En mand i Hørve-området på Sjælland er blevet anmeldt til politiet for at angribe to schweisshunde, der var på arbejde
Af Redaktionen
De to Golden Retrievere er blandt andet slået i hovederne. Her en uge efter det voldsomme angreb er hundene stadigvæk stærkt forslåede, og den ene af hundene kan have tildraget sig permanente skader.
Schweisshundeføren var ude på et helt legalt eftersøg efter en anskudt hjort.
De to hunde havde standset og holdt hjorten, da de blev angrebet af manden, som i øvrigt ikke selv ejede den pågældende ejendom.
Schweisshundeføren – Dan Foglmann – er rystet over angrebet, og fortæller til TV2 ØST:
– Mine hunde er trænet til at holde fast og ikke slippe vildtet. Hvis der skal slippes, skal der slåes hårdt. Og begge hunde slap.
Han beretter, at manden angreb hundene selv om han havde fået forklaret baggrunden for hundenes arbejde.
Sagen ligger nu hos Midt- og Vestsjællands Politi der afgør, hvorvidt der skal rejses en sigtelse i sagen.