Den stående hunds første stand er noget helt særligt og både uparrede agerhøns og efterårets store fasankyllinger kan være tredjepart i det urgamle spil mellem hund, jæger og vildt
Af Michael Sand
Når agerhønsene parrer ud i februar og marts måned, er det startskuddet for terrændressurens højtid. Såfremt unghunden er vækket og ellers mentalt rustet til dressuren, er foråret det bedste tidspunkt at debutere på. Alternativt kan efterårets store fasankyllinger være tredjepart i det urgamle spil mellem hund, jæger og vildt.
Om foråret er det bedste tidspunkt en lun forårsdag med en let brise, hvor jordvarmen bærer færten op i vinden. Da har hunden de bedste forudsætninger for at fange fært. På dage med lavere jordtemperatur klæber færten til undergrunden og vil ikke spredes på samme måde som på en lun dag med sol og vind.
Inden man kommer frem til mere vildtvenligt terræn, er det en god idé at tage et par slag over vildtfattige marker. Her kan hunden få afløb for den opsparede energi, ligesom man kan repetere de indlærte færdigheder og fra begyndelsen vise hunden, at man fortsat er chef i samarbejdet.
Det må ikke forventes, at hunden opnår stand første gang den bringer sig i god vind af et par agerhøns. Mere sandsynligt er det, at den støder fuglene. Måske preller den tilmed. Det må man tage let på. Standen kommer før eller siden. Og når hunden opnår stand næste gang, skal man tage det med samme knusende ro.
Desværre er mange tilbøjelige til at styrte af sted mod hunden i håb om at komme så tæt på, at de kan nå at bremse hunden, inden den går fuglene op eller kaster sig ud i jagten på de flygtende fugle. Men hunden kan let blive nervøs, når den ud af øjenkrogen ser føreren kommer styrtende. Og eftersom alle antenner er ude i den stærke førstegangsoplevelse, kan den få det indtryk, at den er kommet galt i byen. Den bliver måske nervøs og kan miste grebet om situationen. Resultatet bliver ofte, at fuglene flygter.
I stedet bør man tage det stille og roligt og gå op imod hunden i normalt tempo. Måske når man ikke op til hunden, før den ryger frem og jager vildtet på flugt. Men i stedet for at ærgre sig, bør man tænke på, at hunden trods alt har fundet vildt. Det er meget positivt.
Tilbage er kun at få standen fastankret, og heldigvis er det forholdsvis sjældent, at en hund ikke før eller siden lærer at stå for vildtet. De fleste vil opleve, at deres hund for hver gang står i længere og længere tid. På et tidspunkt lykkes det at komme så tæt på begivenhederne, at man forsigtigt kan forsøge at snakke den sitrende hund til ro. Men overdriv ikke komplimenterne. Nogle hunde vil tage det som en opfordring til at gå fuglene op.
Det er altid en fordel at nærme sig skråt fra siden, så hunden kan holde kontakt med føreren uden at flytte fokus fra fuglene. På den måde undgår man, at den drejer hovedet, når man forsvinder i dens blinde vinkel.
Såfremt hunden ser sig over skulderen, vil den ofte miste det psykologiske jerngreb om fuglene, og de vil da tit lette af sig selv.
Er man heldig, når man op på siden og efter en kort, men passende pause, når man måske tilmed at give rejseordre. Standen skal holdes så længe hunden kan og ikke længere. Kommandoen for rejs skal falde i tide. Igen handler det om at flytte grænser. Ikke om at overskride dem.
Når hunden står
Den højrejste stand regnes for den smukkeste. Men standens positur kan svinge fra situation til situation og fra hund til hund.
På åben mark, hvor hunden har mulighed for at fange færten på lang afstand, opleves det oftest, at hunden står med højt løftet hoved. Spændt fra snude til halespids. Når færten på kortere afstand rammer hunden som en forhammer, fryser den ofte midt i springet. Kastestanden kan af og til give sig udslag i lidt akavede krops- og benstillinger.
Jo nærmere hunden befinder sig vildtet, jo lavere holder den i reglen hovedet. Under en jagt i en grusgrav oplevede jeg engang en hund stå for en fasan. Hunden snurrede omkring ved en lille klat fodermarvkål og stod i næste nu som hugget i granit. Jeg var ganske tæt på både hund og fugl og besluttede mig for at trække spændingen. Blot for at se, hvad der skete. I øvrigt er det altid en god idé at reflektere lidt over de enkelte situationer. Der er ikke to, som er helt ens.
Fasanens fært under fodermarvkålene steg langsomt til vejrs, og i takt med, at lugten bredte sig til de højere, stillestående luftlag, fulgte hundens snude med. Standen, som blev indledt med et lavt point, sluttede således i en smuk højrejst stand.
I reglen har hundens kropsholdning under standen kun kosmetisk betydning. Dog kan den liggende stand være ret upraktisk, da hunden kan forsvinde ud af syne i samme sekund, som den kaster sig til jorden. Af samme årsag foretrækker f.eks. amerikanske opdrættere, at hunden står med højt løftet hale. Ofte er det den lille halespids, der stikker over afgrøden, som afslører hunden.
Men at føre en stortgående hund er som at styre et fly. Udtrykket blev anvendt af en god ven, som engang solgte en færdigtrænet hund til en pilot, der havde det med at plukke de velsmagende multebær, mens hunden jagtede over fjeldet. Når det drejer sig om styring af en hund, er der ikke noget, som hedder autopilot, forklarede den danske hundesportsmand. Da må man konstant have et øje på hunden.
Jeg har i mange år anvendt bretons, og selv om en lille rød breton nemt glider i et med efterårsvegetationen, har jeg aldrig oplevet det som et problem. Jagten med den stående hund er primært knyttet til glæden ved at se hunden jage. Derfor går man ikke og plukker bær eller tænker på alt muligt andet, når man er på jagt. Øjnene skal hvile på hunden fra man slipper den, til man atter kobler den. Kommer hunden ikke tilbage fra pilekrattet, hvor man sidst så den forsvinde, betyder det sandsynligvis, at den har stand. Da ved man også, hvor man skal finde den.
I meget tæt og uoveroverskueligt terræn kan man dog vælge at forsyne hunden med en klokke. Dette er navnlig en fordel, når flere hunde arbejder sammen. Uden klokke kan det være vanskeligt at afgøre, om de knækkede grene stammer fra ens egen hund eller er frembragt under makkerhundens afsøgning. Den lille klokke, der ofte benævnes som en sneppeklokke, kan dog også anvendes, selv om man kun bruger en hund ad gangen. Men strengt nødvendigt er det ikke, såfremt man holder øjne og ører åbne.
HERUNDER:
SE FØRSTE KAPITEL I
JAGTHUNDENS TRÆNING
