Selv om der i 1980-erne blev brugt meget energi på modstand mod overflytning af jagtadministrationen fra Landbrugsministeriet til Miljøministeriet, så har tavsheden til gengæld været ”larmende” siden hen, selv om det nu er over 20 år siden, overflytningen fandt sted.
”Man har et standpunkt, indtil man indtager et nyt”. Jens Otto Krag (S), der gik af som statsminister, efter danskerne i 1972 havde stemt ja til dansk medlemskab af EF, senere omdøbt til EU, bliver igen og igen citeret for denne udtalelse, fordi den kan genbruges i andre situationer, hvor nogle er vendt rundt på en tallerken efter først at have været indædt modstander for så at være ”faldet til patten”.
I jagtens verden passer vendingen som fod i hose til den attitude, jagtforeningerne og navnlig Landsjagtforeningen af 1923 indtog i 1980-erne i spørgsmålet om jagtens tilhørsforhold. Organisationen var således modstander af et forslag fra Det Radikale Venstre om overflytning af jagtadministrationen fra Landbrugsministeriet (nu Ministeriet for Landbrug og Fødevarer) til Miljøministeriet, som et flertal i Folketinget vedtog i 1986.
Men blot tre år senere vendte organisationen rundt på en tallerken og blev nu positivt stemt over for overflytningen. Man har et standpunkt, indtil … Forud for dette havde eksoverjagtkonsulent Egon Sørensen i sin bog (1984) ”Dansk jagt i 50 år” givet udtryk for det naturlige i, at jagtadministrationen blev placeret i Miljøministeriet: “Det er ud fra et administrativt synspunkt ikke hensigtsmæssigt, at lovgivningen vedrørende fugle og pattedyr (både de 51 jagtbare arter og de cirka 340 totalfredede arter) er isoleret placeret i Landbrugsministeriet, når lovgivningen vedrørende beskyttelsen af de resterende vildtlevende dyrearter, foruden de vilde planter, henhører under Miljøministeriet. Der er ingen principielle forskelle mellem den naturvidenskabelige og økologiske ekspertise, de to områder har brug for”.
Holdningen har næppe gjort Egon Sørensen populær i Landsjagtforeningen af 1923, men om han som erklæret tilhænger af Det Radikale Venstre havde en finger med i spillet, da partiet fik vedtaget sit forslag i Folketinget om flytning af jagtadministrationen fra Landbrugsministeriet til Miljøministeriet, vides ikke. Tanken er dog fristende. Sikkert er det derimod, at blækket ikke var nået at blive tørt i beslutningsforslaget i Folketinget, før Frede Petersen, daværende formand for Landsjagtforeningen af 1923 i juliudgaven (1986) af organisationens tidsskrift ”Jagt & Fiskeri” slog fast, at ”i sager som denne kan Folketinget imidlertid kun henstille, men ikke bestemme, idet det alene er statsministeren, der afgør de enkelte ministeriers ressortområder. Og derfor har vi da også de bedste forhåbninger om, at der ikke ændres på jagtens tilhørsforhold”. Frede Petersen henviste til, at den daværende landbrugsminister Britta Schall-Holberg (V) havde taget klar afstand fra at afgive jagtadministrationen til Miljøministeriet.
”Det glæder naturligvis såvel Landsjagtforeningens ledelse som vore mange tusinde medlemmer, at landbrugsministeren har taget så klar og utvetydig stilling til dette spørgsmål, der – uvist af hvilken grund – er blevet rejst af Det Radikale Venstre”, fortsætter Frede Petersen. Han minder herefter om, at som i de foregående 64 år har jagtadministrationen sin helt naturlige og sagligt begrundede tilknytning til Landbrugsministeriet. Den samme holdning har man i de andre direkte berørte organisationer, fastslår Frede Petersen og føjer til, at 85 procent af vildtet nedlægges på ”Landbrugsministeriets arealer”, dvs. det opdyrkede land, mens kun 15 procent kan henføres til arealer (fiskeriterritoriet og statsskovene m.v.), der administreres af Miljøministeriet. Set i lyset heraf må det være helt naturligt, at jagtadministrationen forbliver i det ministerium, der administrerer størsteparten af de arealer, som huser vildtet, hvilket i øvrigt kan betragtes parallelt med filosofien, at vildt er en afgrøde, fastslår Frede Petersen og gentager, at der er absolut ingen akutte behov for at omlægge jagtadministrationen”.
”Tværtimod har vi brug for at fastholde den nuværende stabile situation i det ministerium, der administrerer hovedparten af den danske natur. Her ser vi os i stand til fortsat at gøre en positiv indsats for at bevare en natur, som i vildtrigdom overgår de fleste andre europæiske lande, ligesom vi i Landsbrugsministeriets regi ser os bedst i stand til at sikre en stor gruppe danskere retten til at høste en rimelig del af den eksisterende vildtmængde. Netop herigennem opnår danske jægere det afgørende incitament til at bevare og værne om vildt og natur”, sluttede Frede Petersen. Kursen var dog sat, og da mere og mere efterfølgende talte for nødvendigheden af, at jagtadministrationen holdt flyttedag, blev det på et møde i februar 1989 mellem daværende statsminister Poul Schlüter (C) og Kristian Raunkjær, ny formand for Landsjagtforeningen af 1923, Dansk Jagtforenings formand, Gustav Rønholt og Jørgen Vesterdahl, formand for Dansk Strandjagtforening, besluttet, at tiden nu var inde til overflytning af jagten til Miljøministeriet. ”Fra jægerside må vi hilse med glæde, at der nu er sat et punktum for års usikkerhed omkring jagtens tilhørsforhold”, skrev de tre formænd i en fællesleder i martsudgaven af organisationernes tidsskrifter i 1989.
”Udviklingen er imidlertid løbet stærkt, og som tingene har udviklet sig, kan vi i dag konstatere, at det er i Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen, det store arbejde foregår med forvaltning og beskyttelse af naturen. Vi har haft en række frugtbare samtaler med miljøminister Lone Dybkjær (B) og kan kun være af den overbevisning, at jagten vil være bedst tjent med, at vi aktivt og positivt går med ind i det saglige og betydningsfulde arbejde, som foregår i dette ministerium, hvor man har vist god vilje til at inddrage jægerne i sagerne”. Unægtelig en anden melodi end den, navnlig Landsjagtforeningen af 1923 diverterede med, før de tre daværende jagtorganisationer vendte rundt på en tallerken og indså, at det der hidtil havde været uspiseligt, med et trylleslag blev en sand lækkerbisken. Nu er det så over 20 år siden, den dengang ”frygtede” overflytning af jagtadministrationen til Miljøministeriet fandt sted, uden landets førende jagtorganisation har fundet anledning til at registrere 20-året med så meget som et ord.
Det kan man alt efter temperament mene, er pauvert. Men når man tager den modstand mod overflytning af jagtadministrationen til Miljøministeriet, der kom til udtryk i 1980-erne, i betragtning, så ville 20-året have været en passende lejlighed til – i al beskedenhed – at have gjort status og erkendt, at man tog fejl, når man dengang igen og igen advarede danske jægere om, at ”ulven kommer”, for det ved enhver i dag, den ikke gjorde. Set i bakspejlets ulideligt klare lys, så ved vi nu, at modstanden dengang var rent gallerispil. Jagten består jo – om ikke i et omfang som først i 1980-erne – så på mange sæt dog stadig. Og det vil i hvert fald aldrig nogen sinde kunne sandsynliggøres, at jagten ville have set anderledes (bedre) ud, hvis den – som det var et bredt ønske i 1980-erne – var forblevet i Landbrugsministeriet, nu Ministeriet for Landbrug og Fødevarer. De argeste modstandere har da klogelig nok heller ikke givet udtryk for noget sådant offentligt.
