtil ukendte arter af muntjacs.
Fællestrækket for muntjacs er, at de lever relativ ensomt, og fordi de primært er aktive om natten, er det en udfordring at studere dem, og bestandsstatus er derfor altid usikker. At finde måder at se dem på er ikke ligetil, og endnu mere presserende er det at finde midler til at opnå en effektiv beskyttelse af muntjacs.
Nogle muntjac-bevaringsområder blev implementeret så langt tilbage som 1962, da Ho Chi Minh fremmede etableringen af Vietnams første beskyttede område, Cuc Phuong National Park. Han forestod ”rung la vang”, at skove er guld, hvilket betyder, at miljøbeskyttelse svarer til at have penge i banken, og det er en klog investering i fremtiden.
De muntjacarter, der kendes i dag, er under forskellige trusselsniveauer. For eksempel angiver IUCN den sydlige røde muntjac (Muntiacus muntjac) som den mindst truede, mens den sorte muntjac (Muntiacus crinifrons) er sårbar, og muntjacen med det store gevir, Giant muntjac (Muntiacus vuquangensis) er kritisk truet, om end bestandsstørrelsen er ukendt, men den synes bundet til Annamites stedsegrønne og semistedsegrønne skove.
Det antages, at Giant muntjac blev jaget og spist af oprindelige folk, hvis landsbyer strækker sig over de bjergrige grænser til Vietnam, Cambodja og Laos. Og denne muntjac var også kendt længe af franske jægere, mens Vietnam var koloniseret, men den var derimod ikke kendt af vestlige forskere.
Snarer af cykelkabler
En antydning af denne art kom først for en dag i 1993, da Rob Timmins og Tom Evans, to frygtløse økologer, udførte videnskabelige undersøgelser i Laos, og her opdagede de gevirer, der hængte i et hus tæt på Phou Xang He beskyttede område.
Det satte straks Timmins på udkig, og han fik senere set sin første levende giant muntjac, mens han vandrerede på Nakai-plateauet. Selv om hunnen spurtede væk fra Timmins, fik han et tilstrækkeligt klart blik af dens hale til at være sikker på, at den adskilte sig fra andre kendte muntjacs.
Det flygtende dyr var, som han beskrev det, agouti i farve med skiftevis mørke og lyse bånd. I 1994 så Timmins og Evans flere muntjactrofæer af giant muntjac i Nakai Plateau-landsbyer, og senere blev et levende eksemplar set i Lak Sao Zoo i Laos.
De menneskelige trusler imod det sydøstasiatiske dyreliv i almindelighed og giant muntjac i særdeleshed er højaktuel, fordi jægere i dag fanger alt med snarer, hvad der let kan fanges, primært for at sælge til mellemmænd i den blomstrende dyrelivshandel, og andre fortæres af lokale familier, og andre igen sælges på lokale markeder.
Snaring udgør en af de største farer for muntjacs. Metoden anvendes bredt i store dele af Indokina. Snarer fremstilles typisk af billige materialer, hovedsagelig cykelkabler.
Med disse billige fælder høster jægere kød, organer, knogler og gevirer for en ringe investering. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at døden ved snaring er både langsom og pinefuld.
Næsten alle hjemmehørende arter står over for yderligere udfordringer. Tømmerhugst og minedrift ødelægger sammen med dæmninger til vandkraft skovens bjerge, mens nye veje øger adgangen for krybskytter og fragmenterer dyrenes levesteder og bestandene.
En mindre forudsigelig menneskelig fremtid er potentielt dårligt nyt for muntjacs. Saola (Pseudoryx nghetinhensis) er stort set forsvundet, og er således ikke blevet fotograferet i næsten et årti, selv om lokale landsbybeboere lejlighedsvis gør observationer af det sjældne dyr.
Ifølge Timmins kendes Giant muntjac i dag kun fra Annamite Mountain Chain og tilhørende bakkeområder i Laos, Vietnam og marginalt det østlige Cambodja. De fleste optegnelser for denne art afspejler en bestand, der skrumper ind sammen med udbredelsesområdet.
IUCN Deer Specialist Group foreslår et avlsprogram, hvor Giant muntjac avles i fangenskab som en ekstra forsikring for artens overlevelse, selv om et sådant initiativ kan være dyrt, og man i dag ikke ved, hvor pengene til det skal komme fra.
Mens meget er kendt om verdens hjorte, står nyopdagede eller genopdagede arter i Indokina i skyggen, selv om de er kongelige, og de ligesom Ho Chi Minhs ”rung la vang” er en form for guld, der er værd at gemme for eftertiden.
Den indiske muntjac er større end Reeves muntjac i England, men lille i forhold til Giant muntjac, som blev set af Freddy Wulff i 1990-erne.
Mange dyr i Indokina fanges i snarer til den store dyrelivshandel, men nogle ender desuden på spisebordet, og andre igen bliver solgt på lokale markeder.
Forskere udelukker ikke, at det kan blive nødvendigt at avle især Giant muntjac i fangenskab og udsætte dyrene på steder, hvor der er mindst risiko for, at de bliver fanget med snarer.
