I anledning af overjæger Mogens Andersens død fortæller Henning Kørvel om en fuldskuffel dåhjort, som han nedlagde sammen med den nu afdøde overjæger
I anledning af overjæger Mogens Andersens død fortæller Henning Kørvel her om, at han i 1989 jagede fuldskuffel dåhjort i Gunderslevholm dyrehave sammen med den nu afdøde overjæger. De to havde pyrschet i dyrehaven flere gange efter en ”skuffel”, før den blev nedlagt 21. september – dagen før Henning Kørvels fødselsdag.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Efter at vi havde aftalt prisen på en ”pakke”, indeholdende en fuldskuffel dåhjort, en stor sikahjort og nogle ”afskudsdyr”, hvilket vil sige dåer, kalve og et par spidshjorte, gik vi i gang med at jage 1. september.
Året var 1989.
Jeg skød relativ hurtigt en stor otteender sikahjort, og jeg husker, at skytteelev Palle Sørensen, der senere blev skytte på Gyldensteen på Fyn, deltog i jagten og det praktiske arbejde ”efter skuddet”.
Og jeg husker også, at den bil, som Mogens Andersen havde til sin rådighed fra godset, var en bedaget let falmet rød Toyota Land Cruiser, som blev kørt med ”følelse”, fordi den krævede dobbelt udkobling.
Palle Sørensen var dog ikke med, da vi begyndte at jage dåhjort. Jeg husker, at vi gjorde forsøget en række gange, men at hjortene spottede os og tog flugten, og skudchancen således udeblev.
Men vi fik mange gode snakke om alt muligt imellem himmel og jord. Mogens fortalte således, at ”sletten” i den over 150 år gamle dyrehave er dækket af små tuer, fordi den oprindelig havde været en mark i oldtiden, og det tuede mønster skyldes den måde, som stenalderfolket behandlede jorden på. Spændende.
Henning Kørvel med den nedlagte dåhjort, der blev en slags fødselsdagsgave, fordi han skød hjorten dagen før sin fødselsdag.
Dyrehaven var dengang endnu stor, vist nok cirka 150 hektar, men ved stormen 3. december 1999, hvor træer én masse væltede ned over hegnet, der efterfølgende desværre ikke blev fornyet og repareret, og mange dyr slap ud, blev den reduceret til dens nuværende størrelse på 50 hektar. Dyrehaven strakte sig dengang næsten til Bavelse Sø, men det gør den ikke længere.
Men dengang var det en udfordrende fordel i navnlig brunsten, fordi dåhjorte fra Bavelse-Næsbyholm godser på nordsiden af søen passerede over denne på ”Tangen” for at kurtisere dåer i Gunderslevholms dyrehave.
Hjorte kom også i karambolage med hjorte i dyrehaven, og hegnet blev ofte beskadiget ved uenigheder mellem hjorte på hver side af hegnet.
Mor fortalte aldrig om mig
En dag, hvor Mogens og jeg pyrschede og kom tæt på søen, spottede vi en stor skuffel, der netop var ankommet fra Bavelse-Næsbyholm Gods.
Mogens sagde: ”Skyd den”, men det var for sent. Den havde set os og tog flugten formentlig tilbage til Bavelse-Næsbyholm.
Han fortalte også om sin opvækst, og at faren efter hans fortælling om, at han gerne ville være skytte på et gods, havde sagt til ham, at det kunne han ikke leve af, og at derfor skulle have en anden uddannelse ved siden af.
Han blev derfor først uddannet pottemager – keramiker – før han blev uddannet som skytte, og endte som overjæger.
Og som keramiker har han lavet den fineste serie agerhøns i forenklet og forfinet stil. For mange år siden gav han min afdøde kone en af dem. Hun elskede at se på den og tage den i sine hænder. Den var efter min bedste opfattelse meget smuk.
”Men min stilling var ikke fint nok til mine forældre, for når min mor havde selskab, så fortalte hun kun om, hvad mine søskende lavede, men nævnte ikke mig, fordi det ikke var fint at være herregårdsjæger”, fortalte Mogens, der havde det fint med både titlen og jobbet.
Han elskede at have med dåvildt at gøre og fortalte, at han engang havde fået et tilbud fra en tysk godsejer om at blive skytte på hans gods i Sydtyskland, hvor han kun skulle passe dåvildt. Han var fristet, men sagde alligevel nej tak til tilbuddet.
