Hvis ikke der bliver indført arealkrav, mener VFR at der skal indføres endnu kortere jagttid på kronhjort end de foreslåede seks uger. Se referat fra seneste møde
Af Redaktionen
Jan Eriksen, formand for Vildtforvaltningsrådet (VFR), indledte mødet d. 14. juni 2016 med at slå fast, at forvaltning af kronvildt er et kontroversielt emne, hvilket bl.a. har vist sig på en række lokale dialogmøder. (Se link til Styrelsen for Natur- og Vandforvaltning nederst i denne update.)
VFR holder dog fast i sin indstilling til den ansvarlige minister på området, selv om forslaget har fået massiv modstand fra jægere og fagfolk. Både under omtalte dialogmøder og i en række artikler på Netnatur.dk samt ikke mindst i et utal af indlæg på de sociale medier, hvor debatten har bølget frem og tilbage siden det kontroversielle forslag første gang så dagens lys i sommeren 2015.
Forslaget fra VFR bemærker sig især ved arealbegrænsing, da jægerne ifølge VFR ikke har formået at håndtere den store succes med kronvildt på en for rådet tilfredstillende måde.
“Det foreliggende forslag vurderes at være afbalanceret, og der lægges op til en dynamisk tilgang med evalueringer hvert andet år”, udtaler Jan Eriksen ifølge referatet.
Han opfordrede rådet til, at der tages stilling til forslaget, så ministeren kan få forelagt en anbefaling inden hjorte-høringen på Christiansborg den 24. august, som er arrangeret af bl.a. MF Thomas Danielsen (V), fordi høringen bl.a. vil tage udgangspunkt i rådets indstilling til ministeren.

Danmarks Jægerforbund, der tidligere har siddet for bordenden i Den Nationale Hjortevildtgruppe, der har udarbejdet forslaget, har dog efterfølgende fået kolde fødder mht arealbegrænsning.
Også i det første, og nu forkastede forslag fra Den Nationale Hjortevildtgruppe, indgik der arealbegrænsning, men nu ser det ud til, at DJ-formanden Claus Lind Christensen, til irritation for de øvrige medlemmer af rådet kort før målstregen, vælger at trække i land på den del af planen.
“Danmarks Jægerforbund kan tilslutte sig rammen, men ønsker at stå udenfor en eventuel enighed om arealkrav og kravet om obligatorisk indberetning ved indsendelse af kæber.” lyder det i følge referatet fra Claus Lind Christensen.
Måske er DJ-formandens holdning hjulpet på vej af Bæredygtig Landbrug, der hævder, at den private jagtret er tilknyttet ejendomsretten og dermed ikke uden videre kan pålægges den slags begrænsninger.
Læs også:
DJ-Formand irettesættes af formand for Bæredygtig Landbrug
Hvis det viser sig, at arealkravet ikke kan gennemføres, anbefaler DCE en reducering af jagttiden. Istedet for de foreslåede 6 uger anbefales en jagttid på 2-4 uger.
Inden Vildtforvaltningsrådet gik videre til næste punkt på dagsordenen, der bl.a. omhandlede buejagt, bævere, måger og jagt på kortnæbbede gæs, blev den del af referatet, der vedrørte den højaktuelle debat om kronvildt, afsluttet med følgende citat.
“Rådet vil anbefale ministeren, at de af rådet anbefalede tiltag vedrørende kronvildtforvaltning sættes i værk fra 2017. Herudover nævnte Jan Eriksen, at hensigten er, at den nationale hjortevildtgruppe derefter vil arbejde med dåvildtet.”
Læs hele referatet her: VFR udkast referat






