I alt fire havørne er nu fundet døde på Tåsinge på mindre end en uge. Det ligner giftdrab, siger DOF BirdLife
– Det er forfærdelig trist. Dem der er fundet i dag, er den ene forældrefugl i områdets ynglepar og to unger. Nu er de gået tabt. Jeg har svært ved at finde ord for, hvor vred og trist jeg er over det, siger leder af DOFs Projekt Ørn, Kim Skelmose.
De tre havørne, der er fundet mandag, lå alle tre døde under redetræet med få meters mellemrum.
Tidligere bevist giftdrab i området
Og det giver en meget kraftig mistanke om, at ørnene er blevet forgiftet, siger Kim Skelmose.
– Tre havørne falder ikke samtidig døde om og dratter ned fra reden helt naturligt. Når der ligger tre døde ørne på den måde, så bestyrker det i den grad mistanken om en forbrydelse med gift, siger Kim Skelmose.
Den første havørn, der blev fundet onsdag i sidste uge i samme område, havde ingen ydre skader.
Og med fravær af synlige trusler for de fredede rovfugle, som befærdede veje og højspændingsledninger, så mistænkes også her et giftdrab.
Mistanken om gift skal også ses i forlængelse af fundet af en død rød glente i samme område i foråret.
I sidste uge afslørede en obduktionsrapport fra DTU, at den røde glente, der ligesom alle andre rovfugle i Danmark er fredet, var død ved forgiftning med nervegiften carbofuran.
Politiet er gået ind i sagen
Politiet var på findestedet med de tre havørne i dag og har nu de tre døde ørne i deres varetægt. Den første havørn blev indleveret til obduktion på DTU fredag aften.
– Jeg håber, og jeg forventer, at politiet tager den her sag alvorligt, og at vi kan få den opklaret, hvis obduktionen viser tegn på for eksempel carbofuran, siger Kim Skelmose.
Desværre taler statistikken for opklaringer dog imod. Sager om forgiftninger og drab på rovfugle bliver meget sjældent opklaret. Sagerne bliver anmeldt, men bliver kort efter henlagt af politiet.
Behov for erfaring og ressourcer
– Der mangler erfaring, specialviden og ressourcer til at opklare den type af sager, og derfor kommer de sjældent længere end til arkivskabet, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife.
I DOF BirdLife har man længe ønsket sig en særlig politienhed til at efterforske og opklare sager om ikke bare faunakriminalitet, men også ulovligheder i forbindelse med natur og miljø generelt.
Især med den aktuelle genforhandling af politiforliget er det oplagt netop nu at afsætte ressourcer til efterforskning af natur- og miljøkriminalitet, mener DOF BirdLife.
GIFTDØD pga. CARBOFURAN BLANDT UDVALGTE DANSKE ROVFUGLE
Siden 2010 har der i den danske natur været en et dusin tilfælde, hvor carbofuran har krævet dødsfald blandt fredede rovfugle.
I april 2010 døde en rød glente af carbofuran ved Trelleborg på Vestsjælland.
I juni 2010 gik det ud over to havørne på en ø i Odense Fjord.
I marts 2011 døde en havørn ved Bovballe på Langeland af carbofuran.
Året efter bukkede en kongeørn under ved Tjele Gods nær Viborg med carbofuran i kroppen.
Sommeren 2012 krævede to carbofuran-døde havørne ved Tranekær på Langeland.
En rød glente døde af giften ved Køge i oktober 2012.
Måneden efter blev nok en rød glente fundet død, det skete ved Frijsenborg Gods i Østjylland.
Den døde glente lå ved siden af en udlagt fasan, hvis brystkød var overstrøet med små korn af carbofuran.
I 2015 døde en hel tårnfalkefamilie på Lolland af carbofuran.
I august 2015 blev en havørn hun fundet død ved Marslev på Fyn. Obduceret og påvist død af carbofuran i juli 2016.
Rød glente fundet død i Tollestrup Mose ved Vrå i Nordjylland i maj 2016. Død af carbofuran.
September 2017. Jægere advares mod at spise nedlagte ænder fra et stort område i Store Vildmose, fordi der er fundet udlagte fisk, som er smurt ind i carbofouran. Ænderne kan have fået giften i sig.
Marts 2018. En ynglemoden havørn findes i januar på en mark ved Juelsminde og konstateres to måneder senere død pga. carbofuran.
November 2019, en duehøg og en musvåge findes døde i Gallehus Skov ved Tønder. I januar 2020 afslører DTU, at begge er døde pga. carbofuran.
Maj 2020, en rød glente findes død på Tåsinge syd for Svendborg. I september 2020 afslører obduktionsrapporten fra DTU, at glenten er død af forgiftning med carbofuran.
FAKTA OM CARBOFURAN:
Giftstoffet carbofuran bliver primært produceret til skadedyrsbekæmpelse ved dyrkning af ris, kaffe og sukkerrør. Som regel sælges det under navnet Furadan. Carbofuran bliver betragtet som et af de allermest giftige pesticider. Giftstoffet lammer vejrtrækningen, og de fugle, der omkommer på grund af carbofuran, dør af iltmangel. Inden det kommer så vidt, kan der indtræffe muskelkramper og blindhed.
Carbofuran er et aktivt giftstof, der kan virke i adskillige måneder efter at være blevet lagt i naturen. Der skal kun ganske små mængder til for at dræbe.