Summen for danske bukke matcher i grove træk sagkundskabens estimat for den almene hyppighed af grandeler hos bukke, der formentlig udvikles af ubegrænset adgang til næringsrig føde
Grandeler hos bukke
Tekst og foto: Henning Kørvel
På grundlag af 3.940 danske og svenske nedlagte bukke fastslår Jørgen Kjær, Jyllinge, at grandeler findes hos 0,8 procent af de danske bukke, mens frekvensen for de svenske bukke var på fem procent. Summen for danske bukke matcher i grove træk sagkundskabens estimat for den almene hyppighed af grandeler hos bukke, der formentlig udvikles af ubegrænset adgang til næringsrig føde.
Fænomenet er bedst kendt hos kronvildt, der til gengæld bærer den smukkeste udgave. Grandeler (Canin på latin) hos kronvildt er med lidt god vilje nemlig dråbeformede og anvendes ofte til smykker af forskellig art. Grandeler findes også hos vildren, sikavildt og råvildt.
Mere som reglen end undtagelsen findes grandeler hos kronvildt, hvorimod fagfolk estimerer, at kun en-to procent af råvildtet i almindelighed udvikler grandeler.
Da en jæger i Vejle i årene fra 1989-1993 via Dansk Jagt og Jæger tjekkede op på oplysningen, blev den stort set bekræftet af jægere på Als, Sjælland og Lolland, fordi grandeler her fandtes hos én procent af det nedlagte råvildt.
I et enkelt revir lå hyppigheden på 10 procent, hvilket nærmer sig engelske forhold, idet det estimeres, at op til 17 procent af bukke (og råer) i England udvikler grandeler.
LÆS mere om BUKKEJAGT
Kun 0,8% af danske bukke udvikler grandeller. Hvor mange råer, der får grandeller, vides ikke, fordi jægere ofte ikke ser efter dem hos nedlagte hundyr. Foto: Henning Kørvel
I et opdateret materiale frem til 2017, udarbejdet af Jørgen Kjær, Jyllinge, på baggrund af hans personlige konstatering, er hyppigheden af grandeler hos danske bukke lidt lavere end i materialet fra 1989-1993. Baseret på undersøgelse af 3.410 danske bukke har han nemlig konstateret tilstedeværelsen af grandeler hos 0,8 procent. Til sammenligning er grandeler konstateret hos fem procent ud af 530 svenske bukke. En væsentlig forskel, som han finder yderst interessant.
Flere svenske grandeler
– Fordi tilstedeværelsen af grandeler hos svenske bukke er markant højere end hos danske bukke, så må det formodes, at det bygger på, at svensk råvildt fra naturens side har mere udpræget anlæg for grandeler end danske bukke. Med stor sandsynlighed bliver der i både Danmark og andre lande i Europa hvert eneste år nedlagt bukke og råer med grandeler, som ikke opdages, fordi ikke ret mange jægere kigger specifikt efter dem, og de i nogle tilfælde desuden er vanskelige at få øje på, hvis de ikke er brudt helt igennem tandkødet, siger Jørgen Kjær.
Grandel i overkæben hos en nedlagt råbuk. Her er grandellen tydelig, men ofte er de ikke brudt igennem tandkødet. Foto: Henning Kørvel
Ud af de tilsammen 3.940 danske og svenske bukke, som han har haft i hænderne fra 1989-2017, havde totalt set 53 grandeler, heraf 27 fra Sverige, 25 fra Danmark og en buk fra Polen. Ud af det totale antal bukke havde 29 én grandel, og 23 havde to grandeler, mens ét dyr havde tre grandeler. Hos to ud af de 53 dyr sad grandelerne i underkæben, mens de hos resten fandtes i overkæben som en ”forkrøblet” hjørnetand uden for tandrækken.
– Det var lidt af en tilfældighed, at jeg begyndte at kigge efter grandeler hos nedlagte bukke og råer, men jeg fortsætter med registreringen, fordi jeg synes, at det er interessant, siger Jørgen Kjær, som ved selvsyn desuden har konstateret, at grandeler varierer i såvel størrelsen som deres placering i overkæben. Grandeler er ikke altid brudt igennem tandkødet oven for tandrækken, og de hører til dem, som det er svært at lokalisere, og måske ofte ikke opdages, hvis jægeren ikke har fokus på grandeler.
Hvorfor noget råvildt udvikler grandeler, er ukendt. Noget synes dog at tyde på, at det relaterer sig til ernæringsforholdene, og at det således er dyrenes ubegrænsede adgang til næringsrig føde, der er forklaringen på nogle dyrs udvikling af grandel eller grandeler, som i kraft af deres placering uden for tandrækkens rive- og tyggeflade ikke har nogen praktisk funktion.
Tjek på svælgbremselarver
Fordi grandeler fra råvildt normalt ikke er over tændstiktykkelse, egner de sig i modsætning til grandeler fra kronvildt ikke til smykker, men da de er en sjælden del af trofæet, bruger nogle jægere at bore hul til dem i skjoldet på hver side af næsebenet for at placere dem der med lidt lim, mens jægere der ikke skærer trofæer af til skalmontering, monterer trofæet på skjold med helt kranium med grandelen eller grandelerne som et synligt bevis på det sjældne fænomen.
Sideløbende med registreringen af grandeler hos råvildt, navnlig bukke, har Jørgen Kjær siden 2011 registreret hyppigheden af medaljer til bukke, og frem til 2017 fik 36 ud af 1.463 bukkeopsatser medalje, der fordeler sig på én guldmedalje, 12 sølvmedaljer og 23 bronzemedaljer.
Denne opsats er fra en rå, der også havde udviklet grandel, som ikke var brudt igennem tandkødet. Privatfoto
Hos de samme bukke registrerede han tilstedeværelsen af svælgbremselarver, der til trods for, at svælgbremsen er nået til Sverige, ikke blev konstateret hos svenske, men kun danske bukke, og i de syv år registreringen har verseret, blev der ud af det samme antal bukke konstateret svælgbremselarver i 369, svarende til 25,2 procent.
I det enkelte ud af de syv år havde mellem 28 og 75 bukke svælgbremselarver. I overensstemmelse med DTU, Veterinærinstituttets erfaring mener Jørgen Kjær med udgangspunkt i sin registrering, at svælgbremsen vinder frem i navnlig Sydøstdanmark samt i det centrale Jylland.
LÆS mere på netnatur.dk/RIFFELJAGT
 |
 |
|
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker. Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhpæld
