Den apporterende jagthund er den vigtigste brik i tidens haglbøssejagt. Derfor er apportørens terræn- og jagtdressur et område, som skal prioriteres særlig højt under jagthundens træning
Af Micheal Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
For de fleste jægere er apportøvelserne den del af specialdressuren, der bør have størst opmærksomhed.
Inden man begynder på de mere jagtrealistiske træningslektioner, er det dog en forudsætning, at man er sluppet heldigt igennem de foregående perioder.
Det vil sige, at det forventes, at hunden kan:
bremses på afstand
blive tilbage
aflevere til hånden
forholde sig rolig ved skud
Såfremt der ikke medbringes en egnet, apporterende hund under jagt på arter mindre end råvildt, er det faktisk ikke tilladt at drive jagt på og fra landarealer, samt i siv- og rørbevoksninger.
Hjortevildt som anskydes bør eftersøges af en registreret schweisshundefører, da denne har tilladelse til at fortsætte eftersøgningen uafhængig af skel. Eftersøgning af hjortevildt med schweisshund er derfor mest relevant for de personer, som agter at få deres hunde registeret.
Kun under udøvelse af riffeljagt samt jagt fra pramme, kajakker og motorbåde på fiskeriterritoriet, er det ikke et lovmæssigt krav, at der skal medbringes en hund, som kan hente vildtet, der nedlægges.
Endelig er det tilladt at drive haglbøssejagt på råvildt uden medbringelse af en apporterende hund.
Under alle andre former for haglbøssejagt er en egnet apportør et must, selv om der ikke stilles krav til race eller aflagt prøve. Men mon ikke de fleste er enige om, at en egnet apportør kan:
sidde stille på post
markere påskudt vildt
anlægge et frit søg
apportere anskudt vildt
følge fod af anskudt vildt
modtage dirigering
arbejde i skov og krat, vand samt i rør, siv og andre former for hårdt terræn
Den grundlæggende apporteringsdressur gælder for alle apporterende hundetyper. Først senere deles træningen op på de tre hundetyper, stødende, stående og apporterende hunde.
En apporterende jagthund skal beherske tre basale færdigheder. Den skal kunne markere, gå på fod af skadet vildt, samt anlægge et frit søg. Endelig kan det i mange situationer være en fordel, hvis hunden er modtagelig for dirigering. Det gælder ikke mindst for jægeren, som har planer om at deltage som opsamler på store klap- og drivjagter.
Retrieverejeren, som agter at anvende sin hund som markprøvehund, skal ligeledes være særlig opmærksom på, at hunden lærer at lystre fløjte- og håndsignaler på lang afstand.
At kunne lede hunden frem til nedfaldsstedet på så kort tid som muligt er afgørende på de store ande- og fasanjagter, hvor tiden spiller en mere afgørende rolle, end den gør under mere almindelige jagter.
Ligeledes forbedres hundens chancer for, at afslutte apporteringen af det anskudte vildt markant, jo hurtigere den er fremme ved det sted, hvor en vingeskudt fasan eller løbskudt hare gik i jorden.
Også dette taler for at dirigering bør prioriteres.
Under mere almindelig jagt med få deltagere og vildt i mere moderate mængder, er det knap så afgørende.
Her vil hunden i reglen markere, hvor vildtet rammer jorden eller vandoverfladen og dermed ligeledes på kort tid være fremme ved nedfaldsstedet.
