Muntjac er den ældste kendte hjorteart, men alligevel er der meget, som de fleste ikke ved om den lille hjort
Reeve’s muntjac
Af Henning Kørvel
Reeve’s eller kinesisk muntjac, der er en ud af 11 arter muntjacs, som alle har Asien som deres naturlige udbredelsesområde, findes i tre underarter, hvoraf to er udbredt i Kina: Muntiacus r. reevesi og Muntiacus r. micrurus. Den tredje – Muntiacus r. jiangkouensis – findes i Taiwan.
Muntjac er den ældste kendte hjorteart. Fossile fund godtgør, at arten var udbredt for 15-35 millioner år siden.
Reeve’s muntjac har fået sit zoologiske navn efter den britiske naturforsker John Reeves, der var var te-inspektør i East Indian Company i 1812.
Voksne muntjacs er cirka en halv meter over skulderen, og fra snude til halespids måler voksne individer cirka en meter. Vægten er 10-18 kg og råer 10-16 kg.
Bukkens opsats bliver op til fire tommer, svarende til godt 10 centimeter, høj, og i overkæben udvikler bukken to hjørnetænder, som bliver op til to tommer lange. Muntjacs har en høj gøende lyd, der bruges som advarselssignal.
Råen er kønsmoden som etårig, yngler året rundt og er drægtig i 209-220 dage.
I England blev først den noget større indiske muntjac udsat i Woburn Abbey Park i Bedfordshire af den 12. Hertug af Bedford, men de blev skudt bort og erstattet af Reeve’s muntjac, som er mere elegant end den større indiske muntjac.
Nogle individer af den kinesiske muntjac undslap omkring år 1900 og etablerede fritlevende bestande, der er suppleret med udslip fra en zoo.
Reeve’s muntjac findes i dag over hele Syd- og Midtengland samt det østlige Wales, og den breder sig stadig.
Føden udgøres af urter, blomster, græsser, nødder og skud og blade på buske og træer op til bidehøjde. I og med, at muntjac er udpræget nataktiv og gerne krydser over veje i søgen efter føde, rapporteres om mange påkørsler i trafikken.
Udøver England er muntjac introduceret i Belgien, Holland og Irland, men i Irland er meningerne -som i England – delte om berettigelsen af dens tilstedeværelse.
Medaljekrav CIC:
Guldmedalje 61 point. Sølvmedalje 58,50 point. Bronzemedalje 56 point
John Reeves
John Reeves (1.5. 1774 – 22.3. 1856) var britisk naturforsker. Han skabte sig en bemærkelsesværdig samling af kinesiske tegninger af dyr og planter. I 1806 blev han af East Indian Company udnævnt til te-inspektør.
Hans navn mindes i den latinske betegnelse for dels kinesisk muntjac: Mutiacus r. reevesi og dels en fasan fra det centrale og østlige Kina: Syrmaticus r. reevesi.
Reeves var den første person, der i 1831 bragte levende eksemplarer af denne fasan, som også kendes under navnet, kongefasan, til Europa.
Udover England blev den introduceret i Tjekkiet, Frankrig og Hawaii. Kokken hos reeves fasan har længere halefjer end alle øvrige fasanarter.
Fra næbspids til halespids kan den blive op til 2,10 meter lang, og på fasanjagter i Tjekkiet, hvor der nedlægges kongefasankokke, er det normalt, at prisen fort en kok retter sig efter halelængden.
I sit oprindelige udbredelsesområde i Kina og Mongoliet er reeves fasan truet, og står på IUCN’ røde liste over truede dyrearter.
LÆS også:
