Formand for DJ’s hundeaktivitetsudvalg er fyret og DJ’s nye hundepolitik blev ikke behandlet på forbundets repræsentantskabsmøde. Det skriver Søren Stenhøj, som mener DJ desuden udsender “middelmådig spin”
Læserbrev af Søren Stenhøj (tidligere formand for Dansk Breton Klub)
Middelmådigt spin udsendt af DJ’s Jagthundekonsulent
DJ har iværksat brandslukning i forhold til ny jagthundestrategi
Nå, så begyndte DJ at røre lidt på sig efter den voldsomme kritik af den nye jagthundestrategi. Strategien bryder med et 80-årigt formaliseret samarbejde med de stående jaghunderacer samt afviser samarbejde med øvrige klubber for andre jagthunderacer.
Iskoldt vurderet er det udsendte materiale middelmådigt spin, som snakker ned til forbundets tillidsvalgte. Der er vel fortsat intelligente mennesker tilbage i DJ?
Jagthundekonsulent Ove Dam Hedegaard (ODH) har 4/10 2021 udsendt en FQA (spørgsmål og svar), som DJ’s mange aktive kan anvende over for kritiske medlemmer, som har hørt et eller andet …
Jeg har desværre konstateret, at den første jagtforening ukritisk har lagt FQA-skrivelsen på egen facebookside.
Den udsendte FQA er yderst ubehjælpsom udformet, og har man kendskab til fakta og samtidig har lidt humoristisk sans, så kan man sagtens fornøje sig med at læse denne. Her er lige et par highlights fra skrivelsen.
ODH skriver frejdigt: ”Er SJD De Stående Jagthunde blevet smidt ud af DJ? ”
Øh, SJD har aldrig været en del af DJ! Har ODH overhovedet sat sig ind i, hvad SJD er, og hvilken tilknytning DJ har til SJD. DJ er medstifter af foreningen og frivilligt medlem af SJD efter nedlæggelsen af Dansk Jagthundeudvalg – DJU – som SJD afløste. DJU er i øvrigt stiftet i 1937 med jagtforeningerne som omdrejningspunkt.
Dernæst kommer følgende guldkorn: ”Er DJ repræsenteret i andre specialklubber? Nej. DJ er ikke repræsenteret i nogle specialklubber”.
Kære ven. SJD er fortsat ikke en specialklub, men en forening, som varetager arbejdet med de stående jagthunderacer, så danske jægere ved, hvilken vare de får. Dette i samarbejde med DJ og Dansk Kennel Klub. Nå ja, og så var der også lige varetagelsen af dommeruddannelsen inden for markprøver og apportering, som er en væsentlig omkostning i dette regi!
Så kan man efterfølgende more sig over følgende: ”Hvordan vil det fremtidige forhold være imellem DJ og SJD? DJ’s samarbejde med SJD sker fremover på samme måde som med alle andre specialklubber.”
Hvad består dette samarbejde så i? Der eksisterer ikke noget samarbejde med nogen specialklubber! Eller?
Årets helt store shownummer kommer i følgende udsagn, som her bringes i sin helhed:
”De stående hunde var med til at starte jagten i DK. Er det ikke en tradition, som DJ særskilt bør støtte?
Nej. Jagten med hund startede for ca. 37.000 år siden, og ulven er stamfar til alle jagthunde uanset race. Fremover understøtter DJ alle jagthunde uanset race. Vi har fortsat stor respekt for det arbejde, som SJD og andre specialklubber gør for deres egne racer.”
Rart at blive belært på et så højt niveau. Hvor dum tror du DJ’s medlemmer er? Spændende, om ulve henhører under de krydsninger, som DJ især ønsker at understøtte i det fremtidige foreningsarbejde?
Og så er det da dejligt at konstatere, at DJ’ s ledelse her 10 dage efter jagthundestrategien er offentliggjort med glæde og selvros melder ud: ”Er der masseflugt fra DJ pga. den nye strategi? Nej. Det er der ikke. Til gengæld oplever DJ for tiden en generel positiv tilgang af nye medlemmer.”
Tillykke. Et flot statement efter 14 dage. Er der lagkage på kontoret?
Demokratiet sejrer til sidst, da ODH frejdigt konstaterer:
”Er der enighed om den nye strategi i hele organisationen?
Ja. Den nye strategi har sit ophav og ståsted i et bredt og solidt fundament på tværs af organisationen”
Var det derfor, at strategien ikke blev offentliggjort inden og på repræsentantskabsmødet? Havde hele organisationen klappet kage inden stormødet? Her skal det fremhæves, at DJ’ s Hundeaktivitetsudvalg et par dage før repræsentantskabet kun fik en mundtlig orientering om strategiarbejdet, og efterfølgende undertrykte ledelsen offentliggørelse af denne orientering ved at bremse udgivelsen af udvalgets referat. Der er samtidig fremkommet meldinger om, at ledelsen bevidst har anmodet om, at strategien ikke skulle omtales på kredsmøderne. En vågen og vaks journalist kan måske dyrke dette ved lejlighed.
Altså ingen høring i medlemsdemokratiet, og ingen mulighed for repræsentantskabsmedlemmerne at tilgå viden om samme.
Hundeaktivitetsudvalgsformand Steen Larsen blev efterfølgende ”fyret” som DJ’s repræsentant i bestyrelsen i SJD, da han udtrykte kritik af ledelsen for at undertrykke kommunikationen af strategiarbejdet. Tak til Steen, for at fastholde en anstændig linje i en udfordret organisation.
Så kan jeg konstatere, at der florerer forskellige ”underskudstal” fra DJ i forhold til DJ’s involvering i SJD og tidligere DJU. Disse tal tager især udgangspunkt i DJ’s interne registreringer, organisering af sekretærbistand og egen definering af hundekonsulentarbejde. Og disse tal kan nemt udfordres.
Jeg har tidligere deltaget i forskelligt analysearbejde inden nedlæggelsen af DJU. Disse arbejder blev – med støtte fra DJ – aldrig afsluttet, men jeg vil tillade mig at postulere, at disse ”underskudstal” fra DJ til hver en tid kan ”angribes” i forhold til DJ’s måde at anskue foreningsarbejdet på.
Jeg skal til sidst konstatere, at jeg er vidende om, at de fleste prøveledere i DJ-regi i nyere tid har svært ved at genkende, at de har været en økonomisk belastning for DJ. Tværtimod!