Så kom den anden og sidste unge ud af ægget hos det havørne-par, danskerne kan følge på DOFs havørne-tv …
Af Uffe Rasmussen, DOF.DK
Dermed lykkes det alligevel havørneparret at bidrage til den danske bestand, selv om deres første 2 æg forsvandt i gabet på en husmår.
To små dunede hoveder kunne ses i dag for første gang under deres store mor i den rede, DOF sender direkte havørne-tv fra.
Dermed har havørne-parret for alvor overvundet modgangen i marts, da deres første 2 æg forsvandt i gabet på en æggesulten husmår, der huggede begge æg for åben skærm.
– Det er faktisk en lille sensation, for det er ikke så tit, de lægger æg igen efter et kikset første yngleforsøg. Det er fantastisk, at de lige netop gør det i samme rede, hvor vi har vores kamera, for de kunne have bygget en rede et andet sted, siger Kim Skelmose, projektleder for DOF’s Projekt Ørn.