Hun er på fornavn med de gamle hjorte i skoven, og her fortæller jagtchefen i Lindenborg om baggrunden for nedlæggelsen af Fiskehalen, den største urhjort nedlagt i Danmark i nyere tid.

Bag om Fiskehalen

Fra Michael Sands Jagtbog 2005

– Hjortevildtet er kun til låns, og derfor skal vi behandle det derefter, siger den kvindelige jagtchef, Elisabeth Svendsen, som i de sidste 3 årtier har haft ansvaret for dyrene i den del af Rold Skov, der hører under Lindenborg Gods.

Elisabeth Svendsen, gift med Hans Christian Svendsen, er datter af lensgreve H. C. Schimmelmann, Lindenborg Gods. Godset har været i familien Schimmelmanns eje siden 1762, mens Rold Vesterskov, Rold Østerskov, Hellum Skov, Jægersborg Skov og Store Arden Skov først kom i familiens eje i 1867.

Den generationslange ansvarsfølelse er således ikke ukendt for Elisabeth Svendsen. Selv siger hun, at målet med hendes arbejde er at overdrage en livsstærk og sund bestand af krondyr til næste generation. Af mere konkrete mål formulerede hun for år tilbage, at det skulle være muligt at nedlægge en medaljehjort hvert år.

Den første medaljehjort i nyere tid blev nedlagt i 1992. Siden da er det gået støt fremad med hjortegevirernes vægt og kvalitet. I de sidst 5 år har skovene hvert år kvitteret med en hjort i medaljeklassen. I sæsonen 2004 blev der nedlagt 3. Kronen på værket blev dog nedlæggelsen af Fiskehalen, som faldt den 14. oktober 2004. Guldhjorten blev opmålt til ikke færre end 215 point.

7. februar 2026 døde Elisabeth Svendsen. Læs også: En jægermand er gået bort 

Nye mål

– I dag er det ikke noget problem at nedlægge en bronzehjort hvert år. Vi må derfor formulere nye mål, siger Elisabeth Svendsen, som mener, det er vigtigt at have noget konkret at veje sin indsats på. Faktum er dog, at mange af resultaterne er svære at veje og måle. F.eks. udløser det ingen medalje, at der i dag er 12-15 aktive brunstpladser på de ca. 3.800 ha, som hører under Lindenborg. Alle pladser er i brunsten optaget af en ældre hjort.

– Vi har ikke brunsthjorte på under 7 år. Kun hjorte med en vis alder vil være i stand til at erobre pladserne og fastholde dem, siger jagtchefen, som mener, at der i Rold Skovs 8.000 ha i dag står omkring 1.200 krondyr.
Bestanden er i stærk fremgang, og Elisabeth Svendsen forudser, at der næste år skal tages flere dyr ud af bestanden.

På de områder, som Lindenborg forvalter, blev der i sæsonen 2004/2005 kun nedlagt 10 dyr i bestræbelserne på at få dyrene til at sprede sig. Især er det ønsket, at dyrene skal etablere sig mere fast i Østerskov, Siem Skov og Hellum Skov. Med til historien hører, at årets sidste trykjagter blev aflyst, da store dele af skoven væltede under stormen i januar. Dyrene var meget stressede i dagene efter stormfaldet, da deres vante veksler var spærret af væltede stammer.

Jagtfred og forstyrrelser

Oprindelig var store dele af Rold Skov under hegn. For at beskytte landmændene mod markskader forsøgte man at holde dyrene i skoven. I dag er hegnet for længst væk, men store, såede lysninger på strategisk anlagte steder virker som værn mod markskader.

– Om vinteren fodrer vi hjortevildtet med roer og majs. Dog anvender vi ikke kraftfoder. Ligeledes er det sjældent nødvendigt at udlægge hø. Selv ved høj sne syntes dyrene at kunne finde tilstrækkeligt med stråfoder. Det skyldes sikkert, at vi har store områder med gyvel og lyng. Men hverken vinterfodring eller grønne enge kan forhindre dyrene i at opsøge markerne uden for skoven.

Og kronvildtet kan være dyrt at have på kost for de omkringliggende landmænd. Kronvildt kan ikke sammenlignes med en rå, der nipper lidt i kanten af kornmarken.

– Når en ruddel krondyr rykker ind på afgrøderne, sker der noget. Derfor er det også vigtigt, at den landmand, der har lidt skade, kan få kompensation i form af jagt. Jeg er derfor ikke meget for arealbegrænsninger. Har en landmand mistet to ha med ærter, skal han naturligvis kunne skyde 1 dyr eller 2 som plaster på såret. Han skal dog ikke skyde 11, siger Elisabeth Svendsen.

Lys fremtid

Jagtchefen på Lindenborg ser positivt og lyst på krondyrenes fremtid i Danmark. Dog erkender hun, at det er et langt sejt træk at ændre folks opfattelse af de store dyr. For naturligvis skal dyrene ikke slagtes i samme øjeblik, de forlader skoven. Navnlig de trofæbærende dyr lever livet farligt. Mange jægere har svært ved at vente og skyder hjortene, inden de når den kapitale alder. Måske ud fra devisen at 1 sprosse i hånden er bedre end 10 på taget.

– Men selv om der endnu skydes for mange unge hjorte i visse områder, er jeg optimistisk. Det er trods alt ikke mange år siden, at et stykke råvildt blev majet ned i samme øjeblik, det stak hovedet uden for skoven. Sådan er det ikke længere. I dag er der råvildt overalt, og jægeren har for længst opdaget glæden ved blot at se på dyrene. Sådan vil det også gå med kronvildtet.

Naturligvis skal man nøje overveje, hvor mange krondyr man ønsker i de lokale områder. Alt i alt mener jeg, at forvaltningen er et lokalt anliggende. Derfor kan det blive et problem, hvis jagten administreres af personer, der kommer langvejs fra.

Brunstjagt vigtig

I den offentlige debat har kronvildtets jagttid ofte været diskuteret. Det har været fremført, at en ændring i jagttiderne vil gavne sammensætningen af alder og køn i bestanden, så den blev mere ”naturlig”.

I brunsten er dyrene mere aktive og ses oftere uden for de traditionelle kerneområder. Det giver jægerne i periferien en chance, og ofte er det disse, der må stå for skud, når der skal findes en forklaring på de få gamle hjorte i bestanden. Argumentet har været, at såfremt dyrene blev fredet under brunsten i september og oktober, kunne flere hjorte nå den kapitale alder.

Elisabeth Svendsen er dog bekymret for dette synspunkt, da hun anser brunstjagten som helt afgørende for en korrekt beskydning af bestanden i Rold Skov.

– Hvis vi ikke har mulighed for at nedlægge hjortene i brunsten, vil det være meget vanskeligt at beskyde bestanden selektivt. Det skyldes, at vi stort set ikke ser hjortene uden for brunsten. Rold Skov er tæt, og når brunsten er forbi, går hjortene under jorden, og resten af sæsonen lever de en meget anonym tilværelse. Da kan de kun nedlægges på trykjagt, hvor det vil blive meget tilfældigt, hvad der bliver skudt.

I øvrigt vil det være uværdigt, at en gammel hjort på f.eks. 12 år skal nedlægges i det korte øjeblik, hvor den passerer et brandbælte. Den bør efter min mening skydes som Fiskehalen – altså på toppen af sin karriere på en brunstplads omgivet af hinder.

Ingen kampe

– I Rold Skov har vi en relativ høj gennemsnitsalder. Trofæhjortene skydes først, når de er 12 år. At det er de gamle hjorte, der sætter sig på pladserne og hinderne medfører, at der er ro på terrænet. Jeg har f.eks. aldrig set en kamp mellem pladshjortene. Når hjortene er gamle nok til at sætte sig på pladserne, er deres styrke allerede kendt blandt de øvrige hjorte. Derfor er det ikke nødvendigt at bruge energi på at prøve kræfter. Et brøl er i reglen tilstrækkeligt til at sende en ung, udfordrende bihjort på porten.

