Under en studierejse til Sydkorea konstaterede professor Kaj Westergaard, at landets bestand af Koreafasaner stortrives selv om landet ikke har godser og ikke kender til vildtpleje
Under en studierejse til Sydkorea i 1973 konstaterede professor Kaj Westergaard, at landets bestand af Koreafasaner stortrives i et landskab, der er et miks af rismarker, krat og småskove. Sydkorea har ikke godser og kender ikke til vildtpleje som i fx Danmark. Til trods for, at fasanerne i det store og hele skal klare sig selv, så stortrives de, og der blev skudt cirka en million fasaner i landet i 1973. Kun kokke er jagtbare, og ”bag limit” er fem kokke pr. jæger pr. dag, og fasaner skydes både af koreanere og turister, navnlig japanere. Kan vi tage ved lære af det?
Tekst: Henning Kørvel
Debat om fasaner som i Danmark er ikke nødvendig i hverken Syd- eller Nordkorea, for på den koreanske halvø er ”Koreafasanen” den mest almindelige fritlevende, populære jagtfugl.
Professor Kaj Westerskov (1919-2003) beretter om den i Dansk Jagttidende (6, 1973) efter en studierejse til Sydkorea.
Af de 30 fasanracer, som Dr. Jean Delacour (1890-1985) anerkender i bogen, ”Verdens fasaner” (1951) som jagtfasanens ”formkreds”, er de fire vestlige racers kokke sorthalsede og findes i Kaukasus-området og syd for det Kaspiske Hav.
De fleste af de øvrige 26 fasanracers kokke har en hvid halsring, og af disse arter er den kinesiske ringfasan i Østkina den race, der har langt det største udbredelsesområde. Mod nord er den adskilt fra Koreafasanen med dels bjerge og dels det Gule Hav.
Foruden på Koreahalvøen findes Koreafasanen vestpå over Mukden-området til de indre mongolske ørkner, mod syd afgrænses den af det Gule Hav. Og mod nord tager den manchuriske fasan over, som hører til de såkaldte grågumpede fasaner sammen med de andre racer i den østlige halvdel af Asien.
Læs mere på netnatur.dk/FASANJAGT
Den manchuriske fasan adskiller sig ikke væsentligt fra den kinesiske ringfasan, men er større end denne, og har en ubrudt hvid halsring på forhalsen, hvor halsringen hos den kinesiske ringfasan ofte er brudt foran på halsen.
Koreafasanen har også iøjnefaldende lyse strågule flanker og tydelige hvide øjenbryn. I det meste af sit udbredelsesområde har den beholdt sit særpræg. Mod nord findes der dog intermediære individer, fordi den har krydset sig med den manchuriske fasan.
Koreafasanen blev først beskrevet af russeren Buturlin i 1904, og den blev i 1926 indført af Dr. Jean Delacour til opdræt på hans gods, Cléres i Frankrig, hvorfra Koreafasaner sendtes til andre dele af Europa. Den synes imidlertid at være forsvundet i krydsninger med andre fasanracer.
Udbytte på en million fasaner
I 1930 indførtes den med held til øen Hokkaido – den nordligste store ø i den japanske øgruppe, og efter Anden Verdenskrig kom den til USA, Norge og Finland. Den findes også på Tsushima – øgruppen imellem Sydkorea og Japan, hvor den antagelig har levet i århundreder.
Fasanen er Koreas mest almindelige og mest populære jagtfugl. Statens jagtchef, Kim Sang Wook anslog i 1973 det årlige jagtudbytte i Sydkorea til cirka en million, mens den ulovlige jagt var ukendt.
Fasanen fandtes overalt på landbrugsarealer, floddale og andre lavtliggende områder op til en højde på cirka 600 meter o.h.o.
Korea er et bjergrigt land, gennemskåret af floddale og med lavere kystområder. Især den nordlige tredjedel af landet er bjergrigt.
”I selskab med professor Won besøgte jeg statens fasanfarm ved Masok nordøst for Seoul og fasanterræner i dette område. Senere kørte jeg fra Seoul til øen, ChejuDo, der er berømt for sin store fasanbestand, og ligger 100 kilometer syd for den koreanske halvø. Herfra fløj jeg tilbage til Mokpo på hovedlandets sydvestligste hjørne og kørte fra Mokpo nordpå til Seoul. Det lykkedes således på en uges rejse at se mange af Sydkoreas landbrugsegne, hvor der findes fritlevende fasaner”, skriver Kaj Westerskov.
Ved omtrent den 38. breddegrad blev landet efter Koreakrigen (25. juni 1950 – 27. juli 1953) opdelt i den kommunistiske folkerepublik i den nordlige del og den sydkoreanske republik i den sydlige del.
