Da Niels Jørgen Svendsen listede frem mod den brølende hjort, tænkte han: Det bliver historien, jeg engang skal fortælle mine børnebørn. Her er hans historie om Fiskehalens endeligt
Fiskehalens død
Artikel fra Michael Sands Jagtbog 2005
– Brølene afslørede ham. Jo, han var skam i engen. Vi skyndte os at få grejet på nakken og komme af sted. Vi gik ad en nylagt grusvej, før vi drejede ind i terrænet og fulgte en sti, der snoede sig gennem tæt nåleskov. Da vi nåede frem og kunne overskue engen, brølede han stadig. Perfekt.
– Vinden var fin og rudlen lå og tyggede drøv ca. 100 meter fra os, alt imens Fiskehalen brølede og var meget aktiv.
Vi var hurtigt klar, og det eneste, der manglede, var, at solen skulle stå op. På slaget solopgang måtte der skydes.
Pludselig viste et dyr sig i den fjerneste ende af engen. Fiskehalen satte efter den, da det viste sig at være en yngre hjort, som skulle sættes på plads. Snart var han tilbage ved rudlen brølende som den sejrsherre, han var.
LÆS MERE
Jagtfeber
Som de fleste andre store hjorte i skoven var hjorten navngivet. Det underlige navn Fiskehalen havde han fået, da han bar en sprosse bag venstre stang. Sprossen gjorde ham let genkendelig, og hjorten levede nu på sit 14-15 år.
– Med ét viste der sig en lille spidshjort på engen. Også denne satte Fiskehalen straks efter. Begge forsvandt med fynd og klem i granerne blot 50 meter fra os. Vi bar vind ind i granerne, og hjertet slog en ekstra gang. Fik de mon vind af os, tænkte vi. Men nej. Hjorten gik tilbage til rudlen og brølede videre. Pyha. Jagtfeberen lurede i baggrunden; mine hænder rystede, og hjertet slog hurtigere.
– Hov, der kom spidshjorten atter til syne blot 20 meter fra os. Han må have fået vind af os og har valgt at møde den gamle hjort i stedet for os. Fiskehalen reagerede prompte, og der gik ikke mange sekunder, før den gik til angreb. Denne gang satte dyrene kursen direkte mod os. Heldigvis drejede spidshjorten af, og begge passerede os på under 50 meters afstand.
– Fik han vind af os? Jeg holdt vejret. Nej, heller ikke denne gang. Rudlen havde i mellemtiden rejst sig og var begyndt at trække mod højskoven på den modsatte side af engen.
Før skydetid
– Der var 2 minutter til solen stod op. 2 minutter til skydetid. Får vi ham? Eller smutter han fra os – igen?
– Det var nemlig ikke første gang, vi var efter Fiskehalen. Morgenen før måtte vi smide støvlerne og pürsche på skovvejen i sokker, som blev ubehageligt våde efter få skridt. Vi nåede faktisk ind på skudhold, men en lumsk svøbevind afslørede os, og førerhinden forsvandt i sivene med hele rudlen efter sig umiddelbart før solopgang.
Den store hjort skulle egentlig have været nedlagt af en gæst, men da han efter 3 dage i terrænet blev præsenteret for vidunderet, fik han så meget jagtfeber, at knæene begyndte at danse tvist. Heldigvis var skytten fornuftig nok til ikke at skyde, hvilket nu viste sig at være mit held. Hjorten havde passeret toppen af sin karriere og ville næppe være lige så stor næste år.
– Tænk, at dette er mit livs største hjort, som jeg skal forsøge at skyde; det er en historie, jeg engang skal fortælle mine børnebørn. Derfor er jeg også glad for, at jeg har brugt så meget tid på hjorten, som jeg har. Det er de mange forgæves forsøg, som gør, at historien om Fiskehalen vil leve videre fremover.
På slaget solopgang
Et minut igen! Han stod nu i skovkanten og brølede. Hinderne var ved at trække ind. Det tegnede ikke godt. Men pludselig trådte han atter ud på engen.
– Gør dig klar, hviskede jagtchefen.
– Men hvad er klokken, spurgte jeg.
– Det er skydetid, solen er oppe.
Den gamle hjort stoppede op og stillede sig på små 100 meters afstand med siden til og brølede som en gal. Riflen var hurtigt oppe, jeg fandt ham i kikkerten og skød!
Fiskehalen satte straks mod skoven, hvor hinderne ventede, men stoppede op, vaklede og væltede.
Skoven var stille som graven. Ikke en lyd. Det føltes som en evighed.
– Tillykke, du fik ham, lød det fra Elisabeth Svendsen, som gav mig et ordentligt klap på skulderen.
Så kom feberen væltende op i mig. Jeg rystede som en gal.
– Vi skal ryge nu, sagde jagtchefen smilende. Hurtigt fik vi fyret op i en cigaret, imens vi kiggede ud over engen, hvor vi kunne se Fiskehalen ligge i kanten. Min cigaret var røget på rekordtid og en ny blev hurtigt tændt. Elisabeth Svendsen grinede.
– Nå, har du feber? spurgte hun, hvilket hun dog tydeligt kunne se, jeg havde.
Den største nogensinde
Vi hentede bilen, før vi gik ned til hjorten. Dermed gav vi hinderne tid til at trække sig, så vi ikke forstyrrede dem mere end nødvendigt.
Endelig stod vi ved den nedlagte hjort og kunne røre ved ham. Det var et stort øjeblik. Han lå på højre side med begge kroner banket i jorden, så mulen stod lige i vejret. Hans stænger var så tykke, at jeg ikke nogen steder kunne nå rundt om dem med fingrene.
– Jeg troede, jeg var det mest stolte menneske på jorden, men da jeg så på ”kronvildtforvalteren”, blev jeg klar over, at det ikke var tilfældet. For jagtchefen var hjorten også en slags krone på værket. Et resultat, der havde været årtier undervejs.
– Det er den største hjort, der nogensinde er skudt i Rold Skov. Det er jeg ikke i tvivl om, kom det fra Elisabeth Svendsen.
