I denne tid, hvor unge bukkes opsatser er i bast, ses det ofte, at de tager forskud på voksenlivet, men legen kan pludselig blive blodig alvor
Tekst og foto: Henning Kørvel
I denne tid, hvor unge bukkes opsatser er i bast, ses det ofte, at de tager forskud på voksenlivet ved at støde til hinanden med de bløde opsatser. Så længe opsatserne er i bast, er det leg, men når de er fejet, og en fremmed buk vover sig ind i en pladsbuks territorium, kan det blive blodig alvor som for Hestehavebukken anno 1984, der er den mest arrede buk, Henning Kørvel har nedlagt.
De var måske brødre. Hvem ved, men det afholdt dem imidlertid ikke fra at støde til hinanden med de bløde opsatser i bast, og forsigtigt mødtes også opsatserne, men fordi den bløde bastopsats er en sårbar del af kroppen, brugte de ikke magt.
Det er de voksne bukkes attituder i forhold til fremmede bukke, der trænger ind i deres territorium, som instinktivt indøves, når unge bukke i bast støder til hinanden med bastopsatserne.
Så længe de er i bast, er det instinktiv leg, men når opsatserne er fejet, og aggressionsniveauet stiger, er det slut med legen, for så kan det blive en blodig forestilling, når en buk drister sig til at trænge ind i en anden buks territorium.
Ofte kommer det dog ikke til korporligheder, for det er ofte tilstrækkeligt, at pladsbukken viser en indtrængende buk trueadfærd, hvor den med sænket hoved i denne går frem mod bukken.
Hvis den indtrængende buk er klog og forstår pladsbukkens kropssprog, så erkender den, at den er den svageste part, og det er taktisk klogt at strække våben og forlade arenaen, før det bliver alvor.
Ofte begynder legen med de voksne bukkes trueadfærd, der – når det er blodig alvor – tit er nok til at få indtrængende bukke til at forlade pladsbukkes territorium.
Jeg har dog flere gange alligevel set voksne bukke slås, og hvor den indtrængende buk trak sig tilbage efter at have indset, at den var den svageste af de to parter.
Jeg har også skudt bukke i Danmark, der var ramponerede på hovedet, halsen, flankerne og køllerne, efter at have været i slagsmål med andre bukke.
Her mødtes fem bukkes territorier
Der, hvor jeg har oplevet det, mødtes fem pladsbukkes territorier, og det gik ikke stille for sig, når bukkene bevægede sig ud for at esse, fordi grænserne tit blev overskredet.
Hvis det blev opdaget af pladsbukken, kunne man være sikker på, at den blev stjertende tosset og jagede bukken ud, og den indtrængende buk fik ofte dens opsats at mærke.
I de unge bukkes leg kan det også, som det ses her, ske, at den ene buks hoved tvinges ned mod jorden. Det gøres blidt, fordi bastopsatsen er en sårbar del af kroppen.
Den mest arrede buk, som jeg til dato har set, var Hestehavebukken, en fem år gammel stærk pladsbuk, som jeg skød i 1984.
Under rundering forud for bukkejagten havde godsets skytte og ego set bukken i april, hvor den var i gang med at feje, og en strimmel bast hang på den ene stang.
En imponerende buk i dobbelt ørehøjde. Den måtte jeg have, men først 21. maj så jeg den igen, da jeg på Fodermestervejen listede mig frem imod Valdemars Skov på den anden side af kofolden. Da jeg spottede den, åd den i kanten af Valdemars Skov af hvidtjørnens hvide blomster, der er ”bolsjer” for råvildt.
Fordi jeg gerne ville have fast anlæg på en hegnsstolpe ind til kofolden, krøb jeg imellem kokasser frem på Fodermestervejen, alt imens jeg holdt øje med bukken.
Da jeg havde krybet cirka 50 meter og nåede frem til en hegnsstolpe, trykkede jeg på aftrækkeren, da trådkorset stod låst fast på bladet.
Kugleslaget fortalte mig, at kuglen sad, hvor det var tilsigtet, men i skuddet sprang bukken der stod på skovvolden over den elektriske tråd ind i Kofolden og løb cirka 10 meter, før den ved udvisning af sine sidste kræfter sprang tilbage til Skovvolden. Da den hang i luften, så jeg kroppen blive slap, før bukken faldt om på Skovvolden.
Da jeg nåede frem til bukken, så jeg dens ar efter sammenstød med andre stærke bukke i området. På halsen havde den dybe rifter, for slet ikke at nævne, at den ene kølle var slemt medtaget.
Hestehavebukken anno 1984 er den hidtil mest arrede buk, som jeg har set, fordi den var stanget mange steder på kroppen af en anden pladsbuk.
Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, sat den havde været i klammeri med pladsbukken i Gedeholmene, måske også pladsbukken i Kilden og Langed Skov. Ja, måske også Parkbukken, for når mindst fem bukkes territorier støder sammen, så er der lagt op til slagsmål, fordi det er stort set umuligt for den enkelte buk at færdes i kun sit eget territorium. Og græsset er jo altid grønnere hos naboen.
Jeg skød bemeldte Hestehavebuk anno 1984, mens den gamle godsejer der siden hen er draget til de evige jagtmarker, selv havde jagten i afdelingen på cirka 650 hektar, og jeg fik lov til at skyde bukke her, fordi han ikke orkede bukkejagt tidligt om morgenen og sent om aftenen.
Efter generationsskifte har jagten i afdelingen været lejet ud i mange år, og de store bukke som jeg har skudt på stedet, er derfor dyrebare minder om en herlig tid, som desværre aldrig vender tilbage.
