En norsk ulv, mistænkt for at stå bag 300 dræbte får i denne sommer, er efter langs tids jagt nedlagt. Myndighederne kan dog ikke med sikkerhed hævde, at det er den rigtige ulv, der er skudt
Af Redaktionen
Den efterlyste hunulv, som menes at stå bag 300 dræbte får, blev opdaget, da den jagtede en fåreflok ved Bergsund i Östra Toten, Opplands fylke.
På det tidspunkt, hvor ulven blev opdaget, var der allerede flere jægere i området, da der havde været angreb på får dagen før.
Læs også: Ulve står bag drab på famhjorte
– Ved daggry blev ulven observeret og derefter kunne opsporingen begynde, udtaler jagtlederen bag ulvejagten til NRK
Han oplyser desuden, at det er en stor lettelse, da det har været en speciel sommer, især for landmænd, der har får, men også for de jægere, som har forsøgt at nedlægge problemulven.
Den nedlagte hunulv skal nu undersøges, men meget peger på, at der er tale om ulven, der i følge Jaktjournalen.se har dræbt omkring 300 får i området i løbet af sommeren 2017.
Kjell Arvid Briskodden fra Statens Naturoppsyn siger til NRK, at det er for tidligt med sikkerhed at identificere ulven, men han mener dog, at det er den rigtige ulv, der er nedlagt