De 2 bedste kugleplaceringer til råvildt. Læs Jack Hansens grundige analyse baseret på råvildtets “korrekte anatomi”
De 2 bedste kugleplaceringer til råvildt
Af Jack Hansen
CNS- kuglen versus ”Midt på bladet”.
Læs dette inden du skyder dit næste rådyr.
Når man har læst dette bør der, efter min mening, ikke mere være den mindste tvivl om den bedste skudplacering på råvildt – og hvor råvildtet i hvert fald ikke skal træffes.
Den 05.08.2021 fremkom jeg med artiklen: “Fyr hjertekuglen og brug i stedet CNS- kuglen”. – Som ventet gik der ikke længe, inden mange kommenterede dette – for hér rørte man jo ved noget traditionelt, og mangeårig praksis.
Vi diskuterer ejendommeligt nok stadigvæk skudplacering på råvildt, og jeg synes virkelig at det er på tide, at alle vi riffeljægere igen tager stilling til hvad den bedste skudplacering er på råvildt – og at dette sker ud fra fakta og de rigtige begrundelser og argumenter, og ikke på grundlag af tegnet anatomering, traditioner, fornemmelser og måske skik som har vundet hævd.
I dette læserbrev ses altså på kugleplaceringer til råvildt – men denne gang på en for riffeljagt nok ny illustreret måde: nemlig på professionelt dissekerede rådyr og fotos af rigtige rådyr – hvor placering og størrelser af dyrenes organer og den bedste (indtegnede) kugleplacering ikke bør kunne betvivles, og hvor de (meget betydende) skæve kuglebaner gennem dyret kommer mere frem i lyset. – Stor tak til den kendte svenske jæger og dyrlæge Dr. Bengt Röken for lånte fotos af dissekerede rådyr – for uden disse kan man ikke på helt troværdig måde påvise bedste skudplaceringer.
Dette henvender sig til alle riffeljægere, både rutinerede, ikke rutinerede og nystartede. – Det tager mange år at blive rutineret hjortejæger, og jeg mener at nye riffeljægere kan få en god start, ved at læse dette.
Jeg læste en artikel, som atter blev lagt frem: ”Hvor skal riffelkuglen sættes i dyrekroppen?”, hvor det anbefales alle at anvende kugleplacering ”Midt på bladet”, at undgå.”Den høje bladkugle” – og at undgå CNS- kuglen, som blev kritiseret kraftigt, og hvor jeg ”har overrasket forfatteren med manglende kendskab til fakta”. – Artiklens forfatter kaldes i det følgende for KL.
I nævnte artikel er forfatteren KL enig med mig i, at Hjerte- kuglen er en meget risikabel kugleplacering, og dette kan tolkes således at der bør foretrækkes én af disse to kugleplaceringer: ”Midt på bladet” eller CNS- kuglen – altså disse to:
Foto tv. viser CNS- kuglen. – I foto th. ses indtegnet den anbefalede ”Midt på bladet” i en artikel: ”Hvor skal riffelkuglen sættes i dyrekroppen?”, hvor det anbefales alle at anvende lodret sigtelinje bag dyrets forløb/albue, og vandret sigtelinje noget under dyremidte, hvilket ses i nævnte artikels illustrationer (f.eks. artiklens lille viste buk yderst th i foto ovenfor). – Altid gældende regel: Træf aldrig bagud for den viste røde lodrette streg, fordi der hér begynder tynde lungelapper og lever/mave.
Den røde cirkel (diameter ca. 14 cm) i foto th repræsenterer artiklens påstand om, at ”Midt på bladet” kan tillade sig en træfafvigelse på 6-8 cm fra sigtepunkt til alle sider – men som det ses, vil det med rødt skraverede være et træf i tynde lungelapper, lever og mave – selv i rent sideskud. – Og skrå skudvinkler forfra kan føre til endnu værre anskydninger.
Den røde prik i Ill. 1´s højre foto, er et træf 8 cm tv. for artiklens anbefalede sigtepunkt, altså et rent lever/mavetræf.
Som det ses i Ill. 1, er risikoen for træf i tynde lungelapper, lever og mave ved den anbefalede ”Midt på bladet” langt større, end risikoen for ”tapskud” er ved CNS- kuglen. – Og ”Midt på bladets” lodrette sigtelinje befinder sig kun 2,5-3 cm fra et mavetræf. – Artiklens anbefalede ”Midt på bladet” kræver altså langt, langt større skydefærdighed, end CNS- kuglen kræver.
Den sorte cirkel (diameter 16 cm) i foto th er min version af ”Midt på bladet”, og som det ses kan denne vitale træfcirkel ikke være større, hvis man skal undgå træf i tynde lungelapper og lever/mave. – Denne viste version af ”Midt på bladet” (sort cirkel) anvender jeg selv ved længere skudafstande (90+), og når jeg (ved kortere afstande) er usikker på ét eller andet. – Se ill. 13, et dyr skudt med min version af ”Midt på bladet”.
Et spørgsmål melder sig i dette: Kan riffeljægerne i virkeligheden blive misvejledt, og måske herved i årevis anvende skudplaceringer, som er meget tvivlsomme, når den bedste skudplacering vælges ud fra tegnet anatomi – og kan nye riffeljægere ikke herved få en helt forkert start, både for dem selv og for dyrene?
Den anbefalede: “Midt på bladet” – Lunge- kuglen:
Den sete artiklens anbefalede bladskud har alt for stort træfområde:
Den sete anbefaling i artiklen: ”Hvor skal riffelkuglen sættes i dyrekroppen?”, hvor det viste gule område kaldes: “Det sikre dræbende bladskud”: “Midt på bladet”, men i virkeligheden indeholder den gule markering (som det ses) et stort anskydningsareal. – Hér fremgår, med al ønskelig tydelighed, grunden til at man skal være meget kritisk overfor tegnet anatomering af dyr – brug kun fotos af dissekerede dyr, og fotos af virkelige dyr.
Foto tv. er min gengivelse/opfattelse af vist illustration i omtalte artikel – tilføjet streger og tekst med det nye formål, at på samfundsnyttig vis forsøge at sammenligne og påvise negative og positive effekter af træfpunkter på hjorte, samt anfægte en fremført kritik – alt for at undgå anskydninger.
Det fremgår i nævnte artikel: ”Et bladskud er, når riffelkuglen træffer inden for et større område på hjortevildtets krop, som er omkranset af ribben og dækker hjerte og lunger”. – Dette er jeg helt uenig i, da bladskud i både teori og praksis deles op i ”Højt bladskud” og Lavt bladskud”, som hver især er afgrænsede og med ganske betydeligt mindre træfområder hver især og sammenlagt, end vist ovenfor i illustration 2. – Denne sammenligning mellem bladskud og CNS- kuglen er helt misvisende.
Et hav af uhyggelige anskydningsmuligheder er til stede indenfor det viste gule område – og dette kan måske også lokke riffeljægere til at skyde råvildt på 200 meter eller mere, hvor ingen almindelige riffelskytter kan bryste sig med at have afgivet et sikkert, humant skud til råvildt, da de fleste nok kun kan skyde tilpas sikkert til råvildt på skudafstand 139/157 meter (afhængigt af skydefærdigheder, se senere).
Med mit kendskab til forfatteren af nævnte artikel (KL) må jeg dog næsten tro på, at hans viste illustration (eller tekst hertil) er en ”svipser”, som KL ikke mener alvorlig – men den kan blive meget alvorlig dersom nogen tager budskabet til sig: at det gule område (bladet) vist i illustration 2 i foto tv er: ”det sikre og dræbende bladskud”.
Alene af hensyn til dyrene, er jeg hér (maj 2025) nødt til vise den reelle forskel på CNS- kuglen og artiklens anbefalede ”Midt på bladet”, og hvor den reelle forskel nok bliver rigtig svær at tilbagevise – og alt fører frem til, så vidt jeg kan se: at direkte bevise ”Den bedste kugleplacering på råvildt” – og den næstbedste.
Hvilken kugleplacering finder du bedst, når du har læst dette?
Hér kunne historien egentlig slutte – men det gør den ikke, da vi må sikre os, at dyrene skydes ordentligt og at vi varetager dyrenes tarv – og jeg er sikker på, at hverken forfatteren af nævnte artikel eller jeg ønsker at lokke nogen til at gøre noget forkert, og at vi begge mener det vel. – Jeg tror at forfatteren af nævnte artikel er offer for at regne med tegnede illustrationer, som slet ikke ligner dissekerede rådyrs anatomi.
Nu ved jeg godt at forfatteren bag artiklen har ”ballast i bagagen”, hvilket vel også jeg har, som har været jæger i min. 58 år, og har sat mig godt ind i terminal ballistik og har en vis indsigt i anatomi og fysiologi.
Jeg er ikke specielt godt skydende, skydetræner ikke og jeg skyder hjorte hvert år, og har aldrig mistet et med riffel påskudt dyr, ét skud til alle dyr på nær ét (fornyligt), ingen forbiere, ingen ”tapskud” hvor dyret ikke faldt bevidstløs i knaldet og døde – og jeg har kun haft tilkaldt schweisshund én gang (grundet alt for sen kugle- ekspansion og en af mig dårligt valgt spids skudvinkel, men ansvaret var stadigvæk mit, og dette dyr plager mig stadig).
Det er prisværdigt at forfatteren af artiklen (KL) kerer sig om vildtets tarv, men dette gør jeg også – og i praksis har jeg bevist dette, ved at jeg de sidste kun 12 år har skudt 18 hjorte (kun medregnet handyr), hvoraf 14 (ca. 78 %) er faldet bevidstløs i knaldet med en CNS- kugle (alle dem jeg har kunnet se fra min placering), også kronhjorten og dåhjorten kunne jeg se falde bevidstløse fra mit skudsted. – De 4 øvrige hjorte blev skudt med hjerte eller lungekugle, og alle 4 havde flugtdistancer.
– Dette bliver rigtig svært at gøre bedre, og er umuligt med lungeskud – og også med hjerteskud.
“Midt på bladet” er meget påvirket af skæve skudvinkler:
I denne forbindelse kan vises en grov principskitse af resultatet af skud i skrå skudvinkler, hér vist for Hjerte- kuglen, hvor der skydes skråt bagfra – og dette gælder principielt og sandeligt også for Lunge- kuglen: ”Midt på bladet”:
– og forestil dig hvilke træf det bliver – når du skyder dyret forfra (vender pilene den anden vej bagud) – og se dette i relation til kugleplaceringen: ”Midt på bladet”. – Husk: at formave og tynde, tilspidsede lungekanter befinder sig højst et par cm bagved hjertet. – De rådyrlunger jeg har målt, måler 20-21 cm i længden – og dækker kun under 1/3 af rådyrets længde fra nakke til spejl (se senere ill. 5).
Jeg anser skrå skudvinkler som absolut største årsag til fejltræf og anskydninger. – Især ved Hjerte- kuglen kan skrå skudvinkler give mavetræf, bringetræf, træf i albue og i forløb – og ved Lunge- kuglen kan skrå skudvinkler ret let medføre træf i mave/lever, i tynde lungelapper og træf i kun én lunge, og hvor dyrets anden lunge kan forsyne dyret med tilstrækkelig ilt forholdsvis længe.
Jeg foreslår, at vi ser på de rigtige fakta, når det gælder kugleplaceringerne: ”Midt på bladet” og CNS- kuglen – og at vi glemmer tegnede illustrationer, som i dette læserbrev påvises helt uegnede til at vurdere projektilindgang og kuglebane ud fra:
Herunder ses Dr. Rökens eminente fotos af dissekerede rådyr, som leverer fakta om anatomi som intet andet:
Først ses snit øverst i dyret på langs, hvor man ser alt af begge lunger ovenfra, og hvor de tilspidsende lungelapper ses omslutte mave/lever – og dernæst vises snit nede ved hjertet, hvor lungerne er mindre. – KL’s ”Midt på bladet” har jeg indtegnet i de viste fotos, med skudvinkler på 00 (sort pil), 150, 300 og 450:
Ill. 4: Nederste foto: Ved KL’s ”Midt på bladet” (sort pil), er der allerede fra 120-150 skæve skudvinkler der ikke korrigeres korrekt, og ved unøjagtige træf, tale om enkeltsidige lungetræf og lever/mavetræf, samt træf i kanterne af tynde lungelapper. – KL’s ”Midt på bladet” viser sigtepunkt (rød prik) et par cm fra dyrets mave.
– Dette kan give op til meget lange flugtafstande og op til lang ”Tid fra træf til bevidstløshed”, med vældigt lange forblødningstider. – Dette ved skud skråt forfra, når der ikke korrigeres lodret sigtelinje 100 % korrekt. – Også ved KL’s omtalte 6-8 cm fejltræf (den stiplede sorte pilstreg), kan vældigt mange af disse give træf i lever/mave (de gule prikker).
Øverste foto (længdesnit længere oppe på ”bladet”), hér vil skudvinkler på 300-450, kunne give træf i bagerste lunges aftagende dele mod dyrets bringe. – Dette ved skud skråt bagfra, når der ikke korrigeres lodret sigtelinje, og dette skal tillægges effekten af unøjagtige træf på f.eks. 6-8 cm til højre.
Som det ses i nederste foto ovenfor, skal du altså kunne præstere at holde dine skud indenfor en 2-5 krone – hver gang – for at undgå mave/levertræf – og dette samtidigt med at du skal korrigere 100 % korrekt for skæve skudvinkler sideværts. – Dette vil kræve at du næsten bor på skydebanen.
Til sammenligning med CNS- kuglens påkrævede træfsikkerhed indenfor en cirkel på 10-12 cm (se ill. 1), og uden behov for en helt nøjagtig korrigering for skæve skudvinkler sideværts – og hvor du kan bo hjemme.
Artiklens anbefalede sigtepunkt sidder påviseligt kun et par cm fra maveregion, og en træfafvigelse på 6-8 cm (ja blot et par cm) er et mavetræf og i tynde lungelapper. – og ved skrå skudvinkler kan dette blive meget værre og hvor enkeltsidige lungetræf er meget sandsynlige – alt med tilhørende lange flugtdistancer og forholdsvis lang: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, hvilket Aarhus Universitet i rapport TR257 udmelder som bedste målbare mål for et afgivet skuds humane etik.
Generelt er det ofte meget vanskeligt at vurdere, om dyret står skævt for skytten – og hvor meget. Dårlige lysforhold og længere skudafstande spiller ind, ligesom man ofte ikke kan se dyrets ben. – Kun ca. 5 % af alle mine skudte bukke har stået næsten i rent sideskud, og ofte er jeg blevet forbavset over hvor skævt dyret stod, når jeg vendte dyret.
