Ulve skal udvise »naturlig skyhed«. Ellers risikerer de per definition at blive betragtet som problemulve. Men hvor naturligt skal ulve optræde, når de lever i et unaturligt landskab?
Ulv: Hvad er naturlig skyhed?
Af Redaktionen
Den vestjyske ulv, der gennem længere tid havde udvist opsøgende adfærd og blandt andet nærmet sig børn i Nørre Nebel, blev den 13. august 2026 skudt af Naturstyrelsen.
Dermed blev et konkret problem løst, selv om ulven ikke havde gjort en kat fortræd. Den havde blot mistet sin naturlig skyhed overfor mennesker. Det potentiel farlige ulv blev lagt lit de parade og pressen klapsede løs og viste den farlige ulv frem for alverden.
Men ulven havde ikke vist sig farlig. Den var bare ikke bange for mennekser … Den udviste ikke naturlig skyhed.
Sagen efterlader derfor et grundlæggende spørgsmål: Hvad mener vi egentlig, når vi taler om ulvens »naturlige skyhed«?
Begrebet anvendes ofte, som om der findes en fast og medfødt afstand, som en vild ulv bør holde til mennesker, huse og veje. Men biologisk er virkeligheden betydeligt mere kompliceret.
Ulve undgår generelt mennesker. Det er veldokumenteret. Men forskning viser samtidig, at ulvens adfærd varierer med blandt andet landskab, tidspunkt på døgnet, individ, alder, erfaring og livsfase. En ulv kan altså være meget forsigtig i én situation og langt mere tolerant over for menneskeskabte elementer i en anden. (ScienceDirect)
Det gør ikke begrebet naturlig skyhed meningsløst. Men det gør det nødvendigt at spørge, hvad vi egentlig mener med ordet naturlig.
Hvor er den natur, ulven skal opføre sig naturligt i?
Danmark er ikke et landskab, hvor ulven kan vælge mellem menneskets verden og en stor, sammenhængende vildmark.
Landet er gennem århundreder blevet formet af mennesker. Store arealer anvendes til landbrug, og mellem markerne ligger byer, landsbyer, parcelhuse, sommerhusområder, produktionsskove, motorveje og mindre veje.
Ulven er derfor ikke vendt tilbage til den natur, dens forfædre engang levede i. Den er vendt tilbage til kulturlandskabet.
Det samme gælder rådyr, kronvildt, ræve, grævlinger, harer, gæs og en lang række andre arter. De lever ikke uden om mennesket. De lever omkring os, mellem os og ofte af de muligheder, vores landskab skaber.
Det interessante er, at dyrene ikke blot accepterer denne virkelighed. De ændrer adfærd for at kunne leve i den.
En stor international undersøgelse af 163 pattedyrarter viste eksempelvis, at menneskelig aktivitet kan ændre både aktivitetsniveau og døgnrytme. Rovdyr reagerede særlig kraftigt og blev mere nataktive. (Nature)
Det er i sig selv en vigtig pointe. Vilde dyr tilpasser deres adfærd til os.
Ræven flytter ind i byen
Ræven er måske det tydeligste danske eksempel.
En ræv, der for generationer siden primært blev forbundet med marker, levende hegn og skove, kan i dag bevæge sig gennem villakvarterer, parker og kirkegårde. Den kan passere mennesker på afstande, som ville få en ræv i et jagtområde til at flygte.
Forskning fra Warszawa har dokumenteret, hvordan ræven over årtier har koloniseret byen og taget parker og kirkegårde i brug. (Nature)
Er byræven derfor unaturlig? Næppe. Den gør præcis det, som evolutionen har gjort dyr i stand til: Den tilpasser sin adfærd til de omgivelser, den lever i. Det samme ses hos vildsvin.
GPS-studier af vildsvin omkring Berlin har vist markante forskelle mellem dyr i bynære områder og dyr i mere landlige omgivelser. De urbane vildsvin havde blandt andet en meget kortere flugtafstand og accepterede i højere grad menneskelig forstyrrelse. (Frontiers)
Hvis et dyr flygtede i panik, hver eneste gang det så, hørte eller lugtede et menneske i et tæt befolket område, ville det bruge enorme mængder energi på reaktioner over for noget, der langt de fleste gange ikke udgør en akut trussel.
Habituering – tilvænning – er derfor en helt grundlæggende biologisk mekanisme. Gentagne påvirkninger uden negative konsekvenser kan medføre en reduceret reaktion.
Ulven gør det samme – men med en vigtig forskel
Ulven er heller ikke biologisk fastlåst.
Et skandinavisk studie baseret på GPS-data fra 52 voksne ulve viste ganske vist en tydelig generel undgåelse af bebyggelse og større veje. Det understøtter opfattelsen af ulven som et dyr, der normalt forsøger at holde afstand til mennesker. (ScienceDirect)
Men det betyder ikke, at enhver ulv altid reagerer ens. Finske undersøgelser har eksempelvis vist, at ulve kan komme tæt på boliger, især i områder med høj tæthed af mennesker. Det skete overvejende om natten. Forskerne pegede samtidig på, at ulvene så ud til at lære at undgå boliger.
Et andet finsk studie fandt noget endnu mere interessant.
Da unge ulve forlod deres oprindelige territorium og begyndte at vandre, blev deres undgåelse af veje og huse markant mindre. De tog med andre ord større chancer, når de skulle bevæge sig gennem ukendt land.
Det er væsentligt i den danske debat. En ulv, der krydser en vej, passerer et hus eller bevæger sig gennem et sommerhusområde, har ikke nødvendigvis »mistet sin naturlige skyhed«. Den kan ganske enkelt være en ulv, der forsøger at bevæge sig gennem et menneskeskabt landskab.
Skyhed er ikke en konstant størrelse
Problemet opstår derfor, hvis naturlig skyhed behandles som en kontakt, der enten er tændt eller slukket.
En omfattende forskningsgennemgang af menneskeskabt frygt hos vilde dyr konkluderer netop, at reaktionerne afhænger af blandt andet art, individ, køn, miljø, tidligere erfaringer og om dyret lever i et urbant eller landligt område. (ScienceDirect)
Derfor findes der næppe én universel biologisk afstand, hvor en ulv på den ene side er »naturlig« og på den anden side »unaturlig«.
Når tolerance bliver et problem
Det betyder ikke, at enhver ulveadfærd skal accepteres. Her er sagen fra Nørre Nebel vigtig.
Der er stor forskel på en ulv, som om natten passerer et hus, og en ulv, der gentagne gange opsøger mennesker, går ind i haver, nærmer sig børn eller ikke reagerer på aktive forsøg på at skræmme den væk.
Det er netop adfærden – ikke alene afstanden til mennesker – der bør være afgørende. En ulv kan befinde sig relativt tæt på mennesker og stadig forsøge at undgå kontakt. Derfor er ord som opsøgende, habituering og manglende reaktion på bortskræmning ofte mere præcise end blot at konstatere, at et dyr har mistet sin naturlige skyhed.
Forvaltningen har samtidig en legitim opgave, når et stort rovdyr udvikler en adfærd, der kan skabe konkrete konflikter eller risiko. Kritikken af begrebet naturlig skyhed er derfor ikke et argument imod regulering af problemulve.
Problemadfærd
I stedet for at tale om naturlig skyhed kan være meningsfuldt at spørge: Udviser denne ulv en konkret adfærd, som er uacceptabel?
Det spørgsmål kan i langt højere grad besvares ud fra observationer.
Opsøger den mennesker?
Følger den efter mennesker?
Går den gentagne gange ind på beboede ejendomme?
Forbinder den mennesker med føde?
Kan den skræmmes væk?
Gentager den adfærden?
Sådanne kriterier fortæller mere om en potentiel problemulv end en abstrakt forestilling om, hvor »naturligt sky« en ulv bør være. For naturlig skyhed eksisterer næppe i et miljø der ikke længere er naturligt.
Ulvens adfærd udvikles med dets erfaringer og det landskab, den lever i. Og netop dét landskab har vi mennesker forandret næsten fra ende til anden.
Vi har allerede accepteret byræve, og begrebet by-vildsvin er vel også ved at bide sig fast i flere europæiske storbyer. Men om vi en dag vil tage ordet byulve i anvendelse og dermed signalere, at det ikke er ulvens tilstedeværelse i bynære område, der kan være et problem. Det er de enkelte ulves adfærd, der afgør om de skal udpeges som problemulve og dermed gøres fredløse …
Habituering er ikke det samme som tamhed
Habituering betyder, at et dyr gradvist reagerer mindre på en gentagen påvirkning, når påvirkningen ikke efterfølges af noget farligt. Det kan eksempelvis være mennesker, biler eller andre forstyrrelser.
Det betyder ikke nødvendigvis, at dyret er tamt eller aktivt søger menneskelig kontakt.
Forskningen viser, at vilde dyrs reaktion på mennesker kan påvirkes af både erfaring, individuelle forskelle og omgivelser. Derfor kan to individer af samme art reagere meget forskelligt på den samme menneskelige aktivitet.
