Der blev desværre ikke nogen “happy ending” ud af forsøget på at redde den fulde buk, som blev fanget med hænderne …
Af Redaktionen
End ikke de bedste intentioner er altid tilstrækkelige. Det måtte Therese Wallem erfare, da hun atter opsøgte den lille råbuk, som var så tam, at hun kunne fange den med hænderne.
LÆS OGSÅ: KVINDE NEDLÆGGER FULD RÅBUK MED DE BARE NÆVER
Netnatur redaktionen har modtaget kapitel to i hendes usædvanlige beretning om den “fulde” buk, som hun tæt ved en trafikeret vej fangede og transporterede til mere rolige omgivelser.
Vi bringer herunder hendes beretning:
“Dagen efter jeg havde sagt farvel til den lille råbuk, blev jeg ringet op af min nabo, som fortalte, at nu gik den lille fyr altså rundt i deres have. Hun fortalte, at den stadig opførte sig unormalt (altså at den ikke var bange), men at de bare ville lade den gå og så skulle jeg komme over næste dag og se til den.
Jeg gik derover næste morgen, da mine naboer var kørt ind til byen, og der var helt stille på gården.
Jeg havde hjemmefra slebet de fastbladede pilespidser og havde en lille klump i maven, da jeg gik ned af vejen med buen i hånden og vidste, at hvis den ikke var i bedring, skulle jeg nedlægge den som mit første stykke vildt, hvis det var muligt.
På vej derhen, kørte alle tankerne rundt i hovedet på mig! Hvorfor er det nu lige at jeg er på vej over for måske at tage livet af den søde buk, jeg havde kælet med dagen inden? Hvad er det der driver mig? Alle sammen spørgsmål, som man måske bør stille sig selv, inden man tager et ekstremt skridt, som at tage livet af et andet væsen. Svaret var indlysende, da jeg ankom til gaarden.
Jeg fandt ham stående bag en staldbygning. Han så slukøret ud! Som om at kræfterne var ved at rende fra ham. Han virkede forvirret og var begyndt at have tics og en tendens til at bøje nakken bagud, selvom der ikke var noget at kigge efter.
Da han så mig, forsøgte han at gå væk, men gik i stedet for i cirkler, som om han ikke kunne andet!
Jeg konkluderede hurtigt, at den ikke havde spist gæret, nedfalden frugt, som sweisshundeføren først havde antaget, men at den måtte fejle noget helt andet.
Jeg lagde pilen på buen, sigtede efter hjerte/lunge regionen, tog en dyb indånding … og lod pilen flyve.
Den ramte, hvor den skulle og dyret faldt med det samme. Den faldt i mudderet, mens regnen stille silede ned. Verden stod lige stille et sekund, i mens jeg stod der, alene med buen hængende i hånden.
Den lå ikke stille med det samme, men havde et par krampetrækninger. Jeg stod cirka otte meter fra den og den lå nu med ryggen til.
Jeg var ret sikker på, at den var død, men ville ikke risikere noget, så jeg gik den anden vej rundt om staldbygningen, til jeg kunne se den fra den anden side. Den var død og havde endeligt fået ro!
Desværre var det ikke en “Happy ending”. Det ville have været skønt! Men det er i hvert fald en historie med et budskab om, ikke at tage de glæder vi har for givet, som for eksempel sunde vildtbestande. En tanke som jeg tror, at mange for tiden er langt på sinde, med alle de nye tilfælde af rådyr, som af uvisse årsager bliver syge og opfører sig anormalt.
Vi tog organprøver med henblik på at sende dem til “Center for Vildtsundhed”, men har efterfølgende fået at vide, at de med organprøver ikke ville kunne konkludere noget og at de helst ville modtage hele, ubrækkede dyr. Så konklusionen på hvad den lille buk fejlede vil vi aldrig blive forvisset om.”
