Som den første Bracco Italiano er Bambaia Di Ala D’Oro præmieret med første præmie i åben klasse på Danmarks Jægerforbunds markprøve i Grenå …
Af Redaktionen
Den femte september 2008 opnåede Bambaia Di Ala D’Oro første præmie i unghundeklassen. Nøjagtigt et år efter den opsigsvækkende præmiering gentog den succesen i åben klasse. En første præmie i åben klasse er nåleøjet, som de stående jagthunderacer skal igennem for at kunne deltage i vinderklasserne.
Hundens fører Kim Geisler Kristensen oplyser, at resultatet skal bane vejen for en permanent plads i de Fælles Markprøveregler. Som det er nu, kan Bracco Italianoen kun deltage på danske markprøver i kraft af en dispensation, som udløber i 2010.
Dispensationen blev udformet i kraft af Jan Sørensens forarbejde. Jan Sørensen var den første, der ønskede at deltage med en Bracco Italiano på danske markprøver. Derfor fik han udformet en dispensation fra Dansk Jagthunde Udvalg(DJU) og blev derefter den første der deltog på danske markprøver med en Bracco Italiano, samt den første der opnåede præmiering med hunden Rajika’s Zita.
Kim Geisler Kristensen håber, at resultaterne kan inspirere kommende og nuværende Bracco Italiano ejere i Danmark til at komme ud og arbejde med deres hunde, eftersom racen er en jagthund, som har det bedst med jagtbetonet arbejde.
Kim Geisler Kristensen oplyser, at Bracco Italiano har så stor jagtlyst, at den “ikke galoperende” race bør have en plads i viften af anerkendte jagthunderacer i Danmark. Derudover er den en utrolig behagelig og trofast familiehund. En egenskab som Kim Geisner Kristensen mener den moderne danske jagthund absolut må besidde, eftersom de fleste jagthunde er en del af familien.