Men lad os lige se nærmere på det omtalte anbefalede ”Midt på bladet” (lungeskud):
Ill. 5: Artiklens anbefalede: “Midt på bladets”: Lungeområdet er meget mindre, end de fleste nok tror. – Dyret ser meget anderledes ud inde i midten, end på dyrets overflade: Kæmpe risiko for anskydninger ved set anbefaling: “Midt på bladet” ses hér. – Enhver kan regne ud, at jo tættere mod maven man sætter kuglen, jo større risiko for mavetræf.
De indtegnede røde trådkors er KL`s anbefalede: ”Midt på bladet”, iht. hans viste illustration heraf (den lille buk til venstre).
– Dvs. at KL’s centrum af hans træfcirkel sidder ca. 1,5 cm fra den gule streg, og kun et par cm fra maveregion. – KL’s påstand om, at et kugletræf kan afvige 6-8 cm (de gule prikker) er ikke korrekt, da dette vil være mavetræf, træf i brystben (sternum) eller strejfskud i hjertet (se de gule prikker) – dette selv ved helt rene sideskud – og ved skæve skudvinkler kan risiko for, og alvorligheden af disse anskydninger øges markant.
Læg især mærke til i foto tv., at lungeområdet som fakta er en hel del under 1/3 af dyrets længde, fra få cm fra nakkebøjning til og med spejlet. Afstand x er den fulde længde på rådyrets lunger, inkl. de bagudrettede lungelapper, der er ganske tynde og lapper lidt ind over dyrets mave helt ude ved ribben.
De gule cirkler er ø 16 cm, og repræsenterer KL’s omtalte 6-8 cm kugleafvigelser, som KL mener at hans anbefalede ”Midt på bladet” kugle kan tillade sig – men det kan de ikke, som det tydeligt ses.
I foto til th. ses, at det effektive træfområde i lungerne (uden de tynde lungelapper der dækker lidt af maven) højst er afstand y – hen til den gule streg.
Et væld af anskydningsmuligheder ses i KL’s anbefalede ”Midt på bladet” i ill. 2, 4 og 5, ved kun få cm træfafvigelse fra sigtepunkt – og KL’s anbefalede ”Midt på bladet”, skal helt sikkert flyttes meget længere frem på dyret, og en del op: se den sorte cirkel med diameter ca. 16 cm i f.eks. ill. 7.
Det ovenfor viste understreger, at de mange tegnede illustrationer man ser på nettet, kan være særdeles ”farlige” (for mand og for dyr) at bruge til dette formål.
Nedenfor ser du et rådyrs lunger, som er meget mindre end vist på mange tegnede illustrationer af et rådyrs anatomi:
Ill. 6: Tv ser du ét af de få ”tapskud” som jeg har leveret, hvor dyret faldt bevidstløs i træffet, og hvor lunger ikke blev truffet, men alligevel døde dyret på stedet. – Det er altså ikke en “naturlov” at dyret altid dør af forblødning/iltmangel, og hér døde dyret af læsion på centralnervesystemet alene. – Se dette også i 2 fotos (af “Tapskud”) længere nede i ill. 10.
I foto th ses dyrets venstre lunge nedefra (imellem mine fingre). – Det ses at lungelappens tykkelse smalner ud til en næsten knivskarp lungekant. – Træf i en sådan lungekant, med aftagende tykkelse, vil også være træf i lever og mave, og vil give meget lang forblødningstid. – Dette fordi disse lungelapper ligger udenpå dyrets lever og mave, som altså sidder lige inde bag disse bagudrettede lungelapper (se ill. 4).
Som det ses i foto tv i Ill. 6 er et rådyrs lunger ikke så store, som man ser på mange tegnede illustrationer. – Hér set ovenfra måler begge lunger i bredden ca. 17 cm, og længden er ca. 20-21 cm i det længste mål, inkl. tynde lungelapper.
Ud for min tommelfinger i foto th ses den ene bagudrettede lungelap, som er tynd for at give plads til lever, og lungelappen slutter i en helt skarp lungekant. – Træf i denne tynde del af en lunge er ikke et effektivt, vitalt træfområde.
Ved en ganske lille skrå skudvinkel forfra (hvor man ikke korrigerer korrekt herfor), vil kun den ene lungelap træffes, samtidigt med et endnu dybere træf i maven – givende meget lang flugtdistance og store muligheder for angst, stress og smerte hos dyret under en meget lang forblødningstid.
Ved spidsskud forfra (som skal forsøges undgået mest muligt), skal man være opmærksom på, at hvis man ikke træffer halshvirvler/rygsøjle (CNS- træfpunkter) – da vil man kun træffe én lunge, hvilket giver en vis flugtafstand (måske 20-40 meter eller mere). – Ved sådanne skud involveres også mave/tarmafsnit, og kuglen kan have udgang i én af bagkøllerne, medmindre kuglen træffer bagbenets kraftige knogle, hvor den vil sidde fast.
Vurdering af anskydningsområder ved ”Midt på bladet”:
Ill. 7: Artiklens anbefalede ”Midt på bladet” (rød cirkel på 14 cm): Hér ses kæmpe risiko for lever/mavetræf ved, selv ved rent sideskud. – Og ved skrå skudvinkler forfra, kan dette jo blive meget værre. – Rød prik er artiklens forfatters omtalte træfafvigelse fra sigtepunkt på 8 cm, i lever/mave. – Dersom kuglen træffer 8 cm lavere end sigtepunktet, ville dette være et strejfskud i bunden af hjertet. – Den viste sorte cirkel på 16 cm, er min version af ”Midt på bladet”, og du kan i ill. 13 se et foto af en buk nedlagt med min version af ”midt på bladet”. – Den blå streg er grænsen for et mere eller mindre alvorligt ”tapskud”.
KL. anbefaler, at man altid bestræber sig på at placere riffelkuglen midt på bladet: ”Det er det sted på dyrekroppen, hvor riffelkuglens præcision kan afvige med en stor margin”. – Men dette synes jeg bestemt ikke kan ses ovenfor i ill. 7.
– Hvis dine kugler ”flagrer” op til 7 cm i 3600 omkring dit sigtepunkt, vil det viste røde skraverede område være et sikkert mavetræf – så hvor stor vil chansen for et muligt lever/mavetræf være? (jeg vil sige meget stor) små 25 %, hvis du skyder med samme nøjagtighed som ved CNS- kuglen i senere illustration 11, altså med en nøjagtighed på: indenfor en cirkel med en diameter på 14 cm, som er den viste røde cirkel ovenfor i ill. 7.
Jeg tør vel ikke nævne, at dette sikre anskydningsområde i maveregionen, vist ovenfor i ill. 7 ved: ”Midt på bladet” (selv ved rent sideskud), er mange gange større (små 25 %) end det måske mulige ”tapskud” (små 3 %) ved CNS- kuglen, vist senere i illustration 11. – Og et mavetræf kan give dårlig kødkvalitet, ved frigivelse af maveindhold og bakterier.
Og forestil dig så hvor galt det yderligere kan gå med: ”Midt på bladet” ved skrå skudvinkler, hvor du skyder dyret forfra, og ikke får korrigeret den lodrette sigtelinje korrekt (se ill. 3 og 4). – Dette vil kunne give en kuglebane endnu dybere i maveregionen, sammen med et ikke effektivt enkeltsidigt lungetræf i denne ene lunges tynde bagudrettede lungekant, og derfor meget lange flugtafstande med sandsynlige lidelser.
