1800-tallets nye nåleskove fik flere nye fuglearter til at flytte ind i den danske natur. Men de senere årtier er udviklingen vendt …
Af Jan Skriver, dof.dk
Flere fuglearter er i tidens løb forsvundet som ynglefugle i Danmark, men endnu flere er kommet til, hvis man sammenligner med situationen i år 1800. Men de seneste cirka 20 år er udviklingen vendt, så artsantallet nu falder.
De seneste godt 200 år er antallet af ynglende fuglearter i Danmark vokset med cirka 25. Dermed er fuglene overordnet set en af de faunagrupper, der klarer sig bedst i vores natur.
Men på det seneste er faresignaler også begyndt at blinke over den danske fuglefauna.
Det viser en analyse af Danmarks ynglefuglebestande, som biologerne Michael Borch Grell, DOF, biolog Lars Dinesen og biolog Tom S. Romdal, har lavet.
Antallet af arter, der yngler regelmæssigt i det danske landskab, voksede fra 149 i år 1800 til et maksimum på 176 arter i 1994.
Men i 2012 blev der registreret en mindre nedgang, da 173 danske ynglefuglearter blev noteret. På det korte sigt ser udviklingen i antallet af ynglefuglearter generelt ud til at vende.
– Danmark fik mange nye arter af ynglefugle i takt med at nåleplantager skød op i 1800-tallet, mens store hedearealer blev opdyrket. Sortmejse, topmejse, grønsisken, korsnæb og fuglekonge koloniserede dengang landet og blev almindelige danske fugle. Og flere andre nye arter indfandt sig i den mosaik af skove og ekstensivt dyrket kulturland, som Danmark udviklede sig til.
I takt med at det traditionelle landbrug med et varieret husdyrhold og græsning udviklede sig til nutidens industrilandbrug forsvandt den hvide stork, og flere arter, som er knyttet til heder, overdrev og enge uddøde eller kom til at balancere på randen af udryddelse.
– Urfuglen forsvandt, da de udstrakte hedeflader blev opdyrket eller groede til, og den vil næppe komme igen af sig selv. I dag er det de våde enges ynglefugle som brushane, engryle og stor kobbersneppe, der er truet på grund af dræning, tilgroning og intensiv landbrugsdrift. Også arter knyttet til næringsfattige overdrev, klitheder og moser såsom mosehornugle, hjejle og markpiber hænger i en tynd tråd.
Men det nytter at gøre noget aktivt for at bremse tabet af biodiversitet, påpeger Michael Borch Grell.
Det viser de senere årtiers indvandring af de store rovfugle, som blev udryddet primært i løbet af 1800-tallet, men som i dag er tilbage.
