Hvordan har fiskene det i Skjern Å, Varde Å eller Lindenborg å etc.? Og hvordan ser det ud i Limfjordsområdet? Tilgå rapporter over tilstandenene her
Af Finn Sivebæk og Jan Nielsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer. DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer
I samarbejde med lokale lystfiskerforeninger undersøger DTU Aqua hvert år tilstanden i en række vandløb og vurderer fiskebestanden. Resultaterne af undersøgelsen og DTU Aquas anbefalinger for vandløbet udgives som en rapport i serien “Planer for fiskepleje”.
I 2016 undersøgte DTU Aqua blandt andet Skjern Å, Varde Å, Lindenborg Å og vandsystemer mellem Mariager Fjord og Limfjorden. For disse vandløb er der nu udgivet fiskeplejeplaner.
Bestandene af ørred er generelt gået frem i de enkelte vandsystemer og er meget store i de undersøgte vandløb i Østjylland. Selv om der også er kommet mere yngel i Vestjylland, er der stadig for få ørreder, men man kan glæde sig over en fremgang i de naturlige laksebestande.
Antallet af naturligt produceret ørred- og lakseyngel yngel fra gydning i et gydevandløb fortæller meget om vandløbets miljøtilstand. Derfor anvender Naturstyrelsen nu forekomsten af ørred og laks som “miljøindikator” i de vandløb, hvor arterne hører hjemme naturligt og gyder.
Download planerne
Planerne for fiskepleje beskriver fiskebestandene samt tiltag, der kan gavne vandløbenes miljøtilstand og de naturlige bestande af ørreder og laks. Her kan du downloade planerne for de undersøgelser, DTU Aqua udførte i 2016:
Skjern Å (rapport) – Kort over åen
Varde Å (rapport) – Kort over åen
Lindenborg Å (rapport) – Kort over åen
Vandsystem ml. Mariager Fjord og Limfjorden (rapport) – Kort over vandsystemet
Skjern Å – resumé
Der er ½-års ørreder (naturlig yngel) på 50 % af de befiskede stationer. Det er bedre end ved de tidligere undersøgelser, men bestandene af ørredyngel er generelt mindre end i mange andre danske vandløb.
Laksen hører naturligt hjemme i vandsystemet, og der er markant fremgang i den naturlige forekomst af lakseyngel.
Kun 5 % af de undersøgte vandløb i vandsystemet opfylder kravet om god økologisk tilstand i forhold til ”Ørredindekset”, der anvendes i statens vandområdeplaner til at bedømme vandløbenes fiskebestande i ørredvandløb.
Der bør arbejdes videre med at forbedre miljøtilstanden i en række vandløb i vandsystemet. Indtil effekten af dette er slået igennem med større naturlige bestande, er der behov for udsætning af ørreder og laks.
Varde Å – resumé
Der er ½-års ørreder (naturlig yngel) på 34 % af de befiskede stationer. Det er lidt bedre end ved de tidligere undersøgelser, men lige som i Skjern Å er bestandene af ørredyngel generelt mindre end i mange andre danske vandløb.
Laksen hører naturligt hjemme i vandsystemet, og der er en markant fremgang i antallet af stationer, hvor der er fanget laks fra gydning.
Lige som i Skjern Å opfylder kun 5 % af de undersøgte vandløb i Varde Å-systemet kravet om god økologisk tilstand i forhold til ”Ørredindekset”.
Der bør arbejdes videre med at forbedre miljøtilstanden i en række vandløb i vandsystemet. Indtil effekten af dette er slået igennem med større naturlige bestande, er der behov for udsætning af ørreder og laks.
Lindenborg Å – resumé
Der er ½-års ørreder (naturlig yngel) på alle de befiskede stationer, og bestandene er blevet lidt større siden sidste undersøgelse i 2007.
87 % af de elbefiskede lokaliteter opfylder kravet om god økologisk tilstand i forhold til “Ørredindekset”, og langt de fleste af disse opfylder samtidig kravet om høj økologisk tilstand.
Der bør arbejdes videre med at forbedre miljøtilstanden i en række vandløb i vandsystemet, men der er ikke behov for udsætning af ørreder.
Vandsystemer mellem Mariager Fjord og Limfjorden – resumé
Villestrup Å: Der er ½-års ørreder (naturlig yngel) på 95 % af de befiskede stationer, og bestandene er meget større end ved sidste undersøgelse i 2007. Der er gode ørredbestande på 64 % af de elbefiskede lokaliteter, som alle opfylder kravet om høj økologisk tilstand i forhold til “Ørredindekset”.
Kastbjerg Å: Der er ½-års ørreder (naturlig yngel) på alle de befiskede stationer, og bestandene er meget større end ved sidste undersøgelse i 2007. Der er gode ørredbestande på 75 % af de elbefiskede lokaliteter, som alle opfylder kravet om høj økologisk tilstand i forhold til “Ørredindekset”.
Øvrige vandløb: Der er ½-års ørreder (naturlig yngel) på 85 % af de befiskede stationer, hvilket er lidt bedre end tidligere. Yngelbestandene er meget større end ved sidste undersøgelse i 2007. 46 % af de elbefiskede lokaliteter opfylder kravet om god økologisk tilstand i forhold til “Ørredindekset”, og i de fleste af disse vandløb er der så meget yngel, at kravet om høj økologisk tilstand også er opfyldt.
Der bør arbejdes videre med at forbedre miljøtilstanden i en række af de undersøgte vandløb, men der er ikke behov for udsætning af ørreder i de vandsystemer, der er beskrevet i planen.
Nyhedsbrevet på Fiskepleje.dk informerer dig, når der er nyt om fisk og krebs. Klik og tilmeld nyhedsbrev.