Nordkorea har lidt over halvdelen af arealet på den koreanske halvø. Landet har en befolkning på godt 26 millioner, mens Sydkoreas befolkningstal ligger på over 51 millioner.
Den demilitariserede adskiller de to lande som et ”no-mans-land”. Upåvirket af dette findes der en stor bestand af Koreanerfasaner i zonen, men også i Nordkorea er fasanbestanden betydelig, fremgår det af svenskeren Sten Bergmanns rejsebog fra Korea (1938).
Bergmann beretter om en erhvervsjæger, Yoshimura, der boede i landsbyen, Motojondo i det nuværende Nordkorea. Han havde levet i den vildtrige egn i 25 år, og efter eget udsagn havde han skudt 40.000-50.000 fasaner i denne periode, svarende til cirka 1.800 pr. år.
Bergmann talte også med en høgejæger, der jagede med duehøge. Med et særligt fint eksemplar af denne høg havde han i en sæson fanget op til 300 fasaner.
Landskabstypen velegnet til fasaner
Koreafasanens tilpasning og dens muligheder som udsætningsfugl er, at den geografisk befinder sig på breddegrader meget sydligere end, hvor arten findes indført i Europa og Nordamerika. Koreas beliggenhed svarer til strækningen fra Israel til Bulgarien, eller fra Tripoli i Nordafrika til nord for Rom.
Koreas sommer er naturligvis varm, og på grund af det omgivende hav, samtidig fugtig. Vinteren er stærkt påvirket af det asiatiske fastland med betydeligt snefald, og sneen bliver gerne liggende i flere måneder, men længere i bakker og bjergegne.
Der er betydelig variation i vintervejret i så langstrakt et land som Korea. Ved Seoul er temperaturen under frysepunktet i fire måneder, ved Pusan godt en måned, mens fasanparadiset ChejuDo syd for Korea er semi-tropisk uden frost, og sne er en sjældenhed. Til gengæld er årsnedbøren 1.156 mm.
Karakteristisk for sommeren, og mindre heldigt for fasaners formering, er hyppig og betydelig nedbør og høje temperaturer. Ved Pusan falder der cirka 275 mm regn i juli måned.
”Så vidt jeg kunne bedømme, er det Koreas specielle landskabsform, der muliggør en stor fasanbestand. Intensivt landbrug blev praktiseret i floddalene og lave partier, og næsten overalt var markerne omgivet af krat og skovbevoksede bakkekamme. Fasanerne tilbringer dagen i krattet og skovstykker og kommer ned i rismarkerne og andre afgrøder morgen og aften for at søge efter føde.
Forholdene på ChejuDo er anderledes. Øen er på størrelse med Lolland-Falster og af vulkansk oprindelse og er så fuld af sten, at generationer har arbejdet på at rydde de lavereliggende jorder. Beboerne sagde, at ChejuDo var berømt for tre ting: Sten, kvinder og vind”.
”Mit indtryk var, at jorden var ufrugtbar med lave afgrøde-udbytter. Stenene er blevet hobet samen i en mængde stendiger, der ofte omkransede små marker på 10×15 m. Overalt findes der vilde roser, der pibler ud af stendigerne, og i hjørner og huller findes der tætte uigennemtrængelige rosenkrat. Og på lidt højere grunde er der større og mindre småskove og skovkrat, især lav fyrreskov, men også eg, elm og andre træarter.
Dette virvar af smålodder omgivet af stendiger med vilde roser er i kombination med småskove et sandt eldorado for fasaner, og vi lettede høner og kokke overalt, hvor vi kom frem”.
Øens jagt- og skovbrugschef, Tae Kwang Yang arrangerede med stor venlighed mit ophold, og han fortalte, at der lovligt skydes cirka 25.000 fasankokke årligt, og mange af disse skydes af turister fra Japan og andre lande. Hertil skønnede han, at øens befolkning skyder cirka 20.000 høner og kokke. Øens fasanbestand er før jagtens start skønnet til cirka 190.000 i forholdet 4 kokke:6 høner. De er alle vilde fasaner, og først for nylig er der blevet oprettet et fasaneri, der havde 54 kokke og 138 høner, og året før mit besøg blev 179 opdrættede fasaner udsat, og det var planen at øge den årlige udsætning til 2.000 fasaner.
Gennemsnitlige kuld på seks kyllinger
Fasanhøner er totalfredet på ChejuDo, og haner må i lighed med i det øvrige Korea jages fra 1. november til 31. marts. Baglimit pr. dag pr. jæger er fem fasanhaner, og jagt er kun tilladt på halvdelen af øen, resten ligger hen som fasanreservat.