Træf aldrig råvildt bagud (tv) for den røde lodrette streg i ill. 7.
Skyder vi ikke godt nok til at bruge CNS- kuglen?:
I nævnte artikel fremgår, at den krævede skydefærdighed ved brug af CNS- kuglen, efter KL’s mening, ”ligger langt over hvad den almindelige jæger kan præstere” – og at risikoen for ”tapskud” er stor ved CNS- kuglen.
Dette er ikke rigtigt – da risikoen for ”tapskud” er meget lille, dette ses i ill. 8 og 11).
Dette kan også tilbagevises, hvis man ser på min almindelige skydefærdighed og mine til dato måske over i alt 40-45 CNS- skudte dyr, hvor alle er faldet i knaldet, uden ét eneste ”tapskud” hvor dyret har forladt skudstedet, ingen forbiere, ingen mistede dyr, 1 skud til samtlige dyr undtagen ét (fornyligt), 2 beskadigede dyrerygge – én schweisshundeeftersøgning – og de næste Illustrationer 8 og 9 fremviser klart hvorfor:
Ill. 8: Det af mig indtegnede gule område er CNS- træfområdet, hvor ethvert træf resulterer i omgående bevidstløshed, fald og død ved forblødning/iltmangel inden dyret vågner – men undgå de skraverede områder. – Den røde cirkel er fejlmargen- område med diameter ca. 12 cm, hvor kun et ganske, ganske lille område måske vil være et ”tapskud”. – Træf under den stiplede gule streg giver også fald i knald og hurtig død.
Træf aldrig bagud (tv) for den røde lodrette streg, da lever og mave befinder sig hér, inde under de tynde lungelapper, som omslutter lidt af lever/mave – helt ude ved indersider af dyrets ribben.
Sort cirkel er CNS- træfcirkel på ca. 8,5 cm i diameter – og det med blåt indrammede er CNS- kuglens tilstødende ”sikkerhedsområde”, som er dét træfområde jeg selv anvender ved længere skudhold (90+), og når jeg er lidt usikker på ét eller andet også ved kortere skuddistancer. – Hér vil alle træf være dødelige – men ikke nødvendigvis med fald i træf, dvs. med sandsynlige flugtafstande og mulighed for angst og lidelse hos det påskudte dyr.
* Hvis man ikke kan træffe et godt stykke indenfor den ca. 12 cm røde cirkel i ill. 8 – mener jeg at man bør undlade at skyde til levende vildt – og en enkelt ”svipser”, som er lige fatal for dyret ved alle skudplaceringer, skal ikke blandes ind i dette, eller være til hinder for, at de allerfleste dyr skydes med den mest humane skudplacering.
Herunder ses noget tilsvarende, i let grov principtegning:
Ill. 9: Hér ses det meget store CNS- træfområde, hvor træf indenfor over mindst 60-65 % af det skraverede område fører til omgående bevidstløshed i skuddet. – Resten af det skraverede område vil være træf i begge lungers tykkeste og mest effektive dele at træffe. – Under det skraverede område ses området for min beskrevne version af ”Midt på bladet” (den rene lungekugle), som man yderligere har til rådighed hvis CNS- kuglen ”dykker i aftrækket”, og når man glemmer at korrigere sin vandrette sigtelinje lidt opad, når dyret befinder sig under skytten (- også dette er en kæmpe fordel ved CNS- kuglen).
* Dette viste CNS- træfområde, repræsenterer sammenlagt med tilstødende vitale sikkerhedsområder, det største sammenhængende vitale træfområde man kan finde på et rådyr, hvor chancen for at dyret falder bevidstløs i skuddet og dør er størst – og derudover har man til rådighed som sikkerhed: hele lunge/hjerteområdet under CNS- træfområdet. – Og dette bekræftes i Dr. Bengt Rökens dissekeringsfotos.
KL bekræfter CNS- kuglens effektivitet ved ordene: ”Jeg er ikke uenig i, at, hvis man afgiver et CNS-skud og rammer præcist, hvor man sigter, vil dyret tordne til jorden som ramt af lynet. Stendødt”. – Hvor jeg hér tillægger: Blot behøver man slet ikke at ramme præcist hvor man sigter, da CNS- kuglens 100 % effektive areal og ”fejlmarginareal” er langt større end ved skudplaceringen: ”Midt på bladet”, som påvist bl.a. i ill. 8 og 9.
Imellem de to røde stiplede linjer (i ill. 9) befinder sig rygsøjlen, hvor alle træf fører til omgående bevidstløshed. – Selv op til den viste blå stiplede linje, vil projektilets temporære kavitet omslutte CNS- træfområdet, og føre til omgående bevidstløshed, hvilket jeg har registreret et par gange i praksis. – Den gule stiplede linje er centralnervesystemets ”hovedvej” Medulla spinalis, hvor millivolt- impulser udveksles mellem hjerne og organer – og hvorigennem styring af bl.a. hjertefunktion, lungefunktion og bevægelsesfunktion sker.
Jeg kan ikke dokumentere data om danske jægeres skydefærdighed, og som schweisshundefører ser man jo mest kun de dårlige træf, og endda ikke dem alle – men man må da bestemt håbe, at alle riffeljægere normalt kan holde sine skud indenfor en diameter på de viste 8,4 cm på distancen 100 meter (den lilla cirkel i ill. 9), eller som minimum indenfor 12 cm (den røde cirkel i ill. 8) – og rigtigt mange skud afgives på langt kortere skudafstande, hvilket giver endnu større træfsikkerhed.
Illustration 9´s sorte cirkel med diameter 4,2 cm er den ”jagtlige” træfcirkel på 4,2 cm, og som er min træfsikkerhed på 50 meter skydebanen i skydebænk, på 2,3 cm i spredning tillagt 40 % (”jagtlig” sikkerhedstillæg) = 3,2 cm, som giver 4,2 cm, når der også kompenseres for, at centrum i min spredning på skydebanen ikke lå i centrum af skiven.
Det fremgår også af Illustration 8 og 9, at sideværts korrigering af den lodrette sigtelinje (når dyret står skævt/skråt imod skytten eller væk fra skytten), faktisk næsten ikke er nødvendig ved CNS- kuglen. Dette fordi rygsøjlens ret vandrette træfområde er meget langt, og ligger i midten af dyrets dybde, kun ca. 11-12 cm under dyrets sideoverflade.
– Denne fordel er ubetalelig, og denne ”gave” ses ikke ved KL’s Lunge- kugle, hvor et skråt, forfejlet skud let kan træffe kun én lunge eller tynde lungedele – og det samme ses ved hjerte- kuglen, hvor det er endnu lettere at strejfe og endda skyde helt forbi hjertet – alt når dyret står skråt og/eller under skytten (se ill. 3 og 4).
* Valg af CNS- træfpunkt giver altså rådighed over langt det største ”sikkerhedsområde”, der sikrer sandsynlighed for det størst mulige antal træf der fører til omgående bevidstløshed – og CNS- kuglen er langt mere tolerant overfor skud til dyr der står skråt, end KL’s skudplacering: ”Midt på bladet” for dyr der står skråt, og hvor der ikke træffes ”Midt på bladets sigtepunkt”, men måske KL´s omtalte 6-8 cm til alle sider (se ill. 4, 5 og 7).