– En enkelt gang har jeg dog i nattens mulm og mørke hørt hjorte kæmpe. Men om det var mellem 2 pladshjorte eller mellem en pladshjort og en revirløs yngre hjort, der udfordrede lederskabet, ved jeg ikke, siger Elisabeth Svendsen, som også peger på, at terrænet og de forholdsvis lukkede skove kan være en forklaring på, at kampe mellem hjorte er relativt sjældne. Hjortene kan ikke se hinanden, som de kan i mere åbne sletteagtige terræner.

Rold Vesterskov, Rold Østerskov, Hellum Skov, Jægersborg Skov og Store Arden Skov udgør tilsammen et areal på 3.800 ha, der alle hører under Lindenborg Gods

Følsomme brunstpladser 

I forsøget på at få krondyrene til at sprede sig fra Rold Vesterskov har man holdt Rold Østerskov fri fra for jagt og andre forstyrrelser i en årrække. Blandt andet har man undladt at afholde de generelt meget stressende orienteringsløb. Samtidig har man via fodring forsøgt at få dyrene til at flytte sig.

Den overordnede plan var at få kronvildtet til at indtage statsskoven, der grænser op til Østerskoven. Planen er lykkedes. I dag er der opstået brunstpladser på kanten mellem Østerskoven og statsskoven, og dermed har statens kronvildtreservat endelig fået en bestand af kronvildt.

Fakta er nemlig, at krondyr og skovgæster ikke går særlig godt i spænd. Især i brunsten er rudlerne meget følsomme og fortrænges let ved de forstyrrelser, der er i de meget lidt restriktive statsskove.

Gammel stamme

Krondyrene i Rold tilhører en gammel stamme, der sikkert har aner tilbage til perioden for 10.000 år siden. Dyrene har i det store hele formået at holde sig upåvirket af fremmed blod.
I begyndelsen af firserne begyndte der i Danmark at skyde en masse hjortefarme op. Den fedtfattige kødproduktion blev spået en lys fremtid, men farmerne, organiseret i dansk hjorteavlerforening, formåede aldrig at trænge gennem danskernes købspræferencer. Optimismen blomstrede af, og flere af farmdyrene slap ud og blandede sig i den danske krondyrbestand.
I dag er stort set alle lokale bestande påvirket af dette udslip, og flere bestande er på godt og ondt etableret direkte på baggrund af undslupne farmdyr.

Rold Skov menes dog at være gået ram forbi denne påvirkning af fremmede gener. Det er nemlig ikke de opdrættede dyrs gule øremærker i sig selv, der bekymrer Elisabeth Svendsen og andre, der interesserer sig for kronvildtets genetik. Derimod er det den genetiske forurening af landets måske mest upåvirkede bestand, man frygter.

– Vi afventer en genetisk undersøgelse, som skal vise, hvad vi formoder, nemlig at dyrene i Rold kan føres direkte tilbage til de første dyr, som indvandrede efter istiden. Og er det tilfældet, mener jeg, at det medfører et særligt ansvar, siger Elisabeth Svendsen.

Tungere og tungere

– I Rold Skov vil en hjort på 5-6 år bære et gevir, der vejer omkring 5 kilo. En hjort topper dog først, når den er 12 år, og vi skyder normalt ikke hjortene før efter det 12. år.

– Derfor mener jeg, det er lidt misvisende, når man på baggrund af oplysningerne om hjorte med en gevirvægt på over 5 kilo forsøger at stedfæste, hvor de store hjorte står rundt omkring i Danmark. Da bør man efter min mening mindst bruge en gevirvægt på 6 kilo som retningsgivende for, hvornår en hjort er gammel. I dag vil mange hjorte allerede som 2-årige sætte op som 10-ender, siger jagtchefen fra Lindenborg.