I den kommende tid vil vi her på sitet give en række eksempler på nogle af de resultater, der er beskrevet i den højaktuelle bog Vildt og Landskab, der netop er udkommet. Vi starter med småvildt-arterne.
Bogen ”Vildt&Landskab – resultater af 6 års integreret forskning i Danmark 2003-2008” er på gaden (http://www.dmu.dk/Nyheder/Vildtet_april_09.htm). Den er, som titlen siger, et produkt af 6 års integreret vildtforskning gennemført i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser, Skov & Landskab og Danmarks Jægerforbund.
Projektet blev igangsat på grundlag af de mange stærke vidnesbyrd om svækkelse af det åbne lands dyreliv og økosystemer, som blandt andet påpeget af Wilhjelmudvalget i 2001. Modsat er bestandene af visse vildtarter såsom kronvildt både ekspanderet geografisk og gået frem i antal, hvilket har givet nye oplevelses- og jagtmuligheder, men samtidig medført stigende problemer i forhold til land- og skovbrug. For begge disse strømninger har der været behov for dels afklaring af baggrunden for udviklingen og dels forslag til virkemidler, der kan sikre en bæredygtig udvikling, der tilgodeser såvel de biologiske som de samfundsmæssige fordringer, herunder friluftslivets behov.
Netnatur.dk vil i over den kommende tid give en række eksempler på nogle af de resultater, der er beskrevet i bogen, og diskutere nogle af de mulige konsekvenser for vildtforvaltningen. Det er biolog Niels Kanstrup, Dansk Jagtakademi, der foretager denne gennemgang. Han er en af de nærmeste til det. Han var i 2002 som vildtforvaltningschef hos Danmarks Jægerforbund på Kalø en af initiativtagerne til projektet. Han var, indtil han i 2007 forlod DJ, næstformand i forskningspakkens styregruppe, og fungerede i en periode som formand. Tilmed er han hovedredaktør på bogen. Vi lægger ud med at se nærmere på resultaterne for nogle af de trængte småvildtarter.
Trange tider Som alle ved, er agerhøne og hare trængt i store dele af Danmark. Landsdelsvist er bestandene tæt på at være forsvundet, og det afspejles da også klart i afskydningen, der over de sidste 30-40 år er raslet ned. Dette er beskrevet i flere af bogens kapitler. Der er teorier om, at udbyttet falder, fordi jægerne reducerer jagttrykket, når bestandene falder. Dette påstår jægerne i hvert fald selv, men en sammenligning af udbyttet af agerhøns med et indeks for bestanden (fra DOFs punkttællinger) viser en meget klar sammenhæng (se figuren), hvilket tyder på, at den procentvise afskydning af bestanden er nogenlunde konstant.
Et af bogens kapitler handler om optælling af harer. Både metoder, beregninger og resultater. Som forventet er der meget store forskelle landsdelsvist. På Lolland fandt med forårstætheder på over 100 harer pr. km2, mens de tilsvarende tal for to jyske distrikter var hhv. 3 og 6. Et andet kapitel omhandler harernes ynglesucces. Den er faktisk stor, men killingerne overlever ikke, så det viser sig, at der om efteråret kun er ca. én killing pr. voksen hunhare. Sammenholder man de to tal, kommer man frem til det sørgelige resultat, at det årlige tillæg til bestanden – altså det, der giver grundlag for en jagtlig udnyttelse – i visse landsdele formentlig kun er nogle ganske få harer pr. km2.
En km2 er som bekendt 100 ha. Med så lav tæthed er det svært at se, hvordan en afskydning af harer kan tilrettelægges bæredygtigt, med mindre man sikrer meget bedre samarbejde mellem de enkelte jagtterræner, hvoraf mange er meget mindre end 100 ha. Det er da også én af bogens samlede konklusioner: At vildtforvaltning skal foregå i større enheder, og at der skal være bedre kontinuitet i rum – og i tid. Med hensyn til fremtidig jagt på f.eks. agerhøne vurderer undersøgelserne dette ud fra både britiske og danske modeller for bæredygtighed. Ifølge de britiske anses jagt på en efterårsbestand på under 20 fugle pr. km2 ikke bæredygtig. Det lever mange af de danske bestande langt fra op til.
Bogens kapitel om bestandsmodeller viser ligeledes, at jagt ved lave tætheder af harer giver meget stor risiko for, at bestanden forsvinder. Jagttiderne er under revision. Det vil være uforsvarligt, hvis ikke den nye viden bliver bragt ind i denne debat. Det er svært at se, hvordan de gældende jagttider, der for mange landsdele åbenlyst ikke er bæredygtige, kan opretholdes. Så et meget sandsynligt resultat er, at man må differentiere jagttiderne meget mere. Det giver næsten sig selv, at man ikke kan have den samme jagttid på hare på Lolland og i Himmerland, hvor bestanden er 20-30 gange lavere.
Et alternativ til fredning eller kortere jagttider er krav om samarbejde og målrettet vildtpleje som forudsætning for jagt. For netop markvildtarterne var dette måske den bedste løsning, så jægerne havde et mere klart incitament til at udfordre og gå i rette med det egentlige problem, nemlig det intensive landbrug. Målt på hare og agerhøne, har årtiers frivillige ordninger vist sig virkningsløse. Tiden er inde til at stille flere krav og sikre finansiering af de rigtige tiltag. Her kunne jægerne spille en meget mere konstruktiv rolle til gavn for agerlandets vildt og på sigt for deres eget image.