– Og det forekommer ikke mig at være uforsigtigt, at regne med at de fleste riffeljægere kan holde deres skud indenfor en diameter på ca. 8,4 cm i ill. 9 på op til 100 meter (og i hvert fald indenfor en træfcirkel på 12 cm i ill. 8), og mange rådyr skydes på langt under 100 meter – og alle disse kan altså opnå en optimal hurtig og smertefri død.
* Og selvfølgeligt kan vi alle lave ”en svipser” når vi skyder, men dette bør ikke føre frem til at anbefale samtlige dyr skudt med en bløddels- kugle som en ”Midt på bladet” er – og som med stor sandsynlighed giver flugtafstande efter de fleste skud, og hvor besvimelse stort set altid først sker efter blodtab/iltmangel og efterfølgende hjertestop, hvilket tager tid – altså let kan føre til lang ”Tid fra træf til bevidstløshed”.
Det frygtede “Tapskud” – en kæmpe overdrivelse:
I artiklen ses atter det frygtede ”tapskud” taget op, i forbindelse med ”Tapskud” – men som tidligere skrevet, har dette ikke været noget problem for mig (som ganske almindelig riffelskytte, uden målrettet skydetræning) – bevist over rigtigt mange år med anvendelse af CNS- kuglen uden ”tapskud”, hvor dyret ikke døde på skudstedet.
Risikoen for ”tapskud” er faktisk ikke særlig stor, undtagen henne foran dyrets forløb, hvor et ”tapskud” kan sidde dybest, se den blå streg i ill. 7, og se også ill. 11 og 12. – Og et yderligt (distalt) siddende ”tapskud” kan dyret formentlig ofte overleve uden senere væsentlige gener, da dette ofte vil være rene, ret ”tørre” kødsår, som heller ikke er så udsatte for infektioner fra jord, som f.eks. et bringetræf ved forfejlet hjerte- kugle kan være. – Men selvfølgeligt skal ”tapskud” forsøges undgået.
Desuden har jeg skudt dyr, der var truffet kun 4 cm (i næsten helt vandret kuglebane) fra ryggens overkant i lodret flugt cirka med dyrets albue, hvor dyrene faldt bevidstløse i knaldet og var døde vel 30-40 sekunder efter træf. – Dette skyldes givetvis, at ryghvirvlernes hul for rygmargenen sidder meget tæt på roden af torntappene (kun ca. 2 mm knoglestruktur over hullet for rygmargenen/Medulla spinalis).
* Fakta omkring “tapskud” og CNS- kuglen er derimod, at CNS- kuglen har langt mindre risiko for fejltræf og anskydninger, end ved både Hjerte- kuglen og KL´s version af ”Midt på bladet”. – Dette ses i ill. 8 og 11 for CNS- kuglen, og i ill. 4, 5 og 7 for KL´s ”Midt på bladet”.
Det forekommer mig helt forkert, hvis nogen påstår at de danske jægere ikke skyder godt nok til at anvende CNS- kuglen – for kan vi ikke ramme en effektiv CNS- træfcirkel med ca. diameter 8,4 cm – kan vi heller ikke ramme hjertets effektive træfcirkel på max. ca. 7-8 cm. – Og vi har da vel ikke i over 100 år skudt Hjerte- kugler, som vi ikke magtede?
Og således er også sete udsagn om: “at riffeljægere ikke er dygtige nok til CNS- kuglen, og derfor bør vælge Hjerte- kuglen”, direkte forkert – det er lige omvendt.
Herunder vises et par af mine “Tapskud”, som førte til fald i bevidstløs tilstand og hurtig død – uden at dødsårsagen var forblødning, idet disse dyr ikke blødte særligt meget, da lunger slet ikke blev truffet:
Ill. 10: Hér ses (i foto tv) et træf, som de fleste nok ville kalde et Tapskud. – Kuglebane ganske lidt nedad, og dyret faldt bevidstløst i knaldet og døde ganske kort efter. – Kuglen sidder dét sted, hvor der er dybest ned til overgang mellem rygsøjle og halshvirvler (se ill. 7), altså hvor risikoen for alvorligt Tapskud er størst. – Dette foto peger også på, at kuglen skal sidde mere yderligt (længere oppe), for at risiko for Tapskud er til stede.
I foto th ses et træf som mange nok også ville kalde et Tapskud. – Men dette Tapskud, afgivet næsten helt vandret, fik dyret til at miste bevidstheden i knaldet, og døde ganske kort efter. – Kugleindgang små 4 cm fra overkant ryg og ca. lodret over dyrets albuespids sad kuglen. – Dette foto beviser at kuglen skal sidde mere yderligt (længere oppe, for at risiko for Tapskud (hvor dyret efter fald rejser sig og flygter), er til stede. – Hér døde dyret altså uden at lunger var truffet (uden at dødsårsagen var forblødning). – Dette foto beviser også, at træf der omfatter centralnervesystemet, ikke nødvendigvis skal ske tættere på hjernen (som nogle hævder), for at dyret falder bevidstløst og forender, ved CNS- træf.
Jo tættere på hjernen (centralnervesystemets “hovedkontor”) et projektil træffer rygmargen (eller i nærheden af denne), jo større effekt – men som det ses i foto th ovenfor, vil også et træf i rygmargenen, cirka lidt før lungerne slutter bagud, være fuldt tilstrækkelig.
Forklaringen på at disse 2 dyr i ill. 10 faldt i knaldet kan alene være, at projektilet ovenfra har trykket ned på hals/rygsøjlehvirvler (med kuglens temporære kavitet), og herved beskadiget “hovedvejen” for centralnervesystemet Medulla spinalis så dyret besvimede og døde, uden at inddrage forblødning fra lunger, som ikke blev truffet hér.
Min praktiske erfaring med CNS- kuglen viser altså, at dyret kan falde bevidstløs og dø kort tid efter, alene ved kuglens tryk (fra den temporære kavitet) ovenfra ned på rygsøjle – og uden forblødning. – Årsagen hertil opfatter jeg som værende forskydning af rygsøjlehvirvlerne indbyrdes, som kapper (eller tilstrækkeligt beskadiger) rygmargen (Medulla spinalis), hvorved de millivolt (til og fra hjernen/organer) som styrer åndedræt, hjerte, andre organer og bevægelse sættes mere eller mindre ud af drift.
Således er frygten for et Tapskud faktisk ubegrundet, i forhold til, og kan slet ikke sammenlignes med de anskydningsmuligheder som både Hjerte- kuglen og KL´s artikel med hans version af “Midt på bladet” indebærer – og som også vil kunne medføre langt større lidelser for dyret ved lange sporlængder, i perioden fra skud til dyret findes af jægeren selv – eller dén yderligere tid der medgår, når schweisshundefører skal tilkaldes.
Illustration 11. – Hér illustreres hvor stor en chance du har for at afgive et muligt ”tapskud”, ved brug af CNS- kuglen.
– Hvis dine kugler ”flagrer” op til hele 7 cm i 3600 omkring dit CNS- sigtepunkt, vil det viste røde skraverede område være et muligt ”tapskud” – så hvor stor vil chansen for et muligt ”tapskud” være? (jeg vil sige meget, meget lille), selv når du kun kan skyde med en nøjagtighed på: indenfor en cirkel med en diameter på hele 14 cm (den viste røde cirkel).