Koreas fasanbestand er med undtagelse af de nordlige områder stationære. I de nordlige områder forlader fasanerne om vinteren de snedækkede bjerge og bakker og foretager korte vandringer til laveliggende markområder og dale.
Koreafasaner overnatter i træer eller på jorden. Især i årets kølige tid søger de sydvendte solopvarmede bakker, mens de om sommeren søger dækning i den kølige skygge af fyrre- og egetræer.
Fasaner i Korea har mange fjender: Ørne, duehøge, stor hornugle og krager og skader, og af rovdyr ræv, mink, lækat, vildkat og grævling.
Lokale jægere jager fasaner med både hund og haglbøsse og riffel. Sidstnævnte bruges især om vinteren. Desuden bruger de lokale koreanere snarer, fælder og endog gift.
Fasanernes store agtpågivenhed, især deres skarpe syn og hurtige flugt har sat dem i stand til at undgå udryddelse. Der er kun ganske lidt opdræt på forsøgsbasis, og udsætning finder næsten ikke sted, fordi der ikke findes godser med jagtvæsener. Der findes heller ingen organiserede lokale jagtforeninger og sammenslutninger, og fasanbestanden må derfor opretholdes gennem naturlig formering.
Fasanens reder anbringes i krat, skov og hegn. Kuldstørrelsen svinger imellem 4 og 12 æg, mest dog 7-8 æg, og studierne på ChejuDo viste, at 20% af rederne blev ødelagt. Høner, der har held med udrugningen, får typisk 6 kyllinger på vingerne. Æglægningen finder sted i maj-juni, men på ChejuDo fra sidst i april.
Lever tæt på mennesker
I det meste af Korea lever fasaner i kontakt med mennesker, og deres føde er en blanding af landbrugsafgrøder som ris, korn, spildkorn, og ukrudtsfrø. Dertil tager de insekter, snegle, regnorme, firben, agern og betydelige mængder grønne blade, samt rosernes hyben. Fasaner bliver ikke fodret om vinteren, og på den årstid må de klare sig igennem, så godt, som de kan. På korte vinterdage ses de ofte fouragere på markerne i fuldt dagslys.
”Koreafasaner er eksperter i at gemme sig og udnytte krat og anden vegetation som dækning, og de løber fra skjul til skjul, snarere end at flyve. På ChejuDo, hvor jeg så flest fasaner, var de mestre i at dukke sig og undgå opdagelse”.
I Japan er Koreafasaner udsat med godt resultat i forskellige egne af Hokkaido, hvor der nu findes jagtbare bestande. Forsøg fra 1919-1930 på at indføre fasanen til Japans tre sydlige hovedøer, Honshu, Shikoku og Kyushu, der alle har den oprindelige bestand af den japanske grønne fasan mislykkedes, og de fugle der overlevede udsætningen, blev absorberet i den lokale stamme af grønne fasaner.
Koreafasanen er en hårdfør race, men det må ikke glemmes, at den er tilpasset en biotop, der ligger langt sydligere end noget sted, hvor den forsøges indført. ChejuDo ligger på samme breddegrad som Madeira, Casablanca, Tripoli og Damascus og følger store forskelle i fuglenes døgnrytme forårsaget i forskelle i længde af dag og nat året igennem.
Andre forskelle er forbundet til Koreas nærhed til det asiatiske fastland, der medfører kontinentale klimaforhold: Hård vinter og meget varm sommer. Andre faktorer er landets topografi: Bjergkæder og bakker, der intensiverer vinterens indflydelse.
Ris i form af rene korn og spildkorn er Koreafasanens vigtigste fødekilde. Risdyrkningens udbredelse siger en del om sommertemperatur og nedbør. I betragtning af Sydkoreas udstrækning fra syd til nord (der er 500 km fra ChejuDo til Seoul) må det sikres, at indførte æg er af mest egnede proveniens. Til indførsel i Skandinavien vil æg fra Masok-fasaneriet nordøst for Seoul nok være bedst egnet.
Koreafasanen er en stor og smuk fugl, der lever en prekær tilværelse i et land, hvor befolkningens lave levestandard medfører udnyttelse af alle naturprodukter, og fasanen jages af de lokale indbyggere og turister. Der udføres ingen organiseret vildtpleje i Korea, og fasanerne må også akkomodere sig til rovvildtbestanden.
Et intensivt landbrug er påtvunget befolkningen og kræver stor balance i fasanernes tilpasning. Til trods for mange negativer har Koreafasanen tilpasset sig de givne vilkår, og når der kan skydes cirka en million fasaner årligt, er fasanen trods alt ikke ringe stillet. Koreafasanen har lært kunsten at leve med og drage fordel af mennesker i et krævende klima på en karrig jord.
