Det vestjyske ulvepar står bag en en række husdyrangreb, hævder ny rapport fra Århus Universitet, der også konstaterer, at de “danske” ulve ikke har efterladt sig spor i udlandet
Af Erik Poulsen
Dna-prøver fra de seks dræbte dådyr på en hjortefarm ved Ørnhøj viser, at hunulven har været på spil i marts, mens hanulven havde tænderne i de to får, der blev dræbt bag ulvesikkert hegn på Vind Hede den 22. maj.
Hanulven er også kendt fra drab på et får i den vestlige Schleswig-Holstein i marts 2016. Det første, ynglende ulvepar i Danmark er altså i begge tilfælde ulve med husdyr på menukortet.
Aarhus Universitets rapport fortæller, at de begge stammer fra tyske kobler. Tæven anslåes at være mellem to og fem år, mens hanulven formodes at være to år gammel. Parret antages at være kommet til Vestjylland i efteråret 2016, hvilket også falder sammen med striben af angreb på husdyr i den vestjyske ulvezone.
Er de danske ulve alligevel danske?
Rapporten fastslår i øvrigt, at der siden fundet af Thy-ulven er fundet sikre dna-spor af seks individuelle ulve i Danmark, men at det ikke kan “udelukkes, at der har optrådt flere individer på dansk grund end de seks dokumenterede ulve”.
Ingen af de seks omtalte ulve har efter observationerne her i landet efterladt sig spor i udlandet. Fire af dem vurderes at have været territoriehævdende i Midt- og Vestjylland, mens sporene fra de to sidste peger mod Oksbøl og Thy.
Thy-ulven døde, det vestjyske par lever, og de tre resterende hanulve er der ikke fundet spor af i henholdsvis 10 måneder, to år og tre år. Rapporten fastslår, at de to sidste ulve formodes at være døde uden at være fundet.
Læs hele rapporten på her