KL anfører, ”at et træf 6-8 cm længere fremme på dyret end tiltænkt vil give en grim anskydning på bringen”, hvilket jo er helt forkert som det ses i både ill. 8, 9 og 11.
– Ved træf under den gule streg falder dyret i skuddet, næsten med garanti, og rejser sig ikke igen – men hér kan dyreryggen naturligvis beskadiges, hvilket kun er sket et par gange for mig i min tid, og i øvrigt er jeg ligeglad med kødødelæggelse, da det jo ikke rimeligt, at sætte kødværdi højere end humanitet og dyreværnsmæssige forhold. – Drabets længde (dyrenes tid med lidelser ved træf) skal da i hvert fald ikke bestemmes af, hvilket kød den enkelte jæger eventuelt mister ved drabet på dyret.
Et yderligere plus til CNS- kuglen er i denne forbindelse, at man nok oftest skyder i en kuglebane mere eller mindre nedadrettet, hvilket yderligere mindsker risikoen for ”tapskud”.
Der kan ikke sidde mange kugler i det med rødt skraverede område i ill. 11, i forhold til hvor mange kugler der kan sidde i resten af den røde cirkel i ill. 11, hvor alle fejltræf vil kunne sidde (og ikke kun opad). – Det skraverede røde areal udgør ca. 3 % af den røde cirkels 154 cm2, altså en meget lille chance for at afgive et ”tapskud” ved hele 7 cm træfafvigelse hele vejen rundt omkring CNS- sigtepunktet (den sorte prik i ill. 11).
* Hermed må det frygtede ”tapskud” være helt afdramatiseret, i forhold til CNS- kuglen (og alt andet). – Og således er der ingen undskyldning for ikke at anvende den mest effektive kugleplacering, der overhovedet findes (CNS- kuglen), og herved varetage de skudte dyrs tarv bedst muligt – alt som jeg ser det, og påviser det hér – ud fra fakta.
Alle træf indenfor det sortindrammede gule område er i CNS- træfområdet, hvor alle træf vil føre til fald i knald i bevidstløs tilstand. – Og faktisk tror jeg ikke engang, at dyret rejser sig efter træf indenfor det med rødt skraverede område i toppen af den røde cirkel i illustration 11 ovenfor (grundet det store tryk på ryghvirvler fra temporær kavitet), og jeg har som sagt set flere træf kun 4 cm under ryglinje (lodret over albue) føre til fald i knald i bevidstløs tilstand, og hurtig død.
* KL’s artikels påstand om, at man på 100 meter skal kunne samle alle sine skud inden for noget der ligner en 2-5 krone ved CNS- skud (set i et lille foto i KL’s artikel), er åbenlyst helt forkert og misinformerende – fordi du altid har en 100 % vital træfcirkel med en diameter på hele min. 10-12 cm omkring dit CNS- sigtepunkt – se illustration 11, hvor den røde cirkel (på et stort rådyr) er ca. 14 cm.
– Og hvor CNS- kuglen endda også giver træf i mere effektive dele af dyrets begge lunger, end KL’s anbefalede ”Midt på bladet”, som ret let kan give træf i kun én lunge ved skæve skudvinkler, og også kan give lever/mavetræf selv ved rent sideskud, ved fejltræf på: fra et par cm til 8 cm (se illustration 4, 5 og 7).
Ovennævnte påstand om behov for ekstrem skydefærdighed ved brug af CNS- kuglen gælder derimod for sete artikels version af ”Midt på bladet”, hvor maveregion kun er ca. 2,5 cm fra artiklens viste lodrette sigtelinje lige bag forløbet (se ill. 4, 5 og 7).
Illustration 12. – CNS- kuglen indtegnet af mig på Dr. Bengt Rökens dissekerede rådyr. – En lille buk vil naturligvis tilbyde mindre vitalt træfområde, hvorfor den viste gule cirkel hér kun er tegnet ca. ø 11 cm.
– Og riffelskyttens antagede træfsikkerhed på 100 meter er den blå træfcirkel med diameter ca. 8,5 cm – og ved de rigtigt mange skud der afgives på 25-50-75 meter må der simpelt hen ikke være problemer med at træffe rigtigt, indenfor en cirkel på ca. 11 cm.
Det med hvidt markerede er risikoområdet for ”tapskud”, ud fra min erfaring, hvor jeg har skudt et par dyr der faldt bevidstløse og døde kort efter, ved træf ca. 4 cm under dyrets rygkant det viste sted i illustrationen ovenfor. – Træf aldrig bagud for (th) for den lodrette gule streg.
”Svipsere” undgår vi aldrig, og alle ”svipsere” på KL’s omtalte 6-8 cm kan give fejltræf og anskydninger ved brug af alle træfområder: ”Højt bladskud”, ”Lavt bladskud (Hjerteskud) og ved ”Midt på bladet” (- og yderligere forstærket ved skæve skudvinkler).
Chancen for et træf i den gule cirkelomkreds helt lodret over centrum af den gule cirkel er 1/360 – og træfafvigelser sker som bekendt ikke kun lige lodret, men til alle sider.
“Midt på bladet” – en ren bløddels- kugle:
”Midt på bladet” er en lungekugle med kun forblødning/iltmangel som dødsårsag.
Et rådyrs lunger, i disses effektive dele at træffe, er ikke særligt store, som det ses i ill. 5 og 6. – Kun et dobbelt lungetræf i begge lungers vitale træfområder (som kun er en del af samlede lungeareal, hvor tynde lungelapper ikke indgår) er et effektivt lungetræf.
Dette begrænser virkeligt lunge- kuglens effektive træfområde, som er i øverste midterste halvdel af lungerne.
En ren lunge- kugle er og forbliver en bløddels- kugle, hvor der satses på bevidstløshed efter forblødning, som giver manglende iltning af blodet til muskel- og organvæv, og senere hjertestop, eller lungekollaps givende samme manglende iltning til organer – og disse ting sker ikke straks i skuddet og vil tage tid. – Dertil kommer, at lungevæv har forholdsvis lav densitet, hvilket betyder at kuglens temporære kavitet ikke virker så effektivt i lungevæv. – I CNS- træfområdet er vævs densitet derimod optimal høj (muskelvæv og kraftig knoglestruktur), givende bedst temporær kavitet.
En lunge- kugle vil heller ikke give effekt fra bensplinter, som det sker når kraftige knogler træffes, og hvor projektilet også deformeres mere, alt givende større læsion samt måske flere sårkanaler efter løsrevne fragmenter af projektilet og bensplinter – som det ses meget udtalt ved CNS- kuglen.
Når dyr ses falde i knaldet ved et dobbelt lungeskud, skyldes dette givetvis at man var heldig at samtidigt træffe en af de store arterier fra hjertet til lunger, til hals eller til nyre. – Men dette skal man bestemt ikke satse på og regne med, da projektilet skal træffe en måske kun 8 mm arterie temmelig præcist, for at åbne denne – og nok oftest vil projektilets komprimerede trykbølge foran projektilet og på siderne give tendens til at klemme arterien sammen og skubbe den til side.
Et rådyr kan ifølge min og andres erfaring have sporlængder på 80- 100 meter ved en Hjerte- kugle, selv ved helt iturevet hjerte – og et effektivt placeret hjertetræf er helt uden tvivl oftest mere effektivt end et lungetræf, fordi et vitalt hjertetræf giver langt større forblødning og kan stoppe hjertet, og fordi kuglens afgivne trykimpulser via blodbanen kan nå helt til hjernen og beskadige vigtige centre hér – iflg. videnskabelige undersøgelser (af den terminale effekt) bag praktisk skydning af et stort antal dyr.
– Dette betyder at Lunge- kugler (især enkeltsidige lungetræf) kan give endnu længere flugtafstande end hjertetræf, og hvor KL nævner at almindelige flugtafstande ved ”Midt på bladet” (dobbelt lungetræf) er noget længere end 20-40 meter, som er almindeligt ved ”Bladskud” – og hvor CNS- kuglen har 0 meter i flugtafstand.
Min version af “Midt på bladet” er: Lodret sigtelinje midt i dyrets forben og vandret sigtelinje ca. midt i dyrekroppen, hvilket ses i ill. 13 herunder:
Ill. 13: Hér ses min version af “Midt på bladet”, hvor kuglebanen var lidt skråt nedad, og derfor sigtede jeg en anelse højere. – Dette er en effektiv dobbelt lungekugle i lungers mest effektive træfområde, og dyret stod næsten vinkelret på kuglebanen, og var slet ikke “på vagt”.
Dette unge dyr faldt bevidstløst i knaldet og døde ganske kort efter. – Men ved ældre dyr er man aldrig sikker på at dyret ikke vil have flugtdistance ved lungetræf. – Ved lange skudafstande vil kuglens chokeffekt blive reduceret (grundet lavere projektilhastighed) og give længere flugtafstande. – Dyr der er skræmte eller meget opmærksomme, vil ved træf “Midt på bladet” have længere flugtafstande end helt rolige og afslappede dyr.
Længste etiske skudafstand ved “Midt på bladet”:
Den længste skudafstand cirka ved ”Midt på bladet”, hvis man vil træffe indenfor den vitale, sorte cirkel på 16 cm i illustration 6, og ved den dér viste træfsikkerhed indenfor en cirkel på 11 cm, kan opgøres til ca.: 139 meter, udregnet som følger:
Fra 100 meter til 200 meter stiger din ”jagtlige” træfcirkel (din spredning) fra dette eksempels ca. 11 cm i diameter til ca. 24 cm. Dvs. en stigning på: 13 cm/100 meter = 0,13 cm pr. meter. – Hvis du skal træffe indenfor den ”vitale træfcirkel” på 16 cm (den sorte cirkel i f.eks. Ill. 7), bliver din træfcirkel 5 cm større end 11 cm, hvilket i meter er: 5/0,13 = 38,5 meter, som tillagt de første 100 meter bliver: ca. 139 meter, som altså er den længste etiske cirka skudafstand til råvildt, når du vil træffe indenfor den ”vitale træfcirkel” på 16 cm i diameter (sort cirkel i ill. 7) – ved nævnte træfsikkerhed: indenfor en cirkel med dette eksempels diameter ca. 11 cm.
Skyder du som jeg, der kan træffe indenfor en cirkel med diameter 8,5 cm på 100 meter (sort cirkel i ill. 8), vil længste etiske skudafstand være: 157 meter, men bemærk at der i den sorte cirkels omkreds i ill. 7, fra kl. 8-10 og måske fra kl. 4-6 vil kunne træffes mange steder med ikke effektive lungetræf, hvor flugtafstande og lidelser for dyret er sandsynlige – og skrå skudvinkler vil kunne forværre dette markant, hvis der ikke korrigeres ret nøjagtigt herfor.
– Ved CNS- kuglen betyder disse skrå skudvinkler næsten intet sideværts, og i lodret plan har man en kæmpe fejlmargen nedad – og meget sjældent skyder vi til råvildt i skudvinkel opad, hvilket ville øge risiko for ”tapskud”.
Hvad ville der ske hvis?:
Hvis man nu forestillede sig at vi alle gik over til CNS- kuglen, hvad ville der (efter min mening) ske ved dette?:
Kan vi ikke først blive enige om, at langt de fleste eftersøgninger skyldes brug af Hjerte- kugler og Lunge- kugler – og at disse må være gået galt, og af årsager der ikke kan undgås ved fortsat brug af disse?
Da hjerteskud nok er det allermest brugte nu, ville man i schweisshunderegisteret sandsynligvis se langt færre (meget få) flugtafstande og anskydninger efter træf i albue og forløb, mavetræf, levertræf, bringetræf og strejfskud i hjertet, fordi CNS- træfområdet er meget langt væk fra disse mange grimme anskydningsområder.
Da lungeskud nok er det næstmest anvendte nu, ville man sandsynligvis se (nok langt) færre flugtafstande og anskydninger efter enkeltsidige lungetræf og træf i tynde lungelapper – også fordi lavt satte træf ved et CNS-skud oftest ville træffe i lungers øvre tykke, vitale og effektive dele.
– Samtidigt ville man sandsynligvis se fordelen i, at dyrene ved CNS- skud forbliver på skudstedet, givende ingen ”bøvl” og ingen dårlig samvittighed, at dyr ofte kan skydes tættere på naboskel, og at etikken bliver forbedret da færre dyr vil lide.
Samtidigt ville naturligvis antallet af ”tapskud” blive større – men dette antal kan kun være langt, langt mindre end antal forfejlede hjerte- og lungekugler, da CNS- kuglens eneste anskydningsareal: ”tapskuddet” er meget lille, som påvist i ill. 8, 11 og 12, og generelt udgør mindre alvorlige anskydninger, i forhold til de ovenstående mange muligheder for anskydninger efter Hjerte- skud og Lunge- skud ved 6-8 cm fejltræf, hvor også skæve skudvinkler derudover gør sig meget negativt gældende.
Alt dette især når vi også regner med, at langt de fleste rådyr skydes på 25-80 meter, og når vi regner med at riffeljægerne kan holde deres træf indenfor en træfcirkel med diameter på ca. 8,4 cm på 100 meter – og vi ved alle at der uundgåeligt altid kan ske en ”svipser”, men denne ”svipser” skal ikke bestemme alt andet, eller fratage et meget stort antal dyr mulighed for en optimal hurtig død.
* Når det så samtidigt (som det ses hér i læserbrevet) kan påvises, at KL`s anbefalede: ”Midt på bladet”, med lodret sigtelinje bag dyrets forløb, vil kunne medføre uhyggelige anskydninger ved kun få cm træfafvigelse, ligesom Hjerte- kuglen let kan give anskydninger – så er der jo ingen tvivl om at CNS- kuglen er den mest effektive, sikreste og mest humane kugleplacering der findes – af disse nævnte.
Sete anbefaling: “Midt på bladet” dumper på 3 forhold:
1. Dumper på: effektivitet og sikkerhed:
Da den sete anbefaling af ”Midt på bladet” ofte ikke fører til fald i knald, givende flugtafstande – er ”Midt på bladet” ikke så effektiv som CNS- kuglen der fører til fald i knald.
Da sikkerhedsarealet (fejlmargenen) er mindre ved den sete anbefaling af ”Midt på bladet”, end det ses hos CNS- Kuglen – er ”Midt på bladet” ikke så sikker som CNS- kuglen.
Både Hjerte- kuglen og KL´s ”Midt på bladet” er vældigt følsomme overfor skæve skudvinkler, som let kan give fejltræf og anskydninger – i modsætning til CNS- kuglen, som er meget tolerant overfor skæve skudvinkler.
2. Dumper på: flugtafstande:
Ifølge en videnskabelig svensk teoretisk model (set i ”faktaskog 08 2014”), som definerer normal flugtdistance og anskydning (ved perfekt placerede dobbelte lunge- kugler) i forhold til et dyrs kropsvægt, viser: At et rådyr på ca. 25 kg vil have en normal (forventelig) flugtdistance på ca. 12 meter, og have en defineret anskydning ved flugtafstand fra ca. 61 meter. – Så når et rådyr, truffet med strejfskud i hjertet eller med en enkeltsidig lunge- kugle, flygter f.eks. 80-90 meter, er dette en defineret anskydning, som muligvis eller sandsynligvis kræver eftersøgning.
Dette betyder, at KL’s omtalte flugtafstande på 20-40 meter ved bladskud til råvildt faktisk er længere end en normal forventelig flugtdistance på ca. 12 meter – og KL’s anbefalede ”Midt på bladet” som er en lungekugle, og hvor flugtafstanden iflg. KL er noget længere end de 20-40 meter (måske 65-70 meter), er også mere end de normalt forventelige ca. 12 meters flugtafstand for råvildt, og overskrider måske også ofte den etiske anskydningsgrænse på ca. 61 meter.
Derimod ved CNS- kuglen er flugtafstande 0 meter.
3. Dumper på: ”Tid fra træf til bevidstløshed”:
Ingen kender “Tid fra træf til bevidstløshed” da man jo som regel altid venter ca. 15 min. med at gå ruten eller sporlængden hen til dyret (hvilket også tager tid) – og ingen jordisk person kan efter skuddet følge efter dyret der flygter, for at konstatere hvornår dyret besvimede. – Kun hvis man kan se det faldne dyr, kan ”Tid fra træf til bevidstløshed” registreres ret sikkert, med kikkert.
– De ventetider man normalt regner med (og som schweisshundeførere anbefaler) at man skal vente inden et påskudt dyr der flygter, må eftersøges – fortæller, at man forventer at dyrene er i live, og at dyrene vil forsøge at flygte, dersom man starter eftersøgning for tidligt.
Ved f.eks. et enkeltsidigt lungetræf (som ofte også er mavetræf), anbefaler hundeførere at afvente eftersøgning mindst 1 time – og hvis eftersøgningen tager ¾ time, medgår der 105 min. fratrukket de smertehæmmende hormoners mulige effekt i måske 20 min. = altså 85 min. med mulige lidelser hos dyret – dette altså i bedste fald, når man ikke skal vente på ankomst af hundefører, og når hundeføreren (ved vigende dagslys) ikke beslutter at afvente eftersøgning til næste morgen.
Ved f.eks. træf i mave (lever, nyre, milt og tarme), regner man med (anbefaler man) at afvente eftersøgning mindst 3 timer – og hvis eftersøgningen tager ¾ time, medgår der 225 min. fratrukket de smertehæmmende hormoners mulige effekt i måske 20 min. = altså 205 min. med mulige lidelser hos dyret – dette altså i bedste fald, når man ikke skal vente på ankomst af hundefører, og når hundeføreren (ved vigende dagslys) ikke beslutter at afvente eftersøgning til næste morgen.
Da sete artikels “Midt på bladet” (i dennes version) netop nemt (som forevist) kan give dén slags anskydninger – kan denne kugleplacering ikke komme i kategori: human.
Derimod når dyret falder i knaldet, hvad et rigtigt træf med CNS- kuglen altid medfører – vil “Tid fra træf til bevidstløshed” være kortest mulig (og derfor mest human), ligesom man ofte kan se dyret, eller evt. aktivitet i græsset eller i kornet, hvor dyret faldt.
CNS- kuglen:
* Træf i eller i nærheden af centralnervesystemet (CNS) giver spontan og givetvis mest human død som følge af, at dyret mister bevidstheden straks i træffet og dør af forblødning/iltmangel inden dyret vågner. – Dog kan de også dø uden forblødning – altså alene ved beskadigelse af rygmargenen, som påvist tidligere i dette læserbrev.
* CNS- kuglens CNS- træfområde, repræsenterer sammenlagt med tilstødende vitale sikkerhedsområder, det største sammenhængende vitale træfområde man kan finde på et rådyr, hvor chancen for at dyret falder bevidstløs i skuddet og dør hurtigt er størst – og derudover har man til rådighed som sikkerhed: hele lunge/hjerteområdet under CNS- træfområdet.
* CNS- kuglen er den eneste kugleplacering, hvor træf i hele CNS- træfområdet med garanti giver “fald i knald” i bevidstløs tilstand hver gang, med efterfølgende hurtig død.
* Det må nu være påvist på rigtige dissekerede/anatomerede rådyr, at risiko for “tapskud” er meget lille ved CNS- kuglen – også i forhold til de også meget alvorligere anskydningsmuligheder, som ses i “Lavt bladskud”/Hjerte- kuglen og sandelig også ved: “Midt på bladet”/Lunge- kuglen, i den sete anbefalede version.
* Det må nu være påvist på rigtige dissekerede/anatomerede rådyr, at risiko for fejltræf og anskydninger, som følge af skrå skudvinkler, er langt større ved Hjertetræf og ved Lungetræf – end det ses hos CNS- kuglen, som er meget tolerant overfor skrå skudvinkler.
* Det må nu være påvist på rigtige dissekerede/anatomerede rådyr, at CNS- kuglen ikke kræver skydeegenskaber der rækker ud over de skydeegenskaber man kan forvente at almindelige riffeljægere har.
Det er på alle måder bedst for både jægeren og dyret, at dyret falder bevidstløs i knaldet og bliver på skudstedet – hvilket er næsten garanteret ved brug af CNS- kuglen.
Så med mindre nogen seriøst og velbegrundet kan tilbagevise det hér beskrevne og viste, foreslår jeg for alles bedste: “Fyr Hjerte- kuglen (det “Lave bladskud”) og anvend CNS- kuglen – og kassér skydebanernes skydeskiver, som kan lokke både uerfarne og nye riffeljægere til at tro, at det effektive træfområde er meget større end i virkeligheden, og at en lungekugle er bedst – (og oven i købet en lungekugle placeret risikabelt meget langt bagud på dyret, og som meget let kan blive et enkeltsidigt lungetræf og et mavetræf).
Herunder ser du CNS- kuglen:
Illustration 14. – Dette viser de lodrette og vandrette korrigeringer af sigtelinje man må foretage, når dyret står skråt for kuglebanen og under denne. Illustrationen er hentet fra en anden af mine artikler, men illustrerer tydeligt det store CNS- træfområde, og at CNS- kuglen er uhyre tolerant overfor sideværts kugleafvigelse, og at man næsten ikke kan træffe for lavt.
Der bør ikke mere være tvivl:
Resultat af denne granskning på basis af videnskabeligt materiale:
Illustration 15. – 1. Den almindeligt skydende riffeljæger burde kunne magte CNS- kuglen på skuddistancer på op til 107/127 meter (afhængig af hvor godt du skyder), men jeg skyder sjældent CNS- skud over 85-90 meter. – 2. Min version af ”Midt på bladet”, som jeg anvender på længere skuddistancer, eller når jeg er i tvivl ved kortere skudafstande.
Sådan ser CNS- kugler ud i virkeligheden:
Illustration 16. – Eksempler på CNS- kugler i forskellige skudvinkler.
