Af Redaktionen
“En særlig virus, som plager vildgæs i Nordamerika, er nu for første gang blevet opdaget blandt gæs i Danmark. En lignende virus er tidligere blevet forbundet med tre dødsfald blandt mennesker, men forskere maner til ro.”
Sådan indleder Videnskab.dk en artikel om den nye virus, der er konstateres på europæisk jord for første gang.
I samarbejde med danske jægere har forskerne undersøgt 333 gåsehoveder fra gæs nedlagt i Danmark. 7 af dem havde virus.
Symptomerne ved smittede gæs kan være opsvulmede maver, forstoppelse og død.
– De bliver tynde, men når man obducerer dem, finder man alligevel, at de er voldsomt opsvulmede af foder i deres spiserør og mave. De bliver ved at spise, men maven virker simpelthen ikke, så de stopper helt til, siger dyrlæge Mads Bertelsen, som er en af forskerne bag den nye danske undersøgelse.
Årsagen til at gæssene bliver forstoppede, er at virusset sætter sig i nerver, som styrer deres kråse (muskelmave).
– Gæssene har ikke tænder, men i stedet ligger der sten og kværner foderet nede i deres muskelmave. Men hvis de nerver, som styrer muskelmaven, bliver ødelagt, kan de ikke længere tygge og fordøje maden. Alligevel bliver de ved med at æde, indtil maven stopper til, fortæller Mads Bertelsen, som understreger, at ikke alle smittede gæs bliver syge.
I Nordamerika er mellem 10 og 50 procent af vildtlevende gæs ramt af virussen ‘aquatic bird bornavirus 1’.
– Vi er bekymrede for, at det kommer til at sprede sig på samme måde som i Nordamerika, siger dyrlæge Mads Bertelsen, som er initiativtager til den danske undersøgelse.
Undersøgelsen er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Emerging Infectious Diseases, og her kan det ses at både grågæs, bramgæs og kortnæbbede gæs er ramt af “aquatic bird bornavirus 1”.
Forskerne understeger dog at “Aquatic bird bornavirus 1” aldrig er blevet forbundet med sygdom blandt mennesker, selv om en lignede virus – fundet hos egern – er mistænkt for tre dødsfald. Derfor understreges det, at man fortsat trygt kan spise vilde gæs nedlagt i Danmark.