”Men godset var spændende. Det lå på et isoleret bjerg. En bro over en dyb kløft førte over til det”, fortalte han, mens vi gik af sted i den nu over 150 år gamle dyrehave.
Mogens Andersen på pyrsch i dyrehaven på Gunderslevholm. Han lagde stor vægt på, at man af hensyn til balancen gik oprejst på pyrsch.
Vi spottede kronvildt. Tidligere havde dyrehaven på Gunderslevholm også rummet muflon, men de blev bortskudt, fordi de ikke trivedes.
Ingen kender årsagen. Dyrehaven rummede dengang som nu kun dåvildt, sikavildt og kronvildt.
Ved runde fødselsdage gav godsejeren ham en dåhjort til afskydning, og han skrev 40, 50, 60 og 70 år på pandeskallen. Og da han i 2007 blev 75 år, gav godsejeren ham lov til at skyde en stor gammel kronhjort i dyrehaven. Den hang på en hædersplads i hans hjem,
Mogens og jeg havde kendt hinanden, siden vi i 1960-erne startede med at skrive, og Mogens også tegne for Bent Hansen i ”Jagt- & Fiskeri”.
Og i 1989 var vi begge knyttet til ”Dansk Jagt” og Dansk Jagtforening, hvor redaktøren indtil 1987 var Jørgen R. Krag.
I 1988 var Mogens og jeg startet på at skrive bogen ”Det store hjortevildt”, der udkom i oktober det år, og vi var begge lidt spændt på modtagelsen af den.
Den 21. september var vi igen på pyrsch i dyrehaven og gik ind ad lågen, og Mogens mente, at vi skulle se, om hjortene stod i det tætte buskads i den østlige ende ud mod Rejnstrupvej til ”Bondegården”.
Ved brug af kikkerterne opdagede vi snart fem-seks fuldskufler inde imellem træerne. Vi stoppede cirka 130 meter fra dem, og efter et hastigt view siger Mogens.
”Skyd den yderst til venstre. Det er en fin hjort”.
Jeg lagde an op af et træ, og da sigtet låste sig fast på bladet, gav jeg aftrækkeren det lette tryk, der sendte kuglen – en 11,7 grams RWS H-Mantel – af sted. Hjorten rørte sig ikke ud af stedet, men da jeg kiggede spørgende på Mogens, sagde han stille og roligt.
”Den er død, den ved det bare ikke endnu”.
I det samme begyndte hjorten at svaje, før den væltede om baglæns, og vi gik hen til den. Kuglen sad perfekt, og det var ikke bare en fin gammel fuldskuffel, men den var også fed – fejst – og smuk i den røde sommerdragt med hvide pletter.
Da den var brækket op, slæbte vi den ud til et sted, hvor vi kunne hente den med bilen og kørte så hjem til overjægerboligen i Rejnstrup, hvor den blev vejet.
84 kg, stod viseren på vægten på, og hjorten fik herefter en vildtsæk om sig, fordi vejret stadig var varmt, og spyfluerne skulle holdes på afstand.
Kedy, Mogens kone, kom og beundrede hjorten, da den iført vildtsæk blev hejst op i stativet ved parrets bolig på Krogvej.
Mogens Andersen med en dåhjort, nedlagt af godsejer Rolf de Neergaard på Sletten i dyrehaven.
Epilog: Mange år senere fik jeg hjorten skuldermonteret. Og skuldermonteret blev også min store sikahjort, der i lighed med dåhjorten var fra dyrehaven på Gunderslevholm, skudt med Mogens Andersen som guide.
Jeg håber inderligt, at han i sit ”elysium” vil fortsætte med at jage, og han også fortsat vil drikke vin og ryge pibe, for det er, som han udtrykte det: noget, som han har behov for.
Jeg håber også, at hans lyst til at tegne og male vender tilbage.
Knæk og bræk.
Inden vildtet, her en dåspidshjort hænges op i vildtstativet på Krogvej i Rejnstrup, har den fået en vildtsæk omkring sig, der holder spyfluerne væk fra den.
LÆS OGSÅ:
Overjægeren er død
LÆS OGSÅ:
Skriv til overjægeren
