Laszló Gemesi fra konservatorfirmaet Erling Mørch opnåede ved de åbne ungarske mesterskaber en førsteplads i kategorien hovedmontering. Den atypiske montering af en råbuk blev som den eneste tildelt blåt bånd, som gives til monteringer i verdensklasse.
Af Redaktionen
Den danskansatte konservator Laszló Gemesi bragte en fornem placering hjem til Danmark under det åbne ungarske mesterskab for konservatorer.
Udover førstepladsen i kategorien hovedmontering, der talte en række forskellige arter fra kafferbøffel til Peer David hjort, modtog han også en andenplads i kategorien fuldmontering.
Konkurrencen blev gennemført i forbindelse med et stort jagtshow i Ungarn, som generelt har stolte traditioner for konservatorarbejde. Ikke færre end 33 deltog således i de ungarske mesterskaber, der inddeles i kategorierne fuldmontering, skuldermontering og fugle. I alt blev cirka 100 udstopninger bedømt af de inviterede dommere.
Laszló Gemesi opnåede 91 point og dermed et blåt bånd for den skuldermonterede råbuk, som han stillede op med i konkurrencen “Shoulder Mount”. I teorien kan der tildeles 100 point, men i praksis er det vist aldrig sket i en international konkurrence. Ingen er som bekendt perfekt, og dommerne vil altid kunne finde små detaljer, som trækker en montering væk fra de 100 point.
– Udover symmetri og at montering skal virke naturlig, er det de små detaljer, som gør forskellen. Ørernes og øjnenes placering, anvendelse af muskler og blodårer samt afslutning ved hornene etc. gås efter i detaljerne, fortæller Laszló Gemesi
– Mere overordnet set forsøger man som konservator at give det døde dyr liv. Jægeren skal kunne genkende sit trofæ og glæde sig over det i mange år, fortsætter Laszló Gemesi, der er vokset op i en familie, hvor naturen, jagten og konserveringen er det helt store omdrejningspunkt.
– Min far er konservator, og allerede fra jeg var helt lille, lå det i kortene, at jeg skulle gå samme vej. Det var aldrig rigtig til debat, griner Laszló Gemesi, der oplyser, at han stadig er meget glad for den beslutning, der blev taget. Dog blev det ikke i Ungarn, at den 33 år gamle konservator skulle gøre karriere, eftersom han i en årrække har været ansat i det danske konservatorfirma Erling Mørch ved Sabro.
Med Laszló Gemesis to mesterskabsplaceringer fra de åbne ungarske mesterskaber træder han ud af skyggen af især to af de i alt fem øvrige konservatorer i firmaet.
Firmaets grundlægger og indehaver Erling Mørch har således flere internationale titler bag sig, herunder to europamesterskaber og et nordisk mesterskab. Desuden har kollegaen Domenik Speleman – der er ansat og udlært i det danske firma – også bevist sit talent på den internationale scene. Med 95 point og blåt bånd blev han i 2012 verdensmester i kategorien skeletter.
Det betyder pointene:
– Generelt kan man sige, at 90-100 point gives til godt og veludført arbejde, og en konservator, der tildeles blåt bånd, regnes normalt for at være i verdensklassen. Kun ca. 5% af de udstillede præparater opnår blåt bånd. Som oftest er det i øvrigt de samme personer og firmaer – fordelt på ca.30-40 personer – der tildeles blåt bånd og dermed mere end 90 points for deres arbejde, forklarer Erling Mørch, der anvendes som dommer ved en række internationale konkurrencer over det meste af verden.
– Skal man omsætte de tildelte point til dansk, vil det lyde noget i retning af:
- 0-70 point: Man får ingen placeringer. Arbejdet er af meget dårlig kvalitet og er ikke godkendt. Der kan tildeles rosetter, hvis man tildeles tæt på 70 point, men selv til en international konkurrence vil cirka 15 % af de fremviste monteringer være så ringe, at de end ikke kan tildeles rosetter.
- 70-73 point: Gult bånd tildeles til monteringer, der scorer mellem 70 og 79 point. Gult bånd tildeles for at fremme motivationen. Men der er tale om generel dårlig kvalitet og gult bånd tildeles mest til amatører.
- 74-79 point: En del mangler og fejl.
- 80-83 point: Rødt bånd gives til motivation for udstopninger mellem 80 og 90 point. Rødt bånd er udtryk for, at konservatoren er på rette vej.
- 84-89 point: Gives for konservatorarbejde i god kvalitet, men med små mangler og fejl.
- 90-93 points: Blåt bånd tildeles udstopninger mellem 90 og 100 point. Godt og veludført konservatorarbejde. Konservatorarbejdet hører hjemme i den absolutte verdensklasse.
- 94-100 points: Det er ekstremt sjældent, at der tildeles 98 og 99 point. I reglen afgøres verdensmesterskabet på en montering på cirka 96 point eller mindre. Til nogle verdensmesterskaber er man ikke i stand til at kåre en mester, da ingen af deltagerne tildeles mere end 90 point og dermed blåt bånd. Selv om man er den bedste i konkurrencen, er blåt bånd en forudsætning for at kunne kalde sig verdensmester, slutter Erling Mørch.
Den dansk ansatte konservator, som vandt det åbne ungarske mesterskab med en skuldermonteret råbuk, deltog også i konkurrencen fuldmonteringer, hvor han fik 91 point og dermed blåt bånd for to råbukke, der så at sige krydser klinger og mærker hinandens styrke af.
Den danskansatte konservator – der her tildeles sin placering som førstevinder i kategorien skuldermontering – overvejer at deltage i de åbne ungarske mesterskaber, når der om to år igen konkurreres i fuldendte monteringer af pattedyr og fugle.