Skal beskyttet natur beskyttes? Ja, mener DN, der nu går skridtet videre i kampen for at redde enestående vestjysk natur med sjældne og truede ynglefugle mod opdyrkning, mens kommune og stat passivt ser til. Derfor har DN nu indsendt en officiel klage til EU Kommissionen …
Af DN
DN vil ikke anerkende, at regeringen ser stiltiende på de brud på naturbeskyttelsen, der finder sted i Værnengene i Ringkøbing Skjern Kommune. Efter utallige – men forgæves henvendelser til både kommune og stat har DN derfor sendt en klage til EU Kommissionen i det, foreningen mener, at der er tale om overtrædelser af EU’s Habitatdirektiv.
Ploven – ikke loven – råder
– Vi har et enestående og i øvrigt internationalt beskyttet fugleområde, hvor der pløjes og gødes i engene uagtet, at Natur og Miljøklagenævnet i flere omgange har bedt Ringkøbing Skjern Kommune sætte en stopper for disse ødelæggelser. Det vil kommunen ikke – derfor har vi bedt miljøministeriet gribe ind. Det har hun også afslået. Vi har således kæmpet i årevis for at få en reel beskyttelse af den beskyttede natur. Nu lader vi EU vurdere det, vi anser for en klokkeklar sag, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i DN.
Værnengene ligger ved Ringkøbing Fjord, der udgør et af landets vigtigste yngle- og rasteområder for en lang række fugle. Området er fredet og udpeget som Natura2000 område, hvilket indebærer, at naturen i området skal beskyttes og udvikles. Fuglene er knyttet til fjorden og de omkringliggende arealer på vidt forskellig vis. Tipperhalvøens store engarealer er et af landets allervigtigste områder for ynglende engfugle. Bl.a. yngler en stor bestand af almindelig ryle og stor kobbersneppe og næsten hele den danske bestand af brushane i selve kerneområdet på Tipperne.
Beskyttelse over benyttelse
– Værnengene er helt unikke, så kan vi ikke beskytte dem, hvad kan vi så beskytte? Derfor går vi til EU Kommissionen, idet vi vil holde den danske stat op på sit ansvar – også i forhold til at sikre, at kommunerne ikke forfalder til at veje erhvervsinteresser over naturhensyn udenom lovgivningen. Det er vigtigt i et land som Danmark med meget lidt natur, at vi så er i stand til at beskytte det, der er, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
Foreningen anfører over for EU Kommissionen, at sagen vedrører dels et konkret område, dels en generel principiel problematik på nationalt niveau.