Henning Kørvel beretter om mystisk jagtoplevelse med en unik returbuk, som gik under navnet Gedebukken
Hvad der var sket med den, da han første gang skød til den, kan du læse her.
Bukken med dette navn var en returbuk, der havde sat op med bagoverbøjede stænger, og således lignede en gedebuk. Efter først at have nedlagt pladsbukken i afdelingen, begyndte Henning Kørvel at fokusere på Gedebukken. En lørdag morgen fik han den for og skød til den, men bukken flygtede efter skuddet, og først tirsdag aften så han den igen og skød den. Hvad der var sket med den, da han første gang skød til den, kan du læse her.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Det var mit andet år som bukkejæger på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg, hvor jeg havde fået det store privilegium at jage bukke på godsejerens personlige jagtareal på cirka 650 hektar, fordi han ikke længere magtede at stå tidligt op for at pyrsche, når han skulle have ressourcer til drift af land- og skovbruget på den store ejendom. Arealet ud over hans egne 650 hektar var udlejet.
På det tidspunkt stod der op imod 100 stykker råvildt på reviret, heraf 21-23 territoriehævdende bukke, og der fandtes en stor bestand af vilde fasaner, heraf nogle få isabellafasaner, ligesom harerne sprang rundt om ørerne på os. Året før skød vi på den første harejagt, som jeg deltog i, 165 harer.
Jeg jagede bukke på stedet sammen med min spanske jagtven, Rafael, og det andet år lagde jeg ud med at skyde to seksendere. Den første skød jeg i ”Udgravningen”, der opstod, da der i 1930-erne gravedes jord ud til jernbanedæmningen på Masnedø, og den næste var pladsbukken i Hestehaven, en af småskovene nær hovedbygningen. Skytte Hans og jeg havde spottet den en aften i april, mens den var ved at feje, og bast i en lang strimmel sad på den ene stang.
Den var fire-fem år gammel og i dobbelt ørehøjde, og jeg erklærede, at jeg ville prøve at sætte den skakmat ved første og bedste lejlighed, hvor jeg fik mulighed for det.
”I Hestehaven går der desuden en returbuk, som nu har sat op som ”gedebuk” med stænger, der bøjer bagover. Jeg tror, at den er tidligere pladsbuk i Hestehaven”, sagde skytten.
Randbuk med fuld musik
Fordi det i Danmark hen over året blæser mest fra vest, lå det i kortene, at jeg så skulle indlede min pyrschjagt i Hestehaven fra østsiden, idet jeg enten gik ned ad ”Fodermestervejen” fra Statenevej for at slå ind på et slæbespor til venstre, og jeg således fulgte dette næsten frem til ”Geddeholmene”, eller jeg startede i ”Kilden”, hvor der også stod en pladsbuk, og fra Valdemars Skov gik ad Fodermestervejen frem til slæbesporet i Hestehaven.
Men fordi vinden slog om til sydøst, måtte jeg ændre strategi, og en morgen startede jeg således vestpå med at gå langs med rosenhegnet og afvandingskanalen frem mod Hestehaven. I kanalen svømmede en gråandemor med sine nyfødte ællinger, og hun havde sit hyr med at holde styr på de små dunbolde.
Både nyt og gammelt højt ukrudt gør det vanskeligt at få øje på siddende råvildt, før dyrene ser mig, og med ét rejste en buk sig og for af sted, mens den smælede vredt.
”Bauw – bauw”.
Hvad var det for en buk? Jeg tog den for at være en to- eller treårig randbuk, der stod lidt i Jens Drengs Skov, Geddeholmene og Hestehaven, og altså også tog en afstikker til rosenhegnet.
Jeg satte mig ned på kanalkanten og nød det dejlige vejr. Nattergalen i Geddeholmene var vågnet, og dens smukke sang lød ud over landskabet. Utroligt en så lille fugl har så stor en stemme.
Efter henved et kvarters venten fortsætter jeg forsigtigt og bruger jævnligt håndkikkerten, men ser ingen bukke eller råer.
Fem pladsbukkes territorier mødes i Hestehaven, og pladsbukkene er helt blottet for respekt for andre bukkes territorier, fordi de som mere reglen end undtagelsen dagligt overskrider grænserne til andre bukkes enemærker, og derfor nemt kan risikere at blive skudt i en anden buks territorium.
Et år skød Rafael, der altid blev guidet af skytte Hans således ”Parkbukken” i Hestehaven, hvilket viser rigtigheden af mit udsagn.
Jeg var nu kommet frem til Hestehaven og gik forsigtigt forbi råvildtfælden af ældre dato, og da jeg nærmer mig slæbesporets afslutning, opdager jeg en buk i egene cirka 90 meter ude.
Jeg lægger riflen an op af et træ og skyder, da sigtet står knivskarpt på bladet. Bukken går ned i knaldet for at springe op få sekunder efter og forsvinder fra anskudsstedet i et ruf.
Da jeg undersøger anskudsstedet, finder jeg ikke schweiss, men blot lidt snithår. Hvor er bukken ramt, er et godt spørgsmål.
Jeg skylder at fortælle, at fordi Rafael lånte min ”råvildtriffel”, skød jeg selv med min .300 Winchester Magnum, og dengang skød jeg med 180 grains Remington Core Loct.
Egegren var ramt
Da jeg senere samme morgen møder skytte Hans og Rafael, sætter jeg dem ind i situationen, og vi går derfor i Hestehaven, idet Hans og Rafael går til anskudsstedet, mens jeg går til det træ, som jeg lagde riflen an på.
Da retningen er udpeget, finder Hans og Rafael en egegren på tykkelse med min tommelfinger, der er skudt over, og Hans mener i lighed med ego, at kuglen må være rikochetteret. Han mente derfor ikke, at vi skulle ringe efter en schweisshundefører.
Det skete en lørdag. Og i de følgende dage lagde jeg ofte vejen forbi, men så ikke Gedebukken, men derimod unge bukke.
Nået frem til tirsdag aften agtede jeg mig igen i Hestehaven, men ville nu først prøve at pyrsche i den lille snip af Hestehaven på den østlige side af Fodermestervejen. Jeg gik ind af slæbesporet, og snart så jeg en buk – Gedebukken – i den sydlige skovkant. Den spottede mig straks og løb ind mod midten. Jeg tog riflen op og fulgte den, og i det øjeblik den satte foden på slæbesporet, slap jeg kuglen og så, at bukken stod på hovedet.
Jeg skyndte mig hen for at tage den i øjesyn og så, at den på bladet havde huller i skindet af fragmenter af kuglen, og på halsen havde den en stor rift, fordi en større kuglerest havde rikochetteret.
Bukken var således nok ramt og såret, men fordi det var overfladisk, og intet løb således var brækket, eller den var sket andet alvorligt med den, tvivlede vi på, at den ville være blevet taget af en schweisshundefører, hvis vi havde tilkaldt en sådan.
Man skal altid være omsorgsfuld, når man skyder. Det mente jeg også, at jeg havde været, men hvem kunne vide, at der i kuglebanen var en egegren, der dels fik kuglen til at ekspandere og dels til at ændre retning?
Ikke jeg.
Gedebukken var en seks-syv år gammel returbuk, der på sine gamle dage havde sat op som gedebuk med bagoverbøjede stænger.
På bladet var der huller i skindet af fragmenter af kuglen, som viste, at kuglen var ekspanderet, da den ramte egegrenen.
På halsen havde bukken et snitsår fra en større del af kuglen, der rikochetterede efter at have ramt